Skrevet af: NICLAS KLIXBÜLL, STUDERENDE
Mine forældre har i en årrække været faddere for børn både i
Indien og Bolivia. Det var egentlig igennem dem, at jeg fik øje på
AC Børnehjælp. Jeg har gennem længere tid været medlem af
dyreorganisationen WSPA - mest af alt fordi jeg er en stor
dyreelsker. Da jeg valgte at blive medlem af WSPA, var det tanken
om, at 100 kroner kunne gøre en meget større forskel i dyrenes liv
end hos mig i min baglomme.
Det var egentlig den samme tanke, der lå bag mit valg om at
blive fadder for et barn i Indien. Hvis man kan hjælpe et barn (der
HAR brug for hjælp) til skolegang og lægehjælp for sølle 70 kroner
om måneden, har jeg intet imod at spare den ene fadøl i byen eller
en enkelt Big-Mac Menu på McDonald's hver måned.
Mit fadderbarn er en 9 år gammel dreng, der hedder Rohit. Han
bor sammen med sin mor og sin søster på 8 år. Faren har forladt
familien. Jeg synes, det er utroligt givende at kunne følge mit
fadderbarn og hans familie over en lang årrække - til han bliver
voksen. Det er en god følelse at vide, at man har hjulpet et barn
med at få en uddannelse og samtidig sikret lægehjælp til hele
familien. Et barn man efterhånden føler, man kommer til at kende
lidt.
Da jeg er studerende og derved, i bund og grund, lever af min
SU, har jeg ligesom mange andre studerende et månedligt budget, der
skal gå op. Jeg kan dog godt finde 70 kroner i budgettet, uden at
jeg skal leve af pasta og ketchup hver dag.
Det er selvfølgelig nemt at pudse glorien og sige, at alle med
økonomisk mulighed for det, burde bruge penge på at gøre livet
nemmere og bedre for andre - og især børn. Men når det ikke koster
mere, end det gør (70 kr. om måneden i mit tilfælde), mener jeg
faktisk ikke, der er ret mange undskyldninger for ikke at gøre
noget. Også selvom man er studerende og på SU ...