Skrevet af: Journaliststuderende Per Skovkjær Sand
Uddannelse af personalet på 11 børnehjem i Nepal gavner
børnene, som nu får endnu mere tryghed, nærvær og
kærlighed.
- Før skældte jeg ud og hævede stemmen, hvis børnene ikke
gjorde, som jeg sagde. Nu bruger jeg i stedet pæne ord og giver dem
kærlighed og omsorg, fortæller Yashoda Sapkota, som deltog i det to
uger lange uddannelsesforløb.
Modige deltagere
AC Børnehjælp koordinerede kurset, som blev gennemført i
marts og maj 2010. To undervisere fra Pædagoguddannelsen Peter
Sabroe underviste deltagerne om børns behov for social kontakt,
anerkendelse og stimulation.
Kurserne blev afholdt i byen Pokhara i samarbejde med
NGO'en Children Nepal.
Socialrådgiver Tina Schwendson fra AC Børnehjælp har
besøgt projektet. Hun er begejstret over deltagernes
mod.
- De turde tage svære og tabuiserede emner op, som det at
man som plejer råber og skælder ud, siger hun.
- Jeg ser dem som mine egne børn
AC Børnehjælp modtog for nylig deltagernes egne
evalueringer af projektet. De viser, at kurset har haft stor
betydning for de 23 plejeres daglige arbejde.
- Nu ser jeg børnene som mine egne og giver dem kærlighed
og praktisk viden, fortæller Nil Kurmari Misraw.
En anden deltager, Tshering Sherpa, har haft den samme
oplevelse.
- Jeg har fået en følelsesmæssig tilknytning til
børnene.
Undervisningen gav Tika B. K. ny viden, som gør, at hun nu
er mere sammen med børnene.
- Jeg var overrasket over, at små babyer også udtrykker
følelser ved hjælp af fagter. Før plejede jeg at sige til børnene,
at de skulle lege, og så kunne jeg lave andet arbejde. Nu sidder
jeg selv sammen med børnene og leger, skriver Tika B. K. i sin
evaluering.
Styrket selvbevidsthed
Susanne Lykke Stein og Gert Oluf Hansen er begge lektorer
på Pædagoguddannelsen Peter Sabroe i Århus. De stod for
undervisningen af personalet fra de 11 børnehjem i Nepal og kunne
tydeligt mærke virkningen.
- I løbet af de to ugers workshop kunne vi konstatere en
markant ændring i deltagernes selvbevidsthed, lyder det fra de to
undervisere.
En af hovedpointerne i undervisningen var, at de voksne
skal være i tæt kontakt med børnene.
- Det var positivt at iagttage, at deltagerne tog dette
budskab til sig, konkluderede underviserne, da de gjorde status
over projektet i juni måned.
At deltagerne har taget budskaberne til sig, bekræfter de
23 plejeres evalueringer.
Blindebuk giver empati
På kurset legede deltagerne blandt andet blindebuk. Det
gav dem en forståelse for, hvor afhængige de forældreløse børn er
af de voksne omkring dem.
Shanti Baral er ikke i tvivl om, hvad der har gjort størst indtryk
under forløbet:
- At være som et barn og forstå deres følelser. Empati.
Det overvejes nu, om der skal laves nye forløb, hvor 5-6
af kvinderne fra de to ugers workshop får videreuddannelse, så de
selv kan lave kurser for deres kolleger. På den måde bliver endnu
flere plejere endnu dygtigere og mere kærlige. Som Durga Devi
Paudel skriver i sin evaluering:
- Uddannelsen har gjort mit daglige liv lettere. Før blev
børnene sure på mig, men nu er jeg kommet tæt på dem.