Dette er nu godt overstået og børnehjemmet er med rette
meget stolte af, at de kunne præsentere et danseshow "Samson &
Delilah - The Musical" i Thai Alangkarn Theater en lørdag i
oktober. Ekstra stolte var de af at HRH prinsesse Bajarakitiyabha
var til stede, og dette glædede alle de tilskuere, der var mødt
op.
Der var ca. 1.800 tilskuere der overværede det efterfølgende show
med deltagelse af 62 børn fra Pattaya Orphanage på scenen i showet
"Welcome to Thailand" - derefter fulgte "O, Beautiful Ocean", der
blev danset af 27 døve børn fra Døveskolen.
Igennem disse shows takkede børnene alle de sponsorer
verden over, som støtter dem og børnehjemmet.
Brugerne af AC Børnehjælps hjemmeside bidrog også. Vores
indsamling i forbindelse med jubilæet indbragte3850
kr. Det takkede Khun Toy personligt for:
"Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at takke AC
Børnehjælp og AC Børnehjælps forældre for støtten til vores 36 års
jubilæum. Vi bruger noget af donationen til at invitere alle
børnene i teateret på Thai Alangkarn d. 16. oktober. Resten
placerer vi i børnenes "Uddannelses Fond". De varmeste hilsner fra
Khun Toy".
Børn i forslag
Det var rigtig dejligt at vi i oktober måned kunne bringe ikke
mindre end 4 børn i forslag - dette var tiltrængt, for at kunne
bringe formidlingen op på et niveau, der nogenlunde svarer til
vores forventning. Vi har så i år kunnet bringe 8 børn i forslag -
inklusive et større søskendepar.
Vi har fra Pattaya Orphanage modtaget meddelelse om, at vi ikke
kan forvente flere børn i forslag i år - de har også meddelt, at de
håber på, at de næste år vil være i stand til at matche flere børn
til de danske familier på ventelisten.
Ventelisten
De øverste familier på listen, der nu venter på at få børn i
forslag, fik deres sager udsendt til Pattaya Orphanage i
henholdsvis september og december måned 2008. Der er så kun 2 sager
tilbage, der fik udsendt deres sag i 2008 - så inden længe vil vi
tage hul på 2009.
Vi har i øjeblikket 16 sager udsendt til Thailand - 4 sager er
under klargørelse - og der er 8 sager på puljeventelisten.
Interview-dato og udrejse
Vi har 2 familier, der har fået tildelt interview-dato, og som vil
rejse til Thailand efter deres børn her i december måned.