2010 blev et stabilt år, hvad angår formidlingen fra de private
institutioner. Vi havde håbet på at hjemtage alle godkendte børn i
det forgangne år. Da de Colombianske domstole grundet julen er
lukkede frem til medio februar, har vi imidlertid en række familier
i Colombia nu. Når de er hjemvendt, vil vi i et nyhedsbrev komme
nærmere ind på, hvordan formidlingen i øjeblikket ser ud fra
Colombia.
Colombiabesøg
Adoptionsrådgiver på de private institutioner Marie-Cecilie
besøgte sammen med sin kollega Pia, der er adoptionsrådgiver på de
offentlige institutioner i Colombia og direktør Margrethe, som
ovenfor nævnt Colombia i november 2010.
Under besøget søgte Marie-Cecilie og Margrethe alle private
samarbejdspartnere i Colombia. Samtlige besøg var positive, hvilket
betyder, at vi kun har grund til at tro på en stabil formidling i
2011. På Pisingos havde vi en særlig god snak med daglig leder
Carlos. En snak, der betyder, at vi har fået lov til at sende flere
sager til Pisingos og her forventer en mere stabil formidling i
2011 end vi oplevede i 2010.
På samtlige børnehjem fik AC Børnehjælp mulighed for at møde de
børn, der bor her, og personalet, der arbejder med dem. Det var en
meget stor oplevelse. Særligt positivt var det at mærke, det høje
faglige niveau personalegruppere på de private institutioner
befinder sig på. Personalegrupperne på samtlige institutioner
består således af et tværfagligt hold af læger, sygeplejersker,
psykologer og pædagoger. De fysiske rammer vidnede også om en
hverdag i børnehøjde. Legetøj, farverigt sengetøj, dekorerede vægge
o.lign. varmede os at opleve hos samtlige institutioner.
Personalets tilgang afspejlede sig selvsagt i børnenes trivsel, som
vi opfattede som værende god.
Fana
Efter vores hjemkomst fra Colombia, har Fana givet grønt lys for,
at vi kan sende en sag ud til dem. Indtil videre tager de kun imod
én sag. Det er meget glædeligt, at vi nu har en dør åben her, og vi
håber, de med tiden vil tage i mod flere af vores
ansøgere.
Ny lovgivning
Der er kommet nye retningslinier fra ICBF. Retningslinier, der
gør, at dokumentklargøringen til de private institutioner ser noget
anderledes ud. Indtil videre drejer det sig om helbredsattester og
psykolograpporter. En anden ting, vi også ved, der ændres, er
aldersgrænser. Disse vil i fremtiden følge ICBFs grænser, således
at alle private institutioner skal tage imod sager fra ansøgere,
der er 38, når deres sag sendes ud. Den nye lovgivning udgør også
en grund til, jeg har ventet med at sende et nyhedsbrev ud. En
nærmere redegørelse for de nye regler og det de afspejler; nemlig
fremtidens internationale adoptioner fra Colombia, vil
følge.
Træf
Marie-Cecilie inviterer alle ansøgere på venteliste til de private
organisationer til et møde om rejsen til Colombia. Mødet bliver
holdt onsdag d. 26. 01. 2011 i tidsrummet 17.30 - 19.30. Formålet
med mødet, er at fortælle vores ansøgere om, de oplevelser
Marie-Cecilie havde af Colombia som land samt de oplevelser hun
havde af de børn, plejemødre og biologiske mødre, hun mødte under
sit ophold.
Formålet er også at vende ansøgernes eventuelle tanker om
rejsen, og spørgsmål der måtte rejse sig om adoption af lige netop
børn fra de private institutioner i Colombia. institutionerne
og plejemødrene.
BEMÆRK: Artiklen er
oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle hjemmeside.
Eventuelle billeder mangler desværre i denne
artikel.