Status på formidlingen af børn fra Taiwan

Andreas er født i Taiwan.Andreas er født i Taiwan.08. februar 2011 | I 2010 har vi haft 6 familier der er blevet forenet med deres barn fra Taiwan.

I 2010 blev 2 børn og 2 søskende udvalgt til 3 familier.
Et af disse børn kunne ikke formidles.

Det betyder, at der i 2010 blev udvalgt 4 børn til familier mod 8 børn til familier i 2009. 

Dette har forståeligt vakt bekymringer og frustrationer hos flere der står på Taiwan ventelisten. 
Er formidlingen gået helt i stå?
Vi har forsøgt at få indhentet så mange oplysninger som muligt fra vores samarbejdspartner Chung Yi Social Welfare Foundation (Chung Yi), for at få et reelt billede af, hvordan formidlingssituationen forventes at komme til at se ud i 2011.

Ventelisten
AC Børnehjælp har aktuelt 7 familier på de 3 ventelister til Taiwan:
• 3 familier på ventelisten til et barn i alderen 0-2 år
• 3 familier på ventelisten til et barn i alderen 2-5 år 
• 1 familie på ventelisten til et barn med særlige behov/over 5 år

Derudover har vi på puljeventelisten:
• 6 familier til et barn i alderen 0-2 år
• 5 familier til et barn i alderen 2-5 år

Ventelisten til et barn i alderen 0-2 år
I 2009 kunne Chung Yi matche 20 børn til familier i alderen 0-2 år. 
Ca. 80 % af disse børn blev formidlet til international adoption. 

I 2009 formidlede AC Børnehjælp 2 børn til 2 familier på ventelisten.
De 2 familier ventede, fra udsendelse af ansøgning til udvalgt barn, ca. 6-10 måneder.

Chung Yi har meddelt, at de i 2010 stort set matchede det samme antal børn i alderen 0-2 år, som i 2009. 
Dog blev der i 2010 matchet flere børn til taiwanske familier end der blev i 2009.

I 2010 kunne AC Børnehjælp ikke formidle et barn til en familie på denne venteliste.
Et barn i alderen 0-2 år blev i 2010 udvalgt til en familie, men barnet kunne ikke formidles.

De 3 familier på ventelisten har nu ventet, fra deres ansøgning blev udsendt, ca. 14-15 måneder.

I 2011 skønner Chung Yi, at der vil blive endnu flere børn matchet til taiwanske familier i denne aldersgruppe.

Ventelisten til et barn i alderen 2-5 år
I 2009 kunne Chung Yi matche mellem 30-40 børn i denne aldersgruppe.
Ca. 90 % af børnene blev formidlet til international adoption.

I 2009 formidlede vi 4 børn.
De 4 familier ventede, fra udsendelse af ansøgning til udvalgt barn, ca. 2 - 11 måneder.

I 2010 kunne Chung Yi matche stort set det samme antal børn som i 2009, altså mellem 30-40 børn.

I 2010 kunne vi formidle 1 barn og et søskendepar.
De 2 familier ventede, fra udsendelse af ansøgning til udvalgt barn, ca. 3 -7 måneder.

En familie måtte desværre også i 2010 opleve, at de måtte opgive adoption af det udvalgte barn.

De 3 familier på ventelisten har nu ventet, fra deres ansøgning blev udsendt, ca. 4 - 23 måneder.

Ventelisten til et barn med særlige behov/over 5 år.
Vi har endnu ikke fået tallene fra 2009 og 2010 på, hvor mange børn Chung Yi matchede med særlige behov og i alderen over 5 år.

I 2009 formidlede vi 1 barn med særlige behov.
Familien ventede, fra udsendelse af ansøgning til udvalgt barn, ca. 9 måneder

I 2010 kunne vi ikke formidle et barn til familien på denne venteliste.
Familien på ventelisten har nu ventet, fra deres ansøgning blev udsendt, ca. 13 måneder.

Formidling af børn i 2011 
I 2010 matchede Chung Yi ca. 80 børn i alt i alle aldersgrupper/et barn med særlige behov. Ca. 80 % af børnene blev formidlet til international adoption.

Chung Yi håber, at de vil kunne matche stort set det samme antal børn i 2011.
Antallet af børn til adoption afhænger dog af forskellige faktorer som eksempelvis regeringens sociale velfærdspolitik.

Chung Yi gør deres bedste for at kunne matche et barn til en familie, der har deres sag udsendt til Chung Yi, indenfor 2 år.

Hvis adoptivfamilierne er mere fleksible med deres forventning til et barn, vil chancerne kunne være højere for en succesfuld matchning.
Chung Yi har givet eksemplet, at de får af og til tilbudt børn, hvor moderen har været stofmisbruger eller lider af en psykisk lidelse. Det vil øge familiernes muligheder for barn i forslag, hvis familien kan acceptere et barn med en sådan baggrund.

Ændring af den taiwanske lovgivning
I juli 2010 kunne Chung Yi meddele, at regeringen havde meddelt, at der skulle gøres en ekstra indsats for, at de små og yngre børn først og fremmest kunne placeres nationalt inden der kunne blive tale om international adoption.
Hvis alle muligheder var udelukket for, at barnet evt. kunne blive placeret i egen familie og barnet derefter ikke kunne placeres nationalt indenfor 6 måneder, kunne barnet frigives til international adoption.

Chung Yi har nu meddelt, at der i øjeblikket sker ændringer i den taiwanske lovgivning.
Indenlandske adoptioner vil være den højeste prioritet.
Det er dog stadig sådan, at hvis en matchning til en taiwansk familie ikke kan lykkes indenfor 6 måneder eller mere, vil Chung Yi forsøge at matche barnet til en udenlandsk familie.

Chung Yi er usikre på, hvornår den endelige ændring vil være afsluttet, men antallet af børn til udenlandsk adoption vil helt klart falde efter lovændringen er afsluttet..
Så snart Chung Yi ved, at ændringen af lovgivningen er afsluttet, vil de informere AC Børnehjælp herom.

Da alt tyder på, at Chung Yi vil matche færre børn til udenlandsk adoption, vil ventetiden især blive øget for familierne der står på puljeventelisterne.
Der vil blive længere ventetid til at kunne få en ansøgning sendt til Chung Yi. 

AC Børnehjælp har især opfordret familierne på puljeventelisten til et barn i alderen 0-2 år at flytte venteliste.
I forhold til familierne på puljeventelisten til et barn i alderen 2-5 år, vil det være svært at forudsige ventetiden på grund af den nye lovgivning med fokus på nationale adoptioner.

Så snart AC Børnehjælp har mere nyt fra Chung Yi om lovændringen i Taiwan, vil vi orientere herom.