AC Børnehjælp - Fadderbørn glemmer man aldrig

Der tilbage i 1997 knyttede vi et særligt bånd til Kelly og hendes familie. Da vi i 2000 skulle hente vores andet barn, Natalie, besøgte vi dem selvfølgelig igen. Da vi steg ud af bilen, genkendte Kelly os øjeblikkeligt. Hun fløj os om halsen og knugede os, som var vi længe savnede familiemedlemmer - en velkomst der fik os til at holde endnu mere af hende.

Fadderskabet ophørte pludseligt
Tilbage i Danmark fløj tiden af sted - nu med to småbørn, arbejde, hus, have osv. Pludselig en dag i 2003 kom der et frygteligt brev; man havde besluttet, at Kelly, der var blevet ni år gammel, skulle tages ud af Orientamès fadderskabsprogram. Man vurderede, at familien nu kunne klare sig selv. 

Det kom som et chok for os. Vi havde haft en forestilling om, at når Kelly blev stor nok til det, ville vi invitere hende til Danmark i et par måneder.

De næste tre år forsøgte vi igen og igen at skrive til Kelly. Vi sendte brevene direkte til Orientamè i Colombia i håb om, at de ville sørge for, at Kellys familie fik brevene. Men vi hørte aldrig fra familien, og vi havde derfor på fornemmelsen, at hun ikke modtog brevene. Men Kelly var ofte i vores tanker. Og hendes billede sad i mange år på væggen i vores stue og mindede os om, at hun stadig var et sted derude.

I mellemtiden fik vi via AC Børnehjælp tildelt et nyt fadderbarn. Daniel hed drengen. Han havde to brødre og en mor og far. Vi forsøgte at knytte os til ham på samme måde som til Kelly, men vi måtte konstatere, at det ér noget andet, når man personligt har truffet familien. Den manglende følelse af ikke rigtig at være tæt på Daniel på samme måde, som vi følte os tæt på Kelly, fik os dog ikke til at stoppe fadderskabet.

Tilbage til Colombia igen
Så blev det 2010. Nu skulle det være. Vi ville tilbage til Colombia - en rejse som vi og vores to børn; Stefan på 13 år og Natalie på 10 år, havde drømt om så længe. I foråret begyndte vi at planlægge, og i den forbindelse kontaktede vi fadderskabskoordinator Bettina Fisker på AC Børnehjælp. Kunne hun hjælpe os med at finde Kelly igen?

Vi fik stor hjælp fra Bettina, som kontaktede Orientamè i Bogotà. Deres medarbejdere ville prøve at finde hende. Der gik lidt tid, før vi hørte fra dem, så vi nåede at tænke, at Kelly nok endegyldigt var forsvundet. Men så kom beskeden fra Orientamè om, at familien meget gerne ville se os og blot ventede på at få tid og sted.

Mødet med Kelly og Daniel
11. juli 2010 oprandt dagen. Vi valgte at invitere både Daniel og Kellys familier med i Jamie Duque Park i Bogotà. En stor park med både zoo og forlystelser. Vi havde sommerfugle i maven - det have de to familier helt sikkert også. Da vi ikke taler spansk, havde vi allieret os med verdens bedste guide/tolk. Juan Carlos har stor del af æren for, at denne helt særlige dag lykkedes så perfekt, som den gjorde.
 
Dagen startede med, at vi alle skulle mødes kl. 9.00 på Orientamès kontor. Da vi ankom, var Daniels familie der allerede. De ville, som de fortalte, være sikre på ikke at komme for sent. Efter en lidt genert præsentation fik Juan Carlos gang i snakken. Især Daniels far var meget interesseret i os og i Danmark. Daniel var meget genert, men han fortalte gerne, når vi spurgte. Og familien gav tydeligt udtryk for, at de alle nød dagen.

Kelly og hendes bedstemor kom lidt for sent. Men sikke en gensynsglæde! Vi fik de største krammere af dem begge. Tror at vi alle kæmpede med en klump i halsen. Kelly var blevet en køn pige på 15 år. Smilende, glad og pjattet var hun - som teenagere skal være det. Og ganske som vi frygtede, havde hun aldrig modtaget vores breve. Vi var blot forsvundet ud af hendes liv, som hun var forsvundet ud af vores.

Da Kelly blev taget ud af programmet, lød begrundelsen, at Orientamè havde givet hendes døvstumme mor et kursus i syning. Orientamè mente, at hun så kunne tjene nok via dette og at et andet barn havde mere brug for støtte. Sådan var det bare ikke gået. Moren havde aldrig fået arbejde, og at familien havde haft det frygteligt hårdt økonomisk. Bedstemoren fortalte, at hun havde følt sig alene om problemerne uden støtten fra Orientamès medarbejdere. Alligevel var det lykkedes hende at sørge for, at Kelly nu næsten havde gennemført sin grundskole.

Svært at skilles
Efter en time i bil kom vi til parken. Det var en stor oplevelse, og Juan Carlos havde frygtelig travlt med hele tiden at oversætte alle de spørgsmål, vi alle havde til hinanden. Vi startede i zoo-afdelingen. Stefan og Natalie løb rundt og grinede og pjattede med Kelly. De snakkede glimrende sammen, selvom de ikke kunne samme sprog. Daniel og hans brødre holdt sig lidt tilbage, men det var tydeligt, at de også nød dagen.

Til frokost var der en stor buffet, og vi havde det SÅ hyggeligt, mens snakken gik over bordet. Vi fik byttet mailadresser, facebookadresser og postadresser. Daniels familie fortalte, at de endnu ikke havde en mailadgang, men de håbede på, at de kunne finde en måde, hvorpå de kunne oprette en.

Eftermiddagen gik i forlystelserne. Børnene morede sig, og vi voksne fik snakket dybere sammen.

Sidst på dagen gik turen tilbage til Bogotà. Familierne skulle sættes af ved en busstation. Det var bare SÅ svært at sige farvel. Vi vinkede til armen næsten faldt af. Og pist væk var de … det var de 1000 tanker, vi stod tilbage med, ikke. Hvordan ville deres liv blive herfra? Ville vi nogensinde se dem igen?

Kontakten genetableret

Men den gode slutning må være, at vi allerede mange gange efter, vi er kommet hjem, har mailet med Kelly. Håber blot at det også lykkes Daniels forældre at få adgang til Internettet, så vi på den måde kan holde kontakten ved lige på en tættere måde med ham og hans familie også. Men vi forstår også godt, at 6 kr. i timen for netcafè er mange penge, hvis man ingen har.
 
Den dag vil altid fylde i vores hjerter. Den har virkelig givet stof til eftertanke. Vi håber, at vi får mulighed for at vende tilbage igen senere i livet. Til vores fadderbørn og til dejlige Colombia, som har givet os vores egne børn.

AC Børnehjælps kommentar til artiklen:
AC Børnehjælps fadderskabspartner i Colombia - Orientamè - har få ressourcer. Dette betyder, at de sjældent har midler til fx at følge op på afsluttede fadderbørn, der har været i programmet endsige videresende evt. post til dem. Fokus må være på de børn, der er i programmet.