Generelt omkring adoption:
Der er omkring 20.000 børn på Sri Lanka som midlertidigt
opholder sig på så vel offentlige børnehjem såvel som private
børnehjem. Lige nu fokuserer myndighederne på, at der sættes
rehabiliteringsprogrammer i gang for at arbejde på at disse mange
børn kan komme tilbage til deres biologiske familier. Dette tiltag
er et led i at opgradere alle børnehjem. Myndighederne har iværksat
en større undersøgelse omkring standarten på de nuværende
børnehjem, og efterfølgende vil myndighederne ud fra undersøgelsens
resultater lave forskellige tiltag i forhold til opgradering af
børnehjemmene.
På Sri Lanka har man meget fokus på national adoption. Sidste år
blev der formidlet 1500 børn til national adoption mod 70 børn til
international adoption. De ti af de 70 børn blev formidlet til
srilankanske familier i udlandet. Det er lovbestemt, at der sættes
et loft på, hvor mange børn der må frigives til international
adoption om året. Sidste år var det 150 børn, men der blev som
nævnt kun formidlet 70 børn.
Langt de fleste børn, der bliver frigivet til adoption er børn
af mødre, der bliver gravide udenfor ægteskab. Ugifte mødre er
stadig ikke accepteret i det srilankanske samfund.
Det er sjældent, at der forekommer hittebørn. Det kan dog ske,
at der findes efterladte børn på hospitaler eller på gaden.
Det vil være sjældent, at der er ældre børn til adoption. Det
kan ske, at familier holder op med at besøge deres børn på
børnehjem, og at det efterfølgende er umuligt at opspore familien.
I disse tilfælde kan der blive tale om adoption.
I følge myndigheder og et kloster, som Anne besøgte, vil de små,
sunde og raske børn blive formidlet til srilankanske familier. Det
betyder, at børn formidlet til international adoption kan forventes
at have eventuelle mindre helbredsproblemer så som lille hul i
hjertet, læbe/gane spalte, klumpfod, hørevanskeligheder,
hudvanskeligheder. Det kan også være for tidligt fødte børn eller
børn, der er resultat af et incestuøst forhold. Srilankanerne
foretrækker lyse børn, hvorfor man også ser, at mørke børn vil
blive formidlet til udenlandske familier.
Ovenstående er en udvikling, vi generelt ser rundt omkring i
vores samarbejdslande - at der er fokus på og prioritering af
nationale adoptioner - helt i takt med de internationale
konventioner. Konsekvensen er i mange lande, at de børn, der ikke
bliver formidlet nationalt, i stigende grad er børn med forskellige
særlige behov.
Probation Department og Kommissioners opgaver i
adoptionsprocessen:
Interview med den biologiske mor:
Den biologiske mor skal efter fødslen til interview hos
Probation Department, rettere hos Probation officer, så frem
moderen har valgt at afgive sit barn til adoption. Probation
officer skal sikre, at moderen virkelig ønsker at afgive barnet, at
hun har et klart billede af adoption, og at hun forstår
konsekvensen af at afgive sit barn til adoption. Moderen skal også
overfor Probation officer afgive legalt samtykke i forhold til at
afgive barnet til adoption.
Matchning:
Probation officer studerer grundigt adoptionsansøgernes
dokumenter. Der ses særligt på ansøgernes helbredstilstand, deres
økonomiske situation og alder.
Probation Officer afgiver rapport om familierne til
Kommissioner, som herefter senere i processen matcher barn og
familie.
Probation Department afholder også interview med
adoptivfamilier, når de ankommer til landet, står for Post Adoption
Service etc.
Probation Department har en udmærket hjemmeside med diverse
statistikker og oplysninger omkring procedure ved adoption:
www.probation.gov.lk/
Missionaries of Charity:
De fleste af de srilankanske børn, som de seneste år er
formidlet gennem AC Børnehjælp er fra et kloster, som drives af den
verdensomspændende organisation Missionaries of Charity.
Klosteret har til hus i nogle gode bygninger ret tæt på Mount
Lavina. Mount Lavina er også stedet, hvor adoptivfamilierne bor,
når de opholder sig på Sri Lanka. Det er et mindre sted, hvor både
gravide kvinder, handicappede børn og børn som midlertidigt er
anbragt pga. vanskelig familiesituation bor - sidste nævnte børn er
anbragt af Probation Department.
Gravide enlige kvinder kommer ofte til klosteret et par måneder
inden de skal føde. Det er generelt svært at være enlig mor på Sri
Lanka, da det ikke er kulturelt accepteret, og kvinden kan opleve
at blive udstødt af familien - familien, som har yderst stor
betydning i den del af verdenen. Disse gravide kvinder forsøger
oftest at skjule deres graviditet, og når dette ikke er længere er
muligt, søger de hjælp hos klosteret.
Kvinderne skal blive sammen med deres barn i op til 3-5 måneder
efter fødslen. Der skal gå tre måneder efter fødslen før end
kvinden kan komme til et interview hos myndigheder, hvilket er et
krav, hvis kvinden vælger at afgive barnet til adoption. Først
herefter kan en evt. adoptionsproces sættes i gang. De børn, som er
formidlet gennem AC Børnehjælp de sidste par år, har været børn
født af enlige kvinder.
Adoptivfamilierne vil komme til at mødes med den biologiske mor
på klosteret og senere i retten, da den biologiske mor skal møde op
i retten og bekræfte, at hun ønsker at afgive barnet til
adoption.
Klosteret formidler ca. 75 procent af børn afgivet til adoption
til nationale familier og ca. 25 procent af børn til internationale
familier.
Gennemgang af en adoptionsproces, som den typisk ser
ud:
- Familiens ansøgning sendes til Sri Lanka via den srilankanske
ambassade
- Den biologiske mor til interview hos Probation Department
- AC Børnehjælp modtager brev fra kommissioner angående matchning
mellem familie og barn.
- Besked sendes til Probation Department om, at familien ønsker
at adoptere barnet og herefter ventes på endnu et brev fra
Kommissioner, hvor i der fremgår, at familien kan rejse til Sri
Lanka.
- Familien ankommer til Sri Lanka
- Familien skal til interview med Probation officer. Hun skal
udarbejde en rapport til kommissioner angående familien - rapporten
sendes efterfølgende til retten.
- Familien besøger barnet dagligt på klosteret indtil retssagen
er gennemført.
- Klosteret sender alle relevante dokumenter vedrørende barnet
til advokaten.
- Probation Department indgiver alle deres relevante dokumenter
vedrørende sagen til retten.
- Familien skal mødes med advokat for at underskrive diverse
dokumenter. Advokaten indgiver sagen til retten.
- 1. Court date: Dommeren ønsker at se familien, og familien får
at vide datoen for 2. Høring. Barnet kan nu komme til familien på
hotellet.
- 2. Høring: Adoptivfamilien, den biologiske mor samt advokaten
deltager i denne høring. Vores kontaktperson er til stede, men
deltager ikke ved selve høringen. Dommeren interviewer den
biologiske mor samt en ansat fra klosteret. Dommeren skal sikre at
den biologiske mor er seriøs omkring adoptionen, spørger til
hvordan hun blev gravid, hvordan hun kom til klosteret m.m.
Adoptivfamilien interviewes med henblik på at undersøge om familien
har de fornødne midler til at varetage barnets opvækst, hvordan har
de tænkt sig at opdrage barnet, motivet for at adoptere, er
familien mental klar til denne opgave etc.
- Udskrivelse af retskendelse - tager ca. 2-3 dage.
- Register general - her skal adoption registreres og der
udstedes adoption certifikat. Dette tager ca. 2 dage.
- Provisorisk pas til barnet. Denne proces på det danske konsulat
tager normalt ca. 3 dage (familien skal møde om 3 gange), men kan
tage længere tid, hvis konsulen har travlt.
- Familien kan rejse til DK.
Kommissioner på besøg
Vi forventer, at Kommissioner kommer til Danmark i august eller
september for at få et indblik i det danske adoptionssystem og
indblik i adoptivbørns liv i Danmark gennem møder med
Familiestyrelsen, Statsforvaltningen, AC Børnehjælp, diverse
børneorganisationer/institutioner samt møder med adopterede børn
fra Sri Lanka og deres familier.
BEMÆRK: Artiklen er
oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle hjemmeside.
Eventuelle billeder mangler desværre i denne
artikel.