Etiopien - familier anbefales at udskyde deres udrejse

08. juni 2011 | MOWA har ikke fået sendt erklæringer til domstolene, som derfor anbefaler familier med snarlige retsdatoer at udskyde udrejsen.

Formidlingen

Der er indtil nu i 2011 bragt noget færre børn i forslag en ventet. Dette har forståeligt nok skabt bekymring blandt vores ventende familier. 

AC Børnehjælp kan ikke vurdere, om der er tale om en reel nedgang i formidlingen eller om et af de ret store udsving i formidlingen fra Etiopien, der altid har været. Vores kontaktpersoner Yeti og Daniel mener stadig, at vi skulle kunne formidle noget nær det samme antal børn i 2011 som i 2010. Her på AC Børnehjælp mener vi derfor, at vi må vente og se tiden an, før vi kan vurdere om vore forventninger til formidlingen i begyndelsen af året var for optimistiske.

Retsdatoer

De familier, der accepterede deres barn i marts og april, har fået retsdatoer her i juni. Desværre har vi problemer med, at MOWA ikke har sendt erklæringer til domstolen til de sager, der skulle behandles gennem de sidste to uger. Det er blevet bekræftet at domstolene, der anbefaler, at de familier, der har fået retsdato, venter med at planlægge udrejse, til domstolene kan bekræfte, at de har modtaget erklæringen fra MOWA. På det tidspunkt vil domstolen om nødvendig fastsætte en ny retsdato, hvor familierne skal være tilstede.

MOWAs begrænsning af antallet af sager til behandling pr. dag

Meldingen fra vores kontaktperson Yeti er, at MOWA - Ethiopia's Ministry of Women's Affairs - fortsat ikke behandler de forventede 20 ansøgninger pr. dag. Tallet ligger snarere fra 5 - 10 ansøgninger pr dag. 

Ventelisten

Der står ca. 130 familier på ventelisten. I år har 14 familier takket ja til et barn fra Etiopien.

Der står nu 26 par/enlige på puljeventelisten. Vi er endnu ikke startet med at udsende socialrapporten og billederne i disse sager, da der som bekendt er et meget stort antal udsendte ansøgninger i Etiopien.

Fordelen for ansøgere, der står på en puljeventeliste, hvor ansøgningen endnu ikke er klargjort, er, at man har mulighed for til enhver tid at skifte venteliste, hvis situationen omkring formidlingen fra Etiopien skulle udvikle sig meget negativt.

Shalom Children's Hope Association

Vor ansøgning om godkendelse af Shalom Children's Hope Association er fortsat til behandling i Familiestyrelsen. Vi sender et nyhedsbrev ud, når der er en afklaring.

Relinquished børn

Hvis vores ventende familier skal modtage et relinquished barn, kan de overveje, om de ønsker et møde med den biologiske familie. Det vil være en fordel, hvis vi har informeret Yeti på forhånd, såfremt I ønsker et møde.

AC Børnehjælp, dvs. Daniel og Yeti, kan ikke efter afslutningen af adoptionssagen skaffe billeder af den biologiske familie eller yderligere oplysninger om barnets baggrund.

BEMÆRK: Artiklen er oprindeligt publiceret på AC Børnehjælps gamle hjemmeside. Eventuelle billeder mangler desværre i denne artikel.