AC Børnehjælp valgte ikke at stille op til
interview i 21 Søndag primært af hensyn til den danske
adoptivfamilies ønske om anonymitet, og fordi de nye oplysninger
stammer fra en uafsluttet sag i Indien.
AC Børnehjælp tager den nye politiundersøgelse meget
alvorligt. Forløbet er tragisk for alle involverede - såvel den
biologiske familie i Indien som børnene og deres adoptivforældre i
Danmark. International adoption skal foregå til barnets bedste og
nøje følge både lovgivningen i barnets oprindelsesland samt dansk
adoptionslovgivning.
De nye oplysninger er del af en større politisag mod Mr.
Bhasin, som var leder af børnehjemmet Preet Mandir. AC Børnehjælp
bifalder, at det indiske politi følger op herpå. Vi afbrød
samarbejdet med Mr. Bhasin tilbage i 2003, netop pga. rygter om, at
institutionslederens metoder ikke var i overensstemmelse med
gældende lovgivning i Indien og Danmark.
Efter 21 Søndags udsendelse den 20. maj 2007 iværksatte
Familiestyrelsen under Justitsministeriet en selvstændig
undersøgelse sammen med de indiske myndigheder. Her konkluderede
man, at "det er styrelsens opfattelse, at den indiske procedure er
fulgt, herunder at der foreligger det nødvendige samtykke fra
børnenes far til international adoption".
Erfaringerne med Indienssagen har bevirket, at AC
Børnehjælp har skærpet vores krav til vores partnere. Vores
nuværende samarbejdspartnere i Indien er derfor nøje udvalgt og
undersøgt, således at vi kan nære tillid til, at fokus er på, at
adoptionsformidlingen skal være til barnets bedste samt foregå på
et etisk grundlag.
BEMÆRK: Artiklen er
oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle
hjemmeside.