Skrevet af: Marie-Cecilie Friis Broundal
BEMÆRK: Den seneste opdatering af
dagbogen ligger øverst på siden
Torsdag den 11. november
Da jeg i oktober sidste år blev ansat som studentermedhjælp på
AC Børnehjælp, blev min kæreste og jeg faddere for Camilo på 3 år.
Dengang havde jeg ingen forventning om nogensinde at skulle møde
ham. Hertil morgen er situationen imidlertid en anden, idet den
taxa, der holder og venter på mig, er bestilt til at køre mig til
Orientame, hvor jeg skal møde Camilo, der nu er 4 år gammel.
Orientame er vores projekt- og fadderskabspartner i Colombia.
Deres mission er at forebygge uønsket graviditet. En del af denne
forebyggelse er af bryde med negativ social arv, og her kommer
fadderskabs programmet ind i billedet.
I taxaen, der tager mig fra det nordlige til det sydlige Bogota,
mærker jeg, hvordan mine blandede følelser omkring mødet vokser. På
den ene side, vil jeg rigtig gerne møde Camilo. Jeg følger jo hans
liv fra sidelinien gennem de opfølgningsrapporter, vi får fra AC
Børnehjælp hjemme i Danmark, og har på et eller andet plan en vis
omsorg for ham. På den anden side, vil jeg ikke sætte ham i en
situation, hvor han bliver utilpas i mødet med en hel fremmed.
Ligeledes ønsker jeg heller ikke at sætte hans mor i en akavet
situation, hvor hun skal mindes om, at hun ikke selv kan forsørge
sit barn. Jeg får faktisk lidt kolde fødder, men tanken om, at jeg
ved mødet vil få chancen for at hjælpe yderligere, får mig
overbevist om, at det er rigtigt at møde Camilo og hans mor. Jeg
håber nemlig på, at min historie om Camilo kan inspirere andre til
at få et fadderbarn, ligesom jeg håber, at kunne få lov til at købe
noget familien måtte mangle, f.eks. mad og tøj. Jeg har ikke taget
gaver med.
Orientames store entré bliver rammerne for mødet med Camilo, hans
søster, mor og mormor. Jeg har ikke været der ret længe, før de
fire træder ind af døren. Jeg ved, at Camilos mor lige er flyttet,
og dermed kommet væk fra et hjem med vold. Jeg ved også, at hun
forsøger, at forsørge sine børn ved at være gadesælger, men ofte
ikke har råd til at købe de varer, hun ønsker at sælge. Før de
flyttede, sov de fem familiemedlemmer i den samme seng. Nu lejer
hun et værelse med adgang til et lille køkken - og har i modsætning
til tidligere adgang til vand. Det er Camilos mormor, der betaler
lejen.
Camilos mor, er den første jeg ser i døren. Hun har begge sine
børn i hænderne. Bagved dem går Camilos mormor. De smiler til mig
med det samme, som om de ved, hvem jeg er - og vi hilser ved
håndtryk. Jeg havde i forvejen bestemt mig for først at tage
kontakt til Camilo, når jeg følte, hans mor, viste at hun var tryk
ved det. Det viser hun mig ved kærligt at trække Camilo lidt
længere frem, så han står lige foran mig. Camilo synes tydeligvis
ikke ret meget om at møde mig, så jeg skynder mig at snakke lidt
med hans søster, der har vist stor interesse for mine solbriller.
Hun prøver dem, og vi griner alle sammen - også Camilo.
Camilo skal ikke kun møde mig på Oriéntame, han har også et møde
med Maria Luisa - Oriéntames læge. Camilo er nemlig ikke helt på
dupperne - måske hænger det sammen med det, at der er meget fugt i
det værelse, den lille familie lejer. Jeg får lov til at gå med ind
til konsulationen. Det er en god oplevelse, hvor jeg oplever
Camilos mor som meget kærlig over for sin søn. Camilo åbner også op
- mens mor og læge snakker voksensnak - er det slet ikke så tosset
at have en ny legekammerat.
Da mødet er ovre, får jeg et stort knus af dem alle. De virker
glade for mødet med mig. Jeg føler ligeværd - måske fordi jeg har
stor respekt for, at de to kvinder, jeg har mødt, gør alt for at
kunne tage vare på henholdsvis deres børn og børnebørn.
Tilbage på Cran hjælper jeg til i huset med de helt små. Da jeg
kommer, hjælper jeg med at vække børnene, der er mellem 1 ½ og 5 år
efter deres middagslur, give dem deres eftermiddagssnack i
spisesalen og ellers bare lege med dem. En del af min legen med
børnene går på, at jeg i grupper at to tager pigerne med ud for at
lave blomsterkranse ud af de blomster, der vokser på CRANs grønne
arealer. Pigerne plukker blomsterne, som jeg binder sammen - og de
fleste bliver så henrykte, at de jubler, når de får deres lille
blomsterarmbånd på. De virker helt uberørt af, at jeg ofte ikke
forstår, hvad jeg siger. Så griner de bare lidt til hinanden, og
sender mig et overbærende smil.
Særligt tre af de mindre piger er meget optagede af at få min
opmærksomhed. De hiver i mig, og vil begge gerne op og sidde hos
mig. Jeg giver dem et kram, men husker på, at jeg ikke må give dem
for meget opmærksomhed, fordi de ikke må blive "for glade for mig"!
Ganske uprofessionelt slår det mig imidlertid, at de små rødder er
gået lige ind i mig, og jeg har ærligt svært ved at distancere mig.
Jeg beslutter mig derfor for at tilbringe den sidste times tid i
biblioteket, hvor jeg hjælper til med at binde bøger ind.
På vej op til taxaen, tænker jeg over, at dagene er fløjet af
sted. Jeg har ikke lyst til, at i morgen er min sidste dag på
CRAN.
Onsdag den 10. november
CRAN ligger smukt med grønne omgivelser og udsigt over bjergene. Da
jeg går ned af trapperne mod kontoret, hvor jeg plejer at stille
mine ting, slår det mig, hvor heldige børnene er at have sådanne
rammer. Der går nu ikke lang ting, før jeg trækker mit syn på deres
"held" tilbage. Da jeg kommer ned på kontoret, får jeg nemlig at
vide, at det er i dag, børnene får besøg af deres biologiske
familier. Familiebesøgene finder sted hver onsdag.
Ifølge lovgivningen er det sådan, at de familier, der får
fjernet deres børn, har seks måneder til at rette op på deres
livssituation og bevise, at de nu er i stand til at tage vare på
deres børn. Når den periode er gået, kan børnene således enten
vende hjem eller forblive på CRAN og bl.a. indgå i
adoptionsprogrammet. I praksis får familierne dog oftere længere
tid, idet domstolene ofte beslutter at give dem en sådan. I
adoptionsprogrammet vil man først søge efter en colombiansk familie
stemmende med colombiansk lovgivning og Hager Konventionen. Hvis
det ikke er muligt at finde en colombiansk familie vil CRAN
endeligt søge efter en familie i et andet land - forhåbentligt en
af vores familier!
En dag som i dag er særlig hård for personalet på CRAN. De børn,
der får besøg, kan, når besøget ender, være meget kede af det. Hvis
besøget har været godt, gør det ondt ikke at kunne komme med hjem,
og er besøget gået dårligt, kan det gøre ondt, at det overhovedet
har fundet sted. Endeligt kan det være meget hårdt for de børn, der
ikke får besøg, at blive mindet om, at de ikke har en familie. I
løbet af dagen oplever jeg, hvor tydeligt det mærkes på børnene, at
det er besøgsdag. Jeg bemærker mere urolige, triste og søgende -
men også stolte - blikke fra de børn, der går rundt med deres
biologiske forældre.
Min onsdag skal tilbringes på CRANS bibliotek, der er doneret af
en hollandsk familie. Et større rum med bøger, spil, musik og tre
computere. Pamela på 27 år arbejder her. Hver dag ser hun i
tidsrummet 8.30 - 12.00 de børn, der bor på CRAN. Børnene kommer i
mindre grupper, men alle 90 når at komme i biblioteket i løbet af
en uge - og det er tydeligt de nyder det. Biblioteket svarer i
virkeligheden til et almindeligt børneværelse hjemme i Danmark -
ej, der ville, der nu nok kun være én computer! For børnene på
CRAN, der deler værelse med i hvert fald otte andre, er det
imidlertid meget stort at komme i biblioteket, der er pyntet med
tegninger og farver.
Da Pamela skal nå at se alle børn, har børnene kun en halv time
i biblioteket. Den halve time er fra Pamelas side planlagt på en
måde, så børnene får mest muligt ud af at komme i biblioteket. For
de største betyder det, at de starter med at finde en pude frem og
sætte sig på den. Derefter læser Pamela en bog højt; i dag er det
en bog om fugle. Børnene følger nysgerrigt med. En efter en får
børnene herefter lov til at hente en bog eller noget legetøj, som
de så sætter sig med. Jeg er betaget af at se, hvordan det hele
forløber uden brok. Måske er det fordi, børnene ved, at de
kun har denne halve time og ikke som alle de børn, jeg kender, har
adgang til alverdens tænkeligt og utænkeligt
legetøj.
For de mindste gælder, at de starter med at lege og slutter af
med at få læst en bog højt og synge en sang. Pamela fortæller, at
de største har brug for at få historien først, fordi de har svært
ved at lægge legetøjet fra sig. De mindste derimod har brug for at
få historien og sangen til sidst, fordi de har lettere ved at
koncentrere sig, når spændingen over de tilgængelige legetøj har
lagt sig. Pamelas engagement afspejler sig i hendes arbejde. Hun
fortæller mig, hun virkelig gerne vil fortsætte, men at hun efter
jul ikke kan blive ved med at arbejde frivilligt. Hun som alle
andre på CRAN håber derfor på en privat donation, der kan være med
til at gøre, at hun kan forsætte sit projekt. I biblioteket oplever
jeg igen, hvordan det ikke betyder spor, at mit spanske ikke er
særlig godt - jeg kommunikerer fint med børnene, og sammen læser vi
bøger, lægger puslespil og lytter til den musik, Pamela har sat til
at spille.
Klokken 12 følger jeg det sidste hold i spisesalen. Her er
stemningen mere urolig end de andre dage - og jeg ved jo hvorfor.
Jeg lægger mærke til, hvordan personalet aer børnene, når de
serverer deres mad, og giver dem lidt ekstra opmærksom - noget de
helt sikkert har brug for.
Min eftermiddag går ellers med at binde bøger ind i biblioteket.
Jeg ved, at det ikke ville være godt for børnene at knytte sig for
meget til mig, og få endnu en oplevelse af at føle sig svigtet.
Børnene har brug for en kontinuerlig voksenkontakt, hvorfor jeg
trækker mig lidt tilbage.
Som alle de andre dage følger en større gruppe børn mig op til
bussen - de råber "cio Maria", smiler og vinker. De ser så søde ud,
som de står der. Frustrationen over besøgene synes at have lagt
sig. De har fået hinanden i godt humør - jeg tænker over, hvor
stærke de her børn er.
Tirsdag den 9. november
Tirsdag morgen bliver jeg hentet og kørt til CRAN af Helena - AC
Børnehjælps kontaktperson i Colombia. På vejen bemærker jeg den
kontrastfuldhed, den korte tur på 10 minutter byder på. Jeg starter
min rute i et meget rigt kvarter med store smukke vedligeholdte
huse, store biler og vagter på nærmest hvert hjørne. På gaderne går
børn og unge, de er på vej til skolebussen. De ligner børn og unge
derhjemme - det samme mærketøj, det samme rolige udtryk og
afslappede gang. Derefter passerer jeg huse, der mest af alt minder
om små faldefærdige skure. Intet grønt. På gaderne går børn og unge
i beskidt og slidt tøj med flakkende blikke. De kigger efter vores
bil, ikke en eneste bil er parkeret her. Jeg føler mig pludselig
lidt utilpas over at sidde i bilen, og tager min solbriller af ...
måske for at virke mindre velhavende ...
Derefter kører vi forbi et mindre kvarter med lejligheder - nyt og
vedligeholdt - og så endelig … CRAN.
Ved lågen til CRAN spørger vagten efter mit navn. Inden jeg når
at svare, hører jeg en barnestemme råbe: "Maria. Es Maria". Et
stykke derfra står en lille pige i rødt joggingtøj, jeg skyder på,
hun er 4 år. Jeg husker hende fra i går. Hun smiler til mig. Hånd i
hånd går vi ned til kontoret, jeg er stolt over, hun husker mit
navn. På vej ned til kontoret viser det sig, at hun ikke er den
eneste. Flere børn slutter sig nemlig til os - "Hola Maria" siger
de, og en masse andre ting, jeg ikke forstår, men det betyder ikke
noget. De griner nemlig bare til mig, når jeg på mit skolespansk
fortæller, at jeg ikke taler særlig godt spansk. De taler bare
videre, og jeg mærker at vores kommunikation slår fint til.
På kontoret tager Juanita imod mig. Hun fortæller lidt mere om
CRAN; Der bor 90 børn på her, der befinder sig i
forskellige situationer. Lovgivningen siger, at børnenes forældre,
fra det tidspunkt børnene bliver placeret på CRAN, har 6 måneder
til at rette op på de forhold, der gør at børnene er blevet
fjernet. Nogle af de børn, der bor på CRAN har således stadig
kontakt med deres forældre, mens andre ikke har, de venter så -
mere eller mindre vidende herom - på at få en ny familie. Udover de
børn, der bor på CRAN, har CRAN 60 børn placeret i plejefamilier.
Jeg tænker på, om alle plejefamilier er lige så kærlige, som den
jeg mødte i går.. det håber jeg. Endelig huser CRAN i
dagtimerne ca. 100 børn, der, med delvis støtte fra ICBF, får
måltider, tøj, undervisning og ikke mindst omsorg her.
Hertil formiddag får de børn, der bor på CRAN besøg af en gruppe
klovne, der frivilligt kommer for at underholde børnene. Den
farverige underholdning foregår i CRANS auditorium. Jeg hjælper med
at følge en gruppe af de yngste derned - 12 børn i alderen
halvandet til fem år. Stille og roligt går de med mig. De skal
sidde på forreste række. Når de har fundet deres plads på gulvet,
kommer de resterende grupper, og salen er hurtigt fuld af børn helt
op til elleve år.
Vi er kun 5 voksne. Jeg er skeptisk - men det viser sig, at det
er længe nok til at holde styr på børnene, der virkelig er optaget
af det, der foregår. En pige, der sidder tæt på mig, bliver bange,
idet klovnene kommer ind. En af de større piger opdager dette,
rejser sig op og løfter den nu grædende yngre pige op til mig. Jeg
er fascineret af den store piges omsorgsfuldhed, og den lilles pige
tillid til mig. Snøftende knuger hun sig ind til mig, og falder
hurtigt til ro igen. Jeg ville ønske jeg kunne beskrive hvert
enkelt barn. Deres måde at betragte klovnene og hinanden på.
Sammenholdet er tydeligt.
Efter den fine underholdning, skal børnene have frokost. Jeg
hjælper med at dele maden ud, ved de små borde, hvor børnene sidder
fire og fire. Her er ikke tid til at rette på den måde børnene
spiser på, men det viser sig også at være helt unødvendigt - selv
de mindste sidder fint.
Efter min egen frokost er indtaget følger jeg pædagogerne op i
børnehaven, hvor børnene sover til middag. Børnehaven er et hus i
to etager. I fire at husets 7 værelser sover omkring 100 børn på
madrasser. Helt tæt ligger de, nogle har stadig støvler og jakke
på. Det er et kært syn. Jeg hjælper til i et rum, hvor der er ca.
20 børn. Sammen med Bianca, en af pædagogerne - er jeg med til at
vække børnene, der derefter skal have vasket deres hænder og
ansigter og endelig have redt og sat hår. Drengene får sat
strithår, noget de tydeligvis synes er sejt. De piger jeg sætter
hår på, får rottehaler og fletninger - de smiler nysgerrigt til
mig. Det hele forløber uden brok - jeg tænker på at situationen
ville have været en anden i en børnehave hjemme i Danmark. Når alle
børnene er klar, går turen endnu engang til spisesalen, hvor
børnene får en lille snak, inden de bliver hentet af
skolebussen.
Endnu en gang oplever jeg, hvordan dagen er fløjet afsted. Min
taxa holder allerede udenfor. På vej hjem mod hotel Casablanca
tænker jeg mest på, hvor fascinerende det er, at børnene på CRAN
tager sig så godt af hinanden, og på hvordan de mindste børn på
CRAN begår sig set i forhold til alderssvarende børn hjemme i
Danmark… jeg er imponeret.
Mandag den 8. november
Jeg vågner kl. syv og er frisk med det samme - jeg er i Colombia..
Det er vildt! Inden noget andet, bliver jeg nødt til at gå en lille
tur rundt om hotellet, der viser sig at ligge med udsigt over
Bogota og smukke bjerge. Bogotá er verdens tredje højst beliggende
hovedstad, og det føler jeg tydeligt, hver gang jeg trækker vejret.
Det føles skønt!
Kl. ni bliver jeg hentet af Helena, vores kontaktperson og den
danske familie, der i dag skal møde deres lille søn for første
gang. Jeg føler mig ydmyg over at skulle deltage i deres store dag,
som viser sig at blive meget smuk. På CRAN hilser familien først på
Maria Cristina der er programleder på adoptionsprogrammet og
daglige leder Gonzalo. Derefter følger jeg familien, Helena og
Maria Cristina ind i et mødelokale, hvor barnets frigivelsespapirer
og lægerapporter bliver grundigt gennemgået og underskrevet. Når
der er styr på formalia kommer den plejemor, der har passet på den
lille dreng, siden hans biologiske mor afleverede ham på CRAN, ind
i mødelokalet. Hun er tydeligvis bevæget, og idet hun sætter sig,
fortæller hun, at det både er en sorgens og en glædens dag for
hende. En sorgens dag, fordi hun har været meget glad for at have
"el nino benito" i sit liv og en glædens dag, fordi hun ved, at han
nu får sin helt egen familie. Plejemoderen giver familien en bog,
hun selv har lavet. Bogen indeholder billeder af drengen, en
beskrivelse af hans karakter, behov og daglige rutiner. Jeg bliver
meget rørt over plejemoderens tydelige omsorg for drengen, der
forvisser alle i rummet om, at drengen har haft en god start på
livet i hendes varetægt. Det er mennesker som hende, der gør at
snakken om barnets rettigheder om at vokse op i trygge rammer, ikke
bare bliver ved snakken.
Og så … endelig bliver den danske familie, Helena og jeg ført
ind i et andet lokale - der med billeder børn, legetøj og tegninger
afslører, hvad der skal ske her. Af hensyn til familien vil jeg
ikke beskrive mere om dette øjeblik, andet end at fortælle, at det
var meget smukt, og at jeg er glad for, at familien lod mig opleve
dette.
Efter overdragelsen får jeg tid til at tale med med Gonzalo,
Cristina og Juanita, der er programleder for CRANS
undervisningsprogrammer. Juanita har været på CRAN i seks måneder,
er uddannet psykolog med speciale i børnepsykologi. Det er Juanita,
der har sammensat ugens program, der byder på undervisning, leg,
besøg på mødrehjemmet og nattevagter med de mindste. Jeg er lettet
over, at Juanita har givet mig lov til at arbejde i børnehøjde,
lige som jeg havde ønsket.
Juanita giver mig en grundig rundvisning på CRAN, der ligger
smukt med udsigt over bjergene og omringet af grønne arealer. Jeg
hilser først på de børn, der bor i CRANS fire huse, der er fint
indrettet i børnehøjde. Alle børnene har deres egne bamser, plads i
tøjskabet og viser glædeligt det hele frem for mig. Noget andet de
også er meget glade for at vise frem, er de nye sko, de netop har
fået. Og de får mig overtalte til at fotografere alle de sko, der,
selvom de er brugte, bliver værdsat som var de helt nye!! Det rører
noget i mig, at se børnenes taknemmelighed.
Juanita viser mig herefter CRANS børnehave, hvor jeg skal
arbejde i morgen. Her går både de børn, der bor på CRAN og børn,
der bor hos deres mor og far. Jeg spiller et spil vendespil med en
af de to pædagoger, der arbejder med børnene og fem meget
nysgerrige piger på 5 og 6 år, inden Juanita minder mig om, der er
mere jeg skal se! Jeg ser så CRANS musik- og aktivitetslokaler,
skolebygningen og spisesalen. Juanita fortæller engageret om CRANS
måde at arbejde med børnene på. De arbejder i øjeblikket særligt
med inddragelse. Konkret kommer børnene med på råd i forhold til
fritidsaktiviteter, og som noget nyt får børnene hver en dag, hvor
de får lov til at "arbejde" på CRANS kontor, et sted alle børnene
synes er meget spændende, og hvor de nyder at komme og bruge
stempler, computere og telefoner. For de mindste betyder
inddragelsen, at de hver får ansvaret for en opgave i ugens løb.
Jeg oplever således, hvordan én f.eks. får til opgave at give alle
de andre børn i hans klasse sæbe i hænderne, inden de går ud får at
vaske dem. En opgave han udfører med stor koncentration. Det er
tydeligt for mig, at pædagogikken og synet på barnets kompetencer
og trivsel på CRAN ligger på et højt niveau.
Babyerne på CRAN vil jeg først se senere på ugen, da de har
været plaget af influenza.
Efter rundvisningen spiser jeg frokost med Juanita og resten af
personalet på CRAN. Dette foregår på en terrasse udenfor - også med
udsigt over bjergene. Personalet udveksler formiddagshistorier om
børnene, og spørger ind til min første dag - og til mit arbejde på
AC. Jeg føler mig meget velkommen.
Resten af dagen hjælper jeg til i spisesalen, i badeværelset og
i aktivitetsrummet.
Børnene er meget interesserede i mig, og min plan om at lade dem
lære mig spansk viser sig at være en succes. Hver gang jeg peger på
noget, råber de i kor, hvad ordet for dette er på spansk og venter
spændte på, hvad jeg mon nu vil pege på.
Før jeg ved af det er tiden gået, og jeg bliver hentet af
Helena.
Min første dag har været uforglemmelig - bogstavelig talt. Jeg
føler mig mest at alt taknemmelig. Taknemmelig for børnenes,
personalets og den danske families åbenhed.
Søndag den 7. november
Kl. 19.30 colombiansk tid lander jeg i Bogotá efter en flyvetur,
hvor tankerne fik frit spil. Tanker om alle de danske familier, der
har taget turen til Bogotá for at blive forenet med deres børn og
alle dem, der venter på at kunne tage turen. Tanker om alle de
børn, der eskorteret, har taget turen til Danmark for at blive
forenet med deres forældre - herunder min storesøster og mig
selv! Tanker om den kommende uge, hvor jeg skal arbejde på
CRAN for at få et større indblik i børnene, de biologiske mødre og
plejemødrenes virkelighed. Jeg er spændt på mødet med dem alle, på
at mødes med de danske familier, der nu er i Bogotá og på at skulle
begå mig på spansk!
I lufthavnen bliver jeg hentet af en chauffør tilknyttet vores
kontor i Bogotá og hans kone. De er meget imødekommende, og
utroligt glade for og interesserede i, at jeg er født i Colombia!!
Parret kører mig til hotel Casablanca, hvor jeg skal bo den
kommende uge. Den lange rejse og køreturen til Casablanca har
åbenbart taget pusten fra min krop - og inden jeg kan hilse på
Marja Perdigon, der ejer hotellet sammen med sin mand og står i
døren for at tage i mod mig, bliver jeg nødt til at kaste op i
forhaven i ca. fem minutter - en dramatisk og pinlig entré, som dog
viser sig at være en succesfuld icebreaker!
Indenfor er alt jeg ser dyner, men inden jeg falder om, hilser
jeg på det lille hotels øvrige gæster en sød familie, bestående af
mor og far fra Sverige og deres skønne 9 måneder gamle datter fra
Pisingos.