Projekt lukker, projektkvinderne lader sig ikke afvikle

10. april 2010 | AC Børnehjælp måtte på grund af svindel med projektmidlerne afvikle projekt ”Grib Fremtiden” i Awassa i Etiopien, før det var kommet ordentligt i gang. Men AC Børnehjælp har alligevel valgt at støtte de 250 kvinder, der var kommet i gang i projektet. For kvindernes drømme og håb lader sig ikke afvikle.

I februar besøgte programkoordinator Ina Lykke Jensen fem af de seks kvindekooperativer, der blev startet under projektet Grib Fremtiden i byen Awassa i det sydlige Etiopien. Her kunne hun ved selvsyn konstatere, at AC Børnehjælp på trods af projektafviklingen har givet en begyndende håndsrækning til de udsatte kvinder - og deres familier - der var projektets målgruppe.

Projektet lukker, målgruppen fortsætter

Inden projektet lukkede, nåede 250 kvinder at få træning i at blive iværksætter og i at lave en forretningsplan. De nåede også at få udleveret en opsætning til deres ildsted til madlavningen, som halverer forbruget af brændsel, og derved sparer dem penge til brænde. Penge de skulle spare op på en etableringskonto i kooperativerne, så de senere kunne præstere den egenbetaling, der var nødvendig for at udløse et mikrolån til etablering af deres virksomhed. Ina kunne til sin store glæde konstatere, kvindernes motivation og visioner ikke har ladet sig lukke med projektet. De er nemlig fortsat med at mødes og med at spare op.

Der skal findes en vej

At det har været muligt at videreføre dele af projektet og stille nogle rammer til rådighed for de entreprenante kvinder skyldes et samarbejde imellem AC Børnehjælp, en gruppe unge stiftere af en etiopisk hjælpeorganisation, der kalder sig for Affini og Solomon, der tidligere var projektmedarbejder i Grib Fremtiden. Affini og Solomon har intet at gøre med de omtalte uregelmæssigheder i projektet. Lige nu handler det om at sikre opsparingsrammerne og netværksmulighederne for kvinderne. Men i løbet af året forventer vi at have et mere fremadrettet samarbejde i gang med Solomon og Affini, så kvinderne kan få mere målrettet træning, mulighed for mikrolån og ikke mindst rådgivning og støtte til at udføre deres oprindelige planer for små-erhverv. Det vil give 250 familier bedre mulighed, ikke mindst for at sikre familiens børn pasning og skolegang. 

Her på AC Børnehjælp glæder vi os meget til det fortsatte samarbejde med Affini og iværksætterkvinderne i Awassa, der bare ikke vil lade sig afvikle.

 

FAKTA om Affini

Affini, der betyder inkluderende, er startet i 2007 af en flok unge etiopiere, der gennem deres uddannelse er stødt på andre unge fra så svære kår, at det har været umuligt for dem at gennemføre en uddannelse. Ulønnet har de i deres fritid givet ekstra undervisning til de svageste elever på gymnasier i Sidama-zonen, som er et område med 3,5 mio. indbyggere. Derudover har de støttet mindre grupper af kvinder og mænd, så de har kunnet leve op til betingelserne for at få mikro-lån via eksisterende mikrofinans-institutter. Det er i den forbindelse, at AC Børnehjælp og projektkoordinator Solomon er stødt på Affini.