Der står 4 familier på ventelisten til Madagaskar, hvoraf
de 3 sager er udsendt. Den sidste sag mangler de sidste stempler på
ambassaden men skulle blive klar til forsendelse inden jul. Den
pågældende familie vil blive informeret, når sagen er færdig og
klar.
På ventelisten har 2 af familierne en godkendelse til 1
barn 0-36 måneder. De 2 øvrige familier har en godkendelse, der
dækker enten 1 barn eller alternativt tvillinger i alderen 0-36
måneder.
Nu til vore erfaringer og oplevelser fra
rejsen:
Møde med centralmyndighederne:
Samarbejdet med de centrale myndigheder er rigtigt
godt, og vi blev præsenteret for den nye leder, Mr. Pilaza, der nu
har siddet på posten i et halvt års tid. Han er far til 8 børn, og
det var dejligt at se hans måde at være sammen med børnene på, da
vi var på fælles besøg på nogle af de godkendte børnehjem.
Derudover var gensynet med Mme Fara og Mr. Ange, der
sidder som teknisk ansvarlige for adoptionsprogrammet. De er
utroligt kompetente, og har tydeligvis fået en særlig råstyrke ved
at have været med i hele processen omkring etableringen og
implementeringen af den nye adoptionslov, som nu har fungeret i et
års tid.
Godkendte børnehjem i 4 provinser:
Der findes på nuværende tidspunkt godkendte
børnehjem i 4 af landets 22 provinser. Det drejer sig om følgende
provinser: Antananarivo (hovedstaden), Tamatave, Antsirabe og
endelig også Mananjary (som er kendt for at have mange tvillinger
til adoption, da det traditionelt set er tabubelagt at føde
tvillinger).
Der findes i alt 172 børnehjem på Madagaskar, hvoraf de 16
er godkendte til adoption (både national og international).
Derudover findes der 30 børnehjem, som kun har
centralmyndighedernes godkendelse som officielt godkendt
modtagelseshjem.
Madagaskar har fået flere samarbejdspartnere:
Skandinavien var de første til at underskrive en
samarbejdsaftale med myndighederne på Madagaskar. Det skete i
oktober 2009. Siden har Frankrig, Italien, Spanien, USA
underskrevet aftaler, og netop nu er både Belgien og Tyskland i
gang med at få de sidste detaljer på plads.
Centralmyndighederne er inviteret til Skandinavien i
maj/juni 2010:
Før rejsen havde vi 3 nordiske organisationer
Adoptionscentrum i Sverige, Adopsjonsforum i Norge og AC Børnehjælp
i Danmark besluttet, at det ville være formålstjenligt at invitere
2 personer fra centralmyndighederne til vore 3 lande på en samlet
rejse sammen med hver organisations repræsentant, for at uddybe
samarbejdet yderligere - ikke mindst taget i betragtning, at Mr.
Pilaza er ny på posten og har behov for at kende forholdene for de
madagaskiske børn, der formidles i adoption til Skandinavien.
Tamatave - by på østkysten, hvor vores nuværende familie
har opholdt sig:
Det tager kun 50 minutter at flyve fra hovedstaden
Tana til Tamatave. Den samme strækning tager 6-7 timer i
bil.
Der er stille og roligt i Tamatave, og vore familier fandt
rimeligt hurtigt en hverdag, der passede til både muligheder og
tid. Der findes internetcafeer, og man kan købe det meste af det,
man måtte have behov for. De familier, der har opholdt sig i
Tamatave, anbefaler derudover, at man kan tage til Foulpointe, der
ligger ca. 60 km nord for Tamatave. Vores familie anbefaler at bo
på "Manda Beach", der efter sigende skulle være et lækkert sted med
børnevenlige strande. Det dyreste sted koster omkring 300.- kr. pr.
nat. Derudover anbefales Le Petit Pecheur som værende det bedste
spisested. Et andet alternativ kunne også være at give sig selv lov
til en 14 dages rigtig ferie på øen Sainte Marie, der ligger i det
indiske ocean lidt nord for Tamatave i slutningen af opholdet, hvis
tilknytningen og samspillet imellem barn og forældre tillader, at
man kan søge nye oplevelser.
Vælger man at bo i Tamatave, kan vi anbefale en lejlighed,
der er tilknyttet børnehjemmet Terre des Enfants. Vi besøgte den
danske familie, der valgte at bo i denne lejlighed, der ligger midt
i et almindeligt villakvarter. Lejligheden er på ca. 70 m2 og har
både stort soveværelse, bad, toilet, køkken og vinkelstue med
spiseafdeling og terrasse. Lejligheden ligger i samme gård som
børnehjemmets administrationsbygning. Det betyder, at der er vagt
om natten, hvilket giver en dejlig tryghed for familien. Alle disse
herligheder kan lejes for blot det, der svarer til kr. 850.- pr.
måned. Ved kortere lejemål stiger prisen lidt, men der er stadig
tale om utroligt lave priser.
Børnehjemmet "Terre des Enfants" i Tamatave:
Alle 3 skandinaviske organisationer har nu fået børn
fra dette børnehjem, og derfor glæder vi os meget til at aflægge
besøg på stedet. Vi bliver mødt af en ung, energisk leder, der
hedder Lydia. Hun er mor til 2 børn på henholdsvis 1 og 5 år og bor
selv i en lille "hytte" ved siden af børnehjemmet, der huser 26
børn i øjeblikket med en max. Kapacitet på 40 børn. Børnene er i
alderen 0-26 år. De ældste er vokset op på børnehjemmet og arbejder
nu selv som plejere eller er i gang med en uddannelse som frisør
eller lignende. De fleste børn kommer til børnehjemmet via
hospitalets socialarbejdere eller politiet. Dertil kommer en del
børn, der afgives af enlige mødre p.g.a. manglende økonomiske
muligheder for at opfostre et barn. Det er børnehjemmets
opfattelse, at det nærmest aldrig er muligt at finde pårørende til
forladte børn.
Tilbage i hovedstaden Antananarivo: Børnehjemmet "Sainte
Marie":
Vi mødes af lederne Irene og Bertrand og ser igen
denne gang et mønsterbørnehhjem med velholdte små og hyggelige rum
og et engageret personale. Der er fuld gang i eksamensopgaver for
sykurset, der har til formål at sikre unge kvinder arbejde
efterfølgende. Der sys på højtryk, og det gælder om at holde tungen
lige i munden.
De lokale børn får undervisning ude i gården, mens
børnehjemmets skildpadde Caroline stille lister rundt imellem
børnene sammen med bomuldshunden, der ligeledes bor på
børnehjemmet. Her er stille og roligt - og her er virkelig rart at
være. De voksne virker engagerede og stolte af deres arbejde, og
børnene virker tilpasse og er fordelt på alder i huset.
Der er i øjeblikket 21 børn på børnehjemmet, og børnene er
op til 11 r. Derudover kommer der 70 børn fra nærområdet, som
støttes med skolegang og rådgivning til familierne via
fadderskaber.
Børnehjemmet "Handri" ligger i udkanten af Tana:
Vi bliver mødt af et utroligt engageret ægtepar, der
er henholdsvis læge og socialrådgiver - begge er uddannede i
Rusland, og som leder "Handri". Børnehjemmet ligger i udkanten af
byen ude ved rismarkerne. Her er stille og roligt, og udover selve
børnehjemmet, er der også en lille kostald og en hønsegård, som
børnehjemmet kan tjene lidt penge på. Her er rart at være. I
øjeblikket er børnehjemmet ved at få lavet en mur rundt om hele
børnehjemmets areal, for at forhindre ubudne gæster i at komme ind
på området. Da børnehjemmet ligger midt imellem rismarker og andre
marker, kan man let forestille sig, at selv den mindste regn vil
gøre jorden til det rene mudder, og det er i regnperioder
vanskeligt for børnene at komme omkring.
Der er i øjeblikket 10 børn på børnehjemmet, og de passes
af 3 plejere. Derudover er der et par landarbejdere ansat, der
passer både jorde og dyrene. Derudover er der 5 børn fra nabolaget,
som via et fadderskab får tilbudt skolegang via
børnehjemmet.
På sidste års besøgsrejse fik vi mulighed for at besøge
nogle børnehjem, der ikke er godkendte til hverken modtagelseshjem
eller til adoptionsformidling, og det er helt tydeligt, at de
godkendte børnehjem uden sammenligning ligger på et helt andet
niveau, end de ikke godkendte.
Domstolene på Madagaskar har jule/nytårslukket:
Det bliver næppe relevant for vore familier, men vi
får oplyst, at domstolene på Madagaskar er lukket fra den
15.december til den 15.januar.
Madagaskar kræver visum i adoptivbarnets madagaskiske
pas ved hjemrejsen til DK:
På denne rejse erfarede vi, at det ikke er
tilstrækkeligt, at vore adoptivbørn rejser ud af Madagaskar på et
madagaskisk pas og indrejser i Schengen-landene på et
laissez-passer (som det hidtil har været beskrevet i
Madagaskar-orienteringen).
De madagaskiske myndigheder kræver, at der er istemplet et
visum i barnets madagaskiske pas. Det betyder, at vore familier
fremover skal møde på den norske ambassade i Antananarivo sammen
med vores repræsentant Colette, for at få istemplet visum, hvilket
er det sidste, der skal indhentes, før barnet kan rejse tilbage til
Danmark med sine nye forældre.
BEMÆRK: Artiklen er
oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle hjemmeside.
Eventuelle billeder mangler desværre i denne
artikel.