Skrevet af: Asmarech Ayalew og Kelmua Aklila - etiopiske journalister
Det er en solrig dag, da fodboldholdene fra Ankorcha og Danse
mødes i den sidste kamp om at vinde mesterskabet. Både spillere og
fans er glade for det gode etiopiske sommervejr.
Fodboldbanen er en mark dækket af jord, men den er ikke mudret
eller støvet, så de kan spille uden problemer. Tilskuerne synger
forskellige sange for at ægge deres holds moral. Banen er markeret
med kridt og tegnet op i to halvdele. Begge hold spiller med
begejstring. Det er et lidenskabeligt spil i alle 90 minutter. De
spillede også med disciplin. For dem er marken som et stadion.
Spillet fortsætter, og tilskuerne synger stadig.
Vil gerne være professionel
Abye Byketu spiller på Danse-holdet. Han er 16 år gammel og går
i fjerde klasse. Han er vild med fodbold. Abye boede i den sydlige
del af Etiopien og kom til bjergene nord for Addis for fem år siden
for at bo ved sin bror. Han arbejdede med at væve shemma, som er
traditionelt tøj, før han kom til Addis, og det er derfor, han
begyndte i skole så sent.
Efter han kom til Addis, er han begyndt i skole og arbejder kun
med shemma i sin fritid. Han spiller også fodbold i skolen og i
landsbyen.
- Jeg har scoret seks mål i seks spil, så mit hold har valgt mig
som kaptajn for holdet, fortæller han stolt.
Abye arbejder med shemma, spiller fodbold og prøver at få tid
til at gå i skole hver dag. Hans bror ved godt, at Abye er vild med
at spille fodbold, så han tvinger ham ikke til at arbejde med
shemma hele tiden.
- Min bror giver mig fri især i weekenderne. Så nyder jeg at
spille fodbold. Jeg vil gerne være professionel fodboldspiller i
fremtiden, siger Abye, som er lav og fysisk stærk. Hans muskler er
sportstrænede.
Kun for sjov
En spiller fra det andet hold, Ankorcha Ungdomsklub, er Semere
på 21 år. Han arbejder på et bilværksted, efter han gik ud af
Teknisk Skole. Han har været i lære som mekaniker i noget tid, men
han kunne ikke tjene nok til sine skoleudgifter, så han opgav at gå
i skole og begyndte i stedet at arbejde for værkstedet som
assisterende bilmekaniker. Han begyndte at spille fodbold som barn.
Han deltager i den sidste kamp mellem Danse og Ankorcha som
udskifter.
- Jeg spiller fodbold af lidenskab, ikke for at blive professionel
fodboldspiller, siger Semere, som godt kan lide at se europæisk
Premier League, især Manchester United, fordi han godt kan lide
deres teknik og kontrol over spillet.
Til næste år vil han gerne fortsætte sin uddannelse. Hans yngre
bror er også meget interesseret i fodbold, men Semere opfordrer ham
ikke til at spille.
- Jeg opfordrer kun min bror til at fokusere på sin uddannelse,
siger Semere, som råder sin bror til at se fodbold som
underholdning og ikke som en profession, da etiopisk fodbold i
øjeblikket er meget svag.
Men Semere kunne godt tænke sig at træne børn i at udøve
forskellige slags sport.
- Sport holdt mig fra stoffet 'chat', som i øjeblikket er meget
populært i Etiopien. Fodbold har holdt mig sund og i god form.
Fodbold lærer de unge disciplin
Ato Fetene er medlem af bestyrelsen, som arbejder på at udvikle
fodboldturneringen mellem landsbyerne sammen med IFSO, som er med
til at finansiere fodboldbanen, bolden, sportstøjet og andre
nødvendige materialer. Fetene arbejder i lokalsamfundet med at få
en bane godkendt til fodboldspil af myndighederne.
- Det er en god mulighed for at få unge mennesker samlet i en
gruppe, så vi kan rådgive dem. Det er også godt for dem at dele
nogle oplevelser. De lærer disciplin og at acceptere at vinde eller
tabe, siger han.
Spillerne klager dog over, at de kun får 4 birr om dagen som
rejsegodtgørelse. Nogle af dem bor 15 km fra fodboldbanen, og så
dækker pengene ikke omkostningerne. Et andet problem er, at
fodboldturneringen kun er organiseret hvert år i sommerperioden, og
om efteråret går holdene i opløsning.
Projektet har kun et begrænset beløb til sportsaktiviteter, og det
skal dække køb af sportstøj, to bolde per fodboldbane, net, træner,
transport og andre udgifter.
IFSO prøver at fordele pengene efter behov og prøver at opfylde
målet med at få børn og unge til at bruge deres tid på det rigtige
sted. Et projekt som dette giver børn som Abye en chance for at
udvikle deres talent og få en lys fremtid.
Sidst men ikke mindst: vinderne af dette års kamp er Ankorcha. De
scorede to mål, og Danse scorede et mål. Spillere og fans synger og
danser af glæde over endelig at have vundet mesterskabet.
Læs mere om projektet "Glade børn i grønne oaser" her.