Nyt fra Tjekkiet - marts

AC Børnehjælp besøger et børnehjem i Tjekkiet.AC Børnehjælp besøger et børnehjem i Tjekkiet.17. marts 2011 | Antallet af børn der bliver anvist til international adoption er stadig langsomt faldende.

Adoptionskontoret har meddelt os, at der i øjeblikket ikke er mange børn til bortadoption til udlandet. Når de ikke modtager papirer på børn, der er frigivet til adoption til udlandet, bliver der ikke afholdt de månedlige "samrådsmøder" og møderne bliver derfor udsat til måneden efter. Dette har tydeligvis været tilfældet i de første måneder af året.

Det vil sige at næste møde først finder sted i april måned, hvor de børn der er frigivet vil blive matchet til de familier, samrådet finder bedste egnede - det være sig danske familier, men også familier fra de andre lande, som de tjekkiske myndigheder samarbejder med. Vi har fået meddelelse om, at dette samrådsmøde vil finde sted først i april måned, og at vi efterfølgende vil modtage besked om udfaldet af dette møde.

Samtidig har de meddelt os, at de er opmærksomme og har focus på de familier, hvis sag har ligget længe hos dem - og at de selvfølgelig - så snart de har noget nyt om dette, vil give os besked.

Tjekkisk Statsborgerskab

Vi har i den senere tid fået en del forespørgsler fra familier der er i tvivl om, hvordan det forholder sig med børnenes tjekkiske statsborgerskab.

Vi har haft en korrespondance kørende med den tjekkiske konsul Barbora Stejskalova fra Den Tjekkiske Ambassade, og hun kan bekræfte, at i henhold til den relevante tjekkiske lovgivning fortaber adopterede børn deres originale tjekkiske statsborgerskab, når børnene opnår dansk statsborgerskab.

Ventelisten

Vi har i øjeblikket 9 familier på listen, hvoraf de 7 sager er udsendte - Heraf er 2 sager i øjeblikket i bero - disse to sager figurerer stadig på listen, da de ikke er trukket ud af den tjekkiske venteliste, og de vil i det øjeblik, de bliver aktiverede igen, komme ind på de samme pladser.

Der er på listen i øjeblikket 2 familier med en udvidet godkendelse til et større søskendepar.

Børn i forslag

Der er, siden sidste nyhedsbrev - der blev udsendt i december måned -  kommet 3 børn i forslag - 2 børn i december måned og 1 barn i januar måned.

Børnene der kom i forslag i december måned var 2 piger. En lille pige på godt 1 år og en større pige på godt 5 år til en familie med en udvidet godkendelse.

I januar måned fik vi en dreng på godt 3 år i forslag til en familie med en almen godkendelse.

Hjemtagelse

I henholdsvis februar og marts måned havde vi to familier af sted efter deres børn efter en ventetid på ca. 1½ måned fra børn i forslag til udrejse.

I skrivende stund har vi den sidste familie i Tjekkiet efter deres barn efter en ventetid på ca. 3 måneder efter at barnet blev bragt i forslag.