Mangler ansøgere til ICBF - Colombia

Modelfoto af colombianske børn.Modelfoto af colombianske børn.31. maj 2011 | Formidlingen fra ICBF er fortsat inde i en stille periode, da vi kun har få familier med tilstrækkelig anciennitet på ventelisten ved ICBF til at få deres sag sendt i region og efterfølgende i regionen at blive udvalgt til et barn.

Vi har i 2011 hjemtaget 2 børn. Disse 2 børn fik familierne i forslag i 2010. En familie er netop rejst til Colombia for at hente deres barn og afslutte adoptionssagen.

FLERE FAMILIER PÅ VENTELISTEN ØGER IKKE VENTETIDEN

ICBF's egen venteliste er nu for ansøgere godkendt til et barn 0 - 36 måneder fremme ved august 2007. Ventelisten til søskende 0 - 59 måneder er fremme ved december 07. Ventetiden til søskende 0 - 59 måneder er således ca. 5 måneder mindre end på børn fra 0 - 36 måneder.

Vi kan håbe, at ventetiden også vil falde en smule i løbet af 2011, ligesom ventetiden faldt nogle måneder i 2010.

Vi er nu inde i en periode, hvor der ikke er megen aktivitet i toppen af  AC Børnehjælps venteliste til ICBF.  Det betyder ikke, at der ikke formidles børn fra ICBF, det bliver der, men ikke lige til danske familier. Det betyder der imod, at vi hos AC Børnehjælp i Danmark ikke i perioden 2007 - 2009 indgav mange ansøgninger til ICBF og at vi derfor ikke i de næste par år har mange familier med tilstrækkelige anciennitet til at kunne forvente, at der vil blive udvalgt børn til dem fra ICBF.

Ventetiden til ICBF bliver således ikke kortere af, at vi har få familier på ventelisten. Ventetiden til ICBF afhænger udelukkende af det samlede antal ansøgninger ICBF modtager fra deres samlede antal samarbejdspartnere og naturligvis antallet af børn til international adoption fra Colombia. Det der primært afspejler ventetiden til ICBF er ansøgernes godkendelsesdato ved ICBF, hvor langt ICBF er nået på deres interne venteliste og antallet af ansøgere tilbage på ventelisten i de forskellige år ved ICBF.

Derfor er ventetiden ikke kortere til ICBF på grund af, at vi har få ansøgere på ventelisten. Ventetiden ville være nogenlunde den samme, om der så stod 50 ansøgere mod de nu 19 ansøgere på AC Børnehjælps venteliste til ICBF. Det der er anderledes er, at ansøgerne på ventelisten i øjeblikket ikke rykker så hurtigt opad på ventelisten og den følelse det måske kan afstedkomme af, at alt står stille. Vi kan derfor, bruge mange flere ansøgere til ICBF, som har den fornødne tålmodighed til den lidt lange ventetid.

STATISTIK

ICBF har lagt statistik ud på deres hjemmeside med tal for formidlingen til og med den 10. maj 2011.

Fra 1. januar 2011 til og med 10. maj 2011 er der således formidlet i alt 911 børn heraf 320 nationale formidlinger og 591 internationale formidlinger. 316 af børnene blev formidlet fra ICBF's børn søger forældre program.745 formidlinger blev gennemført igennem af ICBF og 166 igennem en af de private institutioner.

I 2010 var formidlings tallene således: I alt 3.058 formidlinger, heraf 1060 nationale formidlinger og 1998 internationale formidlinger. 2602 formidlinger blev gennemført igennem ICBF og 456 formidlinger blev gennemført igennem en af de private institutioner.

På ventelisterne står der pr. 10. maj i alt 2.984 internationale familier og 151 colombianske familier. De internationale familier blev optaget på ventelisten følgende år: 19 i 2006, 321 i 2007, 764 i 2008, 752 i 2009, 769 i 2010 og 359 i 2011. Disse tal er faktisk lidt positive, da antallet af ansøgere tilbage på ventelisten fra de forskellige år ikke stiger fra 2008 til 2010, hvad det pr. tradition ellers altid har gjort. Til eksempel har der ofte stået 1100 - 1200 ansøgere på det sidste hele år godkendelses år. Det kunne på sigt pege på et fald i ventetiden, såfremt vi forudsætter at antallet af børn til international adoption vil være nogenlunde konstant.