Skrevet af: Anne Dorthe - Vitus' mor.
I slutningen af november 2010 fik vi den længe ventede
opringning. Der var en lille køn dreng på 2 år og 2 måneder, der
ventede på os i Colombia. Få uger og mange indkøb senere var vi
endelig på vej til Colombia.
Dagene op til at vi skal have overdraget vores søn forekommer
lange, men endelig ankommer vi til Bogota i Colombia.
Ligegyldig hvad vi foretager os - ender tankerne hele tiden hos
vores søn.
Da dagen endelig oprinder og chaufføren kommer og henter os - er
det med meget store sommerfugle i maven, vi drager ud til det
børnehjem (CRAN), hvor vi skal møde vores lille dreng for første
gang.
Vores søn er blot knyttet til CRAN - har aldrig boet på
børnehjem. Men vi skal mødes et neutralt sted og ikke hos den
"foster mom", der har taget sig af ham de sidste mange måneder.
Vi er naturligvis yderst tilfredse med, at vores søn har boet
hos sin "foster mom" og hos hende har vist gode tilknytningsevner.
Vi håber, at det kan få en afgørende indflydelse på hans
tilknytning til os henover de næste år. Men samtidig bekymrer det
os også - for hvordan vil han reagere og hvad kommer det til at
betyde for ham senere hen, at han skal tage endelig afsked med sin
"foster mom"?
Vil han være ked af det?, vil han vise det eller tilpasse sig og
dermed skjule sine følelser. Vil det få fatal betydning for ham
senere hen i livet? Vil han opleve det som et større svigt end hvis
han "blot" skulle tage afsked med et børnehjem? Mange tanker og
bekymringer presser sig på i dagene op til vores første møde med
vores søn.
Vi har begge med stor interesse deltaget i det
adoptionsforberedende kursus og håber på at kunne gøre brug af de
redskaber, vi har lært. Af samme grund har vi inden vores
første møde med vores søn også forberedt hinanden på, at det ikke
er sikkert at han har lyst til kærtegn og kys den første tid. Vi
har talt om hvordan vi skal håndtere og forholde os til det. Vi er
begge forberedte på, at vi må vise vores glæde og følelser for ham
på en anden måde.
Inden vores første møde med vores lille søn - møder vi "foster
mom" og en psykolog, som har gode råd og redskaber til os. Vi har
læst al den information vi har fået forinden vores rejse til
Colombia. Ud fra de dokumenter fremgår det tydeligt, at han har
haft de bedste betingelser hos sin "foster mom". Hun har givet ham
massere af kærlighed, omsorg, tryghed og faste rutiner og rammer.
Vi bekymrer os meget for hvordan "foster mom" har det ved
overdragelsen. "Foster mom" er en varm kvinde med stor
rummelighed og kærlighed.
Vi er bevidste om, at vi har et ønske om at blive en familie -
men at det vil tage en rum tid inden vores søn vil få fornemmelsen
af, hvad det vil sige at have en familie. At det er muligt, at han
vil fortrænge sit liv hos "foster-mom" i en periode for at overleve
svigtet. Men oven i alle disse naturlige bekymringer, som jo er
udmøntet i stor kærlighed, omsorg og forståelse for vores lille søn
- giver vi også os selv lov til blot at være til stede og glæde
os.
Ved mødet med "foster mom" fortæller man os, at vores lille
dreng længe forinden har fået billeder af os og at han i den
forbindelse har fået fortalt, at vi er hans mama og papa og at vi
snart kommer for at hente ham med hjem til os. Vores lille dreng
har kigget på billederne hver eneste dag og da dagen kommer hvor
han skal møde os - pakker han en rygsæk med de vigtigste ting, som
han ønsker at få med på sin "rejse".
En time og mange tårer senere tager vi afsked med en grædende
"foster mom" og bliver nu vist hen til det rum, hvor vores søn
leger med en ansat fra CRAN.
Ingen af os vil nogensinde glemme det fantastiske øjeblik, hvor
døren åbnes. Der midt i rummet sidder den kønneste lille dreng. Der
går ligesom et sug gennem os alle tre. Der midt i det hele sidder
han på en lille stol og leger med klodser. Han kigger op på os og
genkender os tydeligvis (fra billederne). Vi ser hinanden lidt an
og tusindvis af tanker farer igennem vores hoveder. "Har vi
virkelig været så heldige, at blive velsignet med så skøn en dreng?
Vil han blive ked af det? Hvordan og hvor skal vi begynde, hvordan
lyder hans stemme, kan han lide det, vi har taget med til ham, kan
vi nok spansk til at vi kan kommunikere med ham"?..
Vi fyldes begge af lykke og en varm fornemmelse spreder sig i
hele kroppen. Det øjeblik hvor vi træder ind i rummet er vores
ultimative lykkeligste øjeblik i hele vores liv. Det øjeblik, vi
har ventet på så længe og endelig er det en realitet. Vores
kontaktperson og psykologen er fulgt med os og den ene filmer os og
den anden tager billeder. De guider os på bedste vis hen til vores
dreng. "Sæt jer hen til ham, giv ham et lille kys på kinden". De
fortæller også vores lille søn, at nu er mama og papa kommet for at
hente ham med hjem.
Vores lille dreng kigger på os med sine store brune øjne og ser
på én gang skræmt og fornøjet ud. Vi forstår godt disse følelser og
respektere dem ved at forholde os stille og roligt og sådan sidder
vi en stund og kigger hinanden lidt an. De to kvinder bakker stille
ud og vi har en stund alene på gulvet i legerummet.
Han udviser hurtigt tillid, griner lidt og spiser vores
medbragte rosiner. Vi har pakket en lille rygsæk, hvori vi blandt
andet har lagt en bil. Det viser sig at vores lille dreng holder
meget af biler og at vi med den har ramt plet. Han leger straks
nysgerrigt med bilen og griner, da det viser sig, at den kan spille
musik og køre af sig selv.
Som menneske kan man føle sig selvsikker og klog i mange
henseender - men i denne situation sættes vi virkelig på prøve og
er meget ydmyge i situationen. For hvad er større end når ens lille
dreng kigger på én og griner fuldstændig umiddelbart?
Efter en kort stund kommer de to tilbage og fortæller at det nu
er blevet tid til at vi sammen skal tage af sted. "Vil du det"
spørger den ene kvinde vores søn. Han nikker og pakker straks sine
ting i rygsækken.
På vej ud af døren tager han impulsivt min hånd i sin og vi går
sammen målrettet mod udgangen og ud i det fri. Udenfor er himlen
helt blå og solen skinner ned over CRAN og det kan ikke være en
bedre start på vores lille trekløver.
Her er mange børn og mange af dem stopper deres leg og begynder
at vinke ivrigt efter os. Nogle af børnene løber med os og standser
igen. Jeg løfter vores lille dreng op - der er mange trin vi sammen
må gå op ad inden vi kan tage endelig afsked med fortiden.
Han tager straks hårdt fat i mig og læner sin ansigt ind mod
mit. På den måde forlader vi vinkende CRAN og sætter os alle tre ud
i den bil, der nu skal bringe os til hotellet.
I bilen leger vi med en bamse og peger ud af vinduet og griner
af bamsens sjove stemme. Snart bliver vores lille dreng træt og
døser lige så stille hen i mine arme. Han svæver lige så stille ind
i drømmeland - en god måde at håndtere alle de nye indtryk på. Og
her sidder vi - min mand og jeg - som de lykkeligste mennesker midt
i Bogota by, på bagsædet af en tilfældig bil. Udenfor passerer de
smukkeste billeder for vores blikke og et helt nyt liv venter for
os alle tre.