Efter snart to måneder som praktikant ved Oriéntame her i
Colombia, føles alt stadig nyt og anderledes. Alle dage er
forskellige og spændende. Samtidigt er det hårdt at opleve
vilkårene her i landet. Det meste af organisationens arbejde har
gjort stort indtryk på mig, men ét projekt skiller sig ud;
Oriéntames adderskabsprogram som primært forvaltes gennem AC
Børnehjælp i Danmark.
Fadderskabsprogrammet involverer 843 børn i hele Bogotá, og
størstedelen er som sagt sponseret af danske faddere via AC
Børnehjælp. Børnene og familierne i programmet er valgt ud fra
forskellige parametre såsom deres historie, indkomst, sygdomme og
andre problemer. At være en del af dette program gør en stor
forskel for de her familier, og barnet får derigennem muligheden
for at gå i skole, hvilket uden programmet ikke havde været muligt.
Det er dog ikke kun barnet, man hjælper gennem programmet, men
derimod hele familien med støtte og en lille forbedring af deres
vilkår. Hvert halve år bliver der lavet opfølgningsbesøg for at
finde ud af, hvordan det går barnet og familien. Ud fra disse besøg
skrives der en statusrapport, som sendes hjem til fadderne. De får
dermed en mulighed for at følge med i barnets og familiens liv og
udvikling.
De fire besøg, jeg indtil videre har været med til, havde alle
danske faddere. Det var virkelig en oplevelse på godt og ondt.
Familierne lever i en fattigdom, som jeg aldrig før har set eller
oplevet så tæt på. Der var stor forskel på familierne, men de havde
alle det til fælles, at de lever under utrolige vilkår i ekstrem
fattigdom. Det gjorde virkelig stort indtryk på mig at se hvor
dårlig standard deres huse var i og hvordan deres levevilkår reelt
var. Selv om de får hjælp fra programmet, lever de alligevel i
fattigdom. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan deres
liv havde været, hvis ikke de var med i programmet.
Størstedelen af familierne, som er tilknyttet programmet, er
enlige mødre uden et fast arbejde. Mange arbejder med at vaske tøj
og gøre rent for rigere familier eller med at indsamle
genbrugsmaterialer. Deres arbejde og dermed indkomst er meget
ustabil, og mange af dem er alene om at opdrage deres børn og alene
om at klare de omkostninger, der er forbundet med at have børn.
Familiernes huse er i så dårlig stand, at jeg havde svært ved at
forstå, at mennesker kan bo i dem. De mindede mig mere om
faldfærdige stalde eller hønsehuse end boliger. Mange af familierne
bor i bjergområderne i Bogotá, hvor de billigste og fattigste
områder findes. Dette medfører desværre for mange af dem, at
børnene ofte er syge, da der er koldt året rundt. Sygdommene
betyder ekstra omkostninger for familierne og fravær fra skolen og
gør det besværlige liv endnu sværere.
Nok var det hårdt at se familiernes levevilkår og deres hjem,
men at se at programmet rent faktisk hjælper og hvor stor en
forskel det er for børnene og familierne at være en del at dette
program, var en utrolig oplevelse. At opleve deres taknemmelighed
for at andre mennesker er villige til at hjælpe dem, var noget helt
specielt. Men det er samtidig meget svært at vide, at udover de
børn der allerede er tilknyttet programmet, er der uendeligt mange
flere, som har behov for denne hjælp.
Jeg håber, at endnu flere af brugerne af AC Børnehjælps
hjemmeside, vil overveje, om de har mulighed for at hjælpe et af
disse børn.