Formidlingen fra Lagos
Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at de syv familier, der
rejste ud i slut-oktober og start-november, alle er tilbage i
Danmark igen. Selve adoptionsprocessen i Nigeria forløb uden de
store problemer, og alle har haft et ophold på omkring de seks til
otte uger.
Derudover er fire familier pt. i Nigeria og i fuld gang med
adoptionsprocessen. Under vores delegationsbesøg fra Nigeria i
starten af december, fik vi at vide, at det ventede valg i Lagos
State ikke ligger i januar, men først senere i august-september, så
der skulle altså ikke være noget, der kunne hindre en relativt
normal proces for de resterende adoptanter i Nigeria.
Cross River
Der foreligger endnu ingen officiel afgørelse i forhold til vores
sag om formidling fra Cross River. Dog har Familiestyrelsen givet
lovning på en afgørelse først i det nye år, og indtil videre har de
været positivt stemt.
Delegationsbesøget fra Nigeria
Derudover har vi i december haft besøg af en større delegation fra
Nigeria. Der var repræsentanter fra Ministeriet, henholdsvis Mrs.
Latinwo, Director of Social Welfare dvs. hovedansvarlig for
adoptionsområdet i Lagos State, og Mrs. Ogunkoya, Special Assistant
to the Governor samt flere socialrådgivere, de to børnehjemsledere
Mrs. Adedoyin fra Hearts of Gold og Mrs. Silver-Oyaide fra Sought
After Women and Children og AC Børnehjælps kontaktpersoner, Elvira
og Utibe, fra LIFE. Ni personer i alt.
Det var en stor flok at holde styr på, specielt fordi tidsbegrebet
er noget mere løst i Nigeria end i Danmark, men det finder man ud
af og indretter sig efter. Derudover var det også en meget
forskelligartet flok med forskellige interesser og formål med deres
rejse til Danmark. Repræsentanterne fra Ministeriet var meget
optaget af at møde de tilsvarende instanser i Danmark, mens
børnehjemslederne hovedsagligt var interesserede i, hvordan "deres"
børn havde det. Dertil kommer, at alle gerne ville shoppe!
Vi lagde hårdt ud på ankomstdagen med et besøg i Statsforvaltningen
Hovedstaden, efterfulgt af familiesammenkomst og middag i Tivoli.
De følgende dage stod på møder hos AC Børnehjælp, en
familiesammenkomst mere, samt besøg i private hjem. Opholdet blev
sluttet af med et møde i Familiestyrelsen til stor glæde for Mrs.
Latinwo og Mrs. Ogunkoya, der dermed fik mulighed for at tale med
nogle på "deres eget niveau".
Alt i alt gik besøget rigtig godt - programmet var stramt, men der
var noget for alle, og efter en dags tid blødte alle gæsterne
op, og vi fik en rigtig god jargon. Der var både plads til at være
seriøse og sjove, og vores helt klare indtryk er, at alle i
delegationen, højt som lavt i hierarkiet, tog fra Danmark med nogle
gode oplevelser i bagagen, lærerig erfaringsudveksling og en
tættere relation til os på AC Børnehjælp.
Afslutningsvist skal der lyde en stor tak til alle dem, der
tidligere har adopteret fra Nigeria og havde tid og mulighed for at
deltage i vores sammenkomster. Nogle lagde hus til et hjemmebesøg,
mens andre arrangerede en sammenkomst på en café, og dét skal I
også have stor tak for. Det er virkelig dejligt at kunne trække på
nogle af de kræfter, der er rundt omkring i alle jer
adoptivfamilier, og på den måde gøre et sådant besøg til en mere
personlig oplevelse for vores gæster.
BEMÆRK: Artiklen er
oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle hjemmeside.
Eventuelle billeder mangler desværre i denne
artikel.