Dette har vi ventet på længe, og vi har naturligvis
relativt store forventninger til samarbejdet. Hvad det konkret
kommer til at betyde for ventelisten, kan vi desværre ikke sige på
nuværende tidspunkt, da samarbejdet jo er sprit-nyt. Vores håb er
naturligvis, at ventelisten i løbet af 2011 bliver noget kortere
også set i lyset af, at samarbejdet med Lagos State jo naturligvis
fortsætter.
Vi venter stadig på nyt fra LIFE i forhold til den
konkrete procedure for formidling i Cross River, men så vidt vi er
orienteret, kommer det til at ligne proceduren i Lagos State, som
den var før, de nye regler om en tre-ugers tilknytningsperiode
trådte i kraft. Det vil sige, at en given sag bliver indgivet til
ministeriet i Cross River sammen med et udvalgt barn. Denne
matchning skal så godkendes af ministeriet før, barnet kan bringes
i forslag til den valgte familie. Før barnet kan bringes i forslag,
skal AC Børnehjælp have modtaget ministeriets "Approval Letter"
samt barnets papirer. Sidstnævnte skal vurderes af den danske
pædiater før, barnet kan bringes i forslag. Om papirerne er os i
hænde før eller efter godkendelsen i ministeriet kan
variere.
Hvor længe selve godkendelsen af matchningen i ministeriet
tager, ved vi desværre ikke på nuværende tidspunkt, ligesom selve
adoptionsforløbet i forbindelse med udrejse heller ikke er nærmere
beskrevet i skrivende stund. De første adoptanter, der kommer til
at udrejse til Cross River, må derfor forvente i en vis grad at
være forsøgs-kaniner. Dog har LIFE meddelt, at selve opholdet
forventes at vare 6-8 uger, som ligeledes er tilfældet i
forbindelse med formidlingen fra Lagos. Elvira har desuden lovet at
rejse med de første adoptanter til Cross River og tilbringe den
første uge sammen med dem. Derefter er det meningen, at en
repræsentant i Cross River, skal varetage LIFE's arbejde.
Lagos State
Vi forventer at samarbejdet med Lagos State fortsætter som normalt
i 2011.
BEMÆRK: Artiklen er
oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle hjemmeside.
Eventuelle billeder mangler desværre i denne
artikel.