Skrevet af: cand.psych. Anna Sofie Slot
Adoption kan i mange henseender beskrives som en
win-win-situation: Barnløse bliver forældre, og barnet får højst
sandsynligt et liv med bedre vilkår, end det ville have haft uden
adoption.
Alligevel kan der opstå mange udfordringer for en
adoptivfamilie. Dels kan barnets første tid være præget af svigt og
manglende omsorg, og dels kan adoptanterne være usikre på deres nye
rolle som forældre.
Denne artikel handler om, at adoptivforældre i høj grad kan
bidrage til en sund udvikling hos deres barn - også selvom barnet
har haft en noget anderledes start på livet end de fleste andre
børn.
Påvirkning fra flere sider
Det ville imidlertid være forkert at påstå, at børn udelukkende
påvirkes af deres forældre. Denne tankegang er man for længst gået
væk fra i takt med, at videnskaben har påvist, at vores genetiske
konstellationer også har betydning for vores udvikling.
Et ensidigt fokus på barnets genetiske forudsætninger er dog
heller ikke tilstrækkeligt, når man skal forstå dets udvikling, da
man i så fald glemmer at tage højde for den væsentlige påvirkning,
der sker gennem barnets miljø.
Faktisk er der i dag en stadig større opmærksomhed på, at alle børn
konstant navigerer mellem forskellige sfærer - og at der derfor er
talrige faktorer, der kan påvirke deres udvikling.
De forskellige faktorer er søgt illustreret i figuren herunder.
De dobbeltrettede pile mellem niveauerne indikerer, at faktorerne
kan påvirke hinanden. Eksempelvis vil barnets temperament og evne
til at indfri behov ofte have indflydelse på relationerne til
jævnaldrende, ligesom samfundsøkonomien kan tænkes at påvirke
familiens generelle vilkår. Det skal dog understreges, at al
påvirkning er særdeles kompleks. For ét barn kan
fødselskomplikationer eksempelvis få afgørende betydning for
udviklingen, mens det hos et andet barn ikke synes at have
synderlig påvirkning.
Har de forskellige faktorer lige stor
værdi?
Med en spirende erkendelse af at al udvikling sker i et samspil
mellem både individuelle, sociale og kulturelle faktorer, presser
et spørgsmål dog på: Skal de mange faktorer anskues som lige
betydningsfulde, eller har nogle særlig stor værdi? Selvom der er
mange forskellige former for påvirkning, kommer man nok ikke
udenom, at enkelte faktorer har større vægt end andre.
Eksempelvis kunne man forestille sig, at fattigdom i
opvækstmiljøet ikke får afgørende betydning, såfremt de øvrige
faktorer virker fremmende for udviklingen. Ligeledes kan et
støttende miljø tænkes at kompensere for faktorer som lav
fødselsvægt eller et iltert temperament, som ellers kunne tænkes at
præge barnets udvikling i negativ retning. Altså kan man ikke
konkludere, at en risikobetonet påvirkning altid vil resultere i en
dårligere udvikling senere i livet.
Forældre er afgørende
Der er imidlertid én faktor, det er meget svært at kompensere
for i forhold til barnets udvikling - nemlig dets forældre. Barnets
tilgang til verden opbygges gennem dets første nære forhold til
andre mennesker - som ofte er forældrene. Man kunne derfor
forestille sig, at det bliver af afgørende betydning for den senere
udvikling, hvordan mor og far formår at introducere verden over for
det spæde barn.
Her er adoptivbørn naturligvis dårligere stillede end børn, der
fra deres første minut uden for livmoderen mødes med omsorg fra
forældrene. Alt tyder dog på, at adoptivbørn sagtens kan knytte sig
til deres forældre, selvom disse først mødes måneder eller år efter
fødslen.
Sensitive forældre - et uvurderligt aspekt
Det er en større udfordring for adoptivforældre at skabe en god
relation til deres barn end for biologiske forældre. Både fordi det
adopterede barn ikke er nyfødt, når det forenes med dets forældre,
og fordi alle børn fødes med et temperament. Temperamentet menes i
høj grad at være genetisk bestemt. Der er derfor sandsynlighed for,
at adoptivbarnets temperament vil afvige væsentligt fra den ene
eller begge adoptivforældres temperament.
Temperamentet er imidlertid ikke afgørende for barnets
udvikling. Det viser en omfattende undersøgelse, hvor det hos en
gruppe børn flere gange indtil 14-årsalderen blev undersøgt,
hvilken betydning temperament, tilknytning og moderlig sensitivitet
havde for barnets sociale udvikling.
Temperamentet er barnets tidlige karakteristika, for eksempel
dets måde at reagere på forandringer. Tilknytning er barnets
relation til en omsorgsgiver (for eksempel moderen), som kan være
præget af tryghed eller usikkerhed. Moderlig sensitivitet skal
forstås som moderens evne til at forstå og indfri barnets behov
samt at indgå i nære relationer med det (I undersøgelsen blev kun
moderens omgang med barnet undersøgt, men formentlig vil faderens
evne til at optræde sensitivt også have stor betydning). Endelig
blev barnets sociale udvikling vurderet på blandt andet selvværd og
sociale problemer.
Overraskende nok fandt forskerne kun begrænsede forbindelser
mellem de målte faktorer i børnenes tidlige barndom og deres
udvikling i 14-årsalderen. Det eneste markante fund var, at en
sensitiv mor har langt større betydning for udviklingen i
14-års-alderen end det tidlige temperament. Ligeledes lod barnets
temperament ikke til at påvirke tilknytningen til moderen.
Moderens problemer påvirker barnet
Et andet studie støtter også antagelsen om, at en sensitiv
forælder er af afgørende betydning. Det tyder nemlig på, at
problemer hos moderen påvirker relationen mellem mor og barn - men
problemer hos barnet lader ikke til at få samme betydning. I
undersøgelsen bestod problemer hos moderen af psykiske lidelser,
mistrivsel i hjemmet eller dét at være blevet mor i teenagealderen.
Problemer hos barnet var af fysisk karakter (døv, for tidlig født)
eller udviklingsmæssig (forsinket udvikling, Down's Syndrom,
autisme).
Ganske vist blev moderens sensitivitet ikke direkte målt, men
det er sandsynligt, at mødre med problemer af forskellig art vil
agere mindre sensitivt end mødre uden lignende problemer.
Samspillet mellem forælder og barn
Man kan ud fra ovenstående undersøgelser antage, at forældrene
har afgørende betydning for barnets udvikling. Naturligvis har alle
børn individuelle facetter, som der også bør tages højde for. Man
kan argumentere for, at et barn med et 'nemt' temperament, det være
sig begrænsede negative reaktioner, gode omstillingsevner og et
mildt humør, oftere vil fremkalde sensitive responser fra andre end
et barn, der reagerer kraftigt på ændringer og har hyppige
humørskift.
Selvom det måske er lettere at skabe god kontakt til et "nemt"
barn, er det ingenlunde umuligt at nå ind til et mere afvisende og
lukket barn, hvilket de nævnte undersøgelser også understøtter.
Altså er den gode nyhed, at adoptivforældre i høj grad kan gøre en
forskel i forhold til deres barns trivsel.
Eksempelvis vil det for et ængsteligt barn være væsentligt at
blive tilstrækkelig udfordret til at møde nye udfordringer; ikke
for lidt og ikke for meget. Omvendt vil det for et barn med
voldsomme reaktioner være essentielt at lære at indfri eller
undertrykke dets behov på hensigtsmæssig vis. Langt hen af vejen
kan sensitive, forstående og omsorgsfulde forældre dermed tænkes at
være af afgørende positiv betydning for barnets udvikling.
Det betyder imidlertid ikke, at det fulde ansvar for barnets
udvikling hverken bør eller skal placeres hos forældrene. Men
særligt for adoptivforældrene er det, at de - med deres
sensitivitet - kan påvirke barnets udvikling i positiv retning.
Også selvom forældrene ingen indflydelse har på barnets første
levetid.
Om
forfatteren
Anna Sofie Slot er
psykolog (cand.psych.). Hun dimitterede i september 2010 fra Aarhus
Universitet, hvorfra hun skrev speciale om adoptivbørns udvikling.
Fra 1. januar er hun ansat som psykolog i PPR i Lemvig Kommune.
Anna Sofie er født i Sydkorea. Tre måneder gammel blev hun
adopteret af sine danske forældre
Referencer
Jaffari-Bimmel, N., Juffer, F., van IJzendoorn, M.H.,
Bakermans-Kranenburg, M.J. & Mooijart, A. (2006). Social
Development From Infancy to Adolescence: Longitudinal and
Concurrent Factors in an Adoption Sample. Developmental Psychology,
42, 6, pp. 1143-1153.
Slot, A.S. (2010). Adoption - en risiko- eller beskyttende
faktor? En belysning af adoptivbørns udvikling. Århus: Psykologisk
Institut.
Stams, G.J.J.M., Juffer, F. & van IJzendoorn, M.H. (2002).
Maternal Sensitivity, Infant Attachment, and Temperament in Early
Childhood Predict Adjustment in Middle Childhood: The Case of
Adopted Children and Their Biological Unrelated Parents.
Developmental Psychology, 38, 5, pp. 806-821.
Van IJzendoorn, M.H., Goldberg, S., Kroonenberg, P.M. &
Frenkel, O.J. (1992). The Relative Effects of Maternal and Child
Problems on the Quality of Attachment: A Meta-Analysis of
Attachment in Clinical Samples. Child Development, 63, pp.
840-858.
Wenar, C. & Kerig, P. (2005). Developmental Psychopathology.
From Infancy through Adolescence (5th ed.). New York: McGraw
Hill.