Skrevet af: De to etiopiske journalister Asmarech Ayalew og Sisay g/Mariam
Der er seks butikker i dette hjørne af markedspladsen. De er
bygget af metalplader og arrangeret i en L-form. Fem af dem sælger
tekstiler, sko, smykker og hårbånd. Den sjette er en musikbutik,
hvorfra der strømmer musik hele dagen. Der er ikke et tidspunkt på
dagen, hvor der er ro. Foran butikkerne er der et fåremarked, en
skopudser og andre små butikker. Der kører biler på vejen, og
mennesker går op og ned ad gaden og tager sig tid til at se på
butikkerne. Det er markedspladsen for folk i et lokalområde i Addis
Ababa.
En af butikkerne er Muluneshes. Der er hovedsageligt dametøj i
forskellige farver på væggen i hendes butik. Tørklæder, plastiksko,
hårbånd og små fletninger i farver, der passer til kjolerne. De
fleste smykker bliver købt af studerende og unge mennesker, fordi
de er meget billige og kun koster 1-2 birr. Eftersom de fleste af
butikkerne sælger de samme ting, er der hård konkurrence om
kunderne.
Muluneshe har en mellemstor butik, og de fleste af hendes varer
bliver købt af fattige mennesker. En kjole koster mellem 50 og 60
birr. Hun sælger også sokker, plastik- og kanvassko, smykker,
hårbånd og tørklæder.
Muluneshe har måttet igennem mange forhindringer for at kunne
blive forretningskvinde. Hun blev født på landet for 28 år siden og
fik ingen uddannelse. Hun var meget fattig i sin barndom. Hun var
det første barn i sin familie, og hun vidste, at hendes syv brødre
og søstre led. Hun hjalp sin familie med landbruget og med at samle
brænde.
På landet er tidlige ægteskaber normale, og Muluneshe blev gift,
da hun var 10 år. Hendes mand var otte år ældre. Hun boede kun med
ham i nogle få måneder. Så forlod hun ham og fik arbejde som
husholderske i en nærliggende by, Lalibela, hvor hun tjente 10 birr
om måneden.
Da hun havde arbejdet der i tre måneder, tog arbejdsgiverens
slægtninge hende med til Addis Ababa, som ligger 500 km fra
Lalibela, og de fordoblede hendes løn. Hun husker tilbage på den
tid:
- På det tidspunkt sagde jeg til mig selv, at jeg var heldig at
få udbetalt 20 birr om måneden. Min arbejdsgiver så mig som et af
sine egne børn. Jeg følte mig hjemme, fortæller Muluneshe og
fortsætter:
- Jeg vil aldrig glemme hendes storsind. Jeg boede med denne
kvinde i de næste tre år og kunne spare 300 birr op.
Da hun havde sparet penge sammen, planlagde hun at besøge sin
familie. Men da hun ankom til sit barndomshjem, blev hun meget ked
af det. De var endnu fattigere end før. Hendes søstre havde forladt
hjemmet for at arbejde for andre, og en af hendes brødre var blevet
hyrde for deres naboer, mens den anden var blevet rekrutteret som
soldat. Hun kunne ikke bære deres lidelse, så hun vendte tilbage
til Addis Ababa efter bare fem dage.
Da hun kom tilbage til Addis Ababa, blev hun ansat til en bedre
løn, nemlig 50 birr om måneden. Hun begyndte at sende de fleste
penge til sin familie, især for at bidrage til den ene brors
uddannelse. Han følte sig opmuntret af hendes råd og støtte og
bliver i år færdig på teknisk skole. Han siger, at det er den
største succes i hans liv.
Muluneshes liv ændrede sig igen, og det næste stadie er endnu et
ægteskab. Hun lærte sin nuværende mand at kende igennem en ven.
Hendes ven fortalte hende, at det er bedre at bo med en mand end at
arbejde som en tjener hele livet.
Hun sagde ja og giftede sig med manden, og hun blev gravid med
det samme, så hun måtte stoppe med at arbejde og blive derhjemme.
Hendes mand rådede hende til at sælge kaffe i vejsiden. Til at
begynde med skammede hun sig, men med tiden begyndte hun at få en
god indtægt. Det opmuntrede hende til at fortsætte forretningen.
Hendes mand arbejdede også på gaden med at sælge kopierede
kassetter og om natten arbejdede han som vagt.
Etiopiens regering besluttede for fem år siden, at der skulle
bygges tusindvis af butikker for at undgå gadehandlere, og
Muluneshe meldte sig for at få en butik i den første runde. Hun fik
en 2x3 m butik til en meget billig husleje på 7 birr om måneden.
Hun blev således en lovlig forretningskvinde og begyndte at betale
skat. Hun og hendes mand solgte fortsat kopierede kassettebånd, men
det var ikke profitabelt, da det var i strid med copyrightloven. De
ændrede derfor deres forretning til tekstiler med en startkapital
på 400 birr.
Muluneshe fik sit barn det samme år, som hun fik butikken.
Selvom hun nu havde sit eget liv, glemte hun ikke sin familie på
landet. Hendes søstre på 18 og 16 år flyttede ind hos hende. De er
begge begyndt i skole, efter de er kommet til Addis Ababa. De går i
3. og 6. klasse. Muluneshes søn er nu fem år og går i
børnehave.
Selvom forretningen gav overskud, havde Muluneshe problemer med
at tjene nok, fordi hendes søstre krævede flere og flere penge, for
at kunne konkurrere i påklædning med de andre i skolen. Hun brugte,
hvad hun tjente hver dag, så hun kunne ikke spare op lige som sin
nabo, der også har forretning. Hun kunne heller ikke få fat på nye
varer i tide, og hendes butik begyndte at være halvtom, og hun
mistede kunder.
Hun forsøgte derfor at få et lån i Kebele opsparings- og
kreditforening, men de sagde nej, fordi foreningen har en regel om,
at låneren skal kunne fremlægge pant eller en anden garanti,
hvilket hun ikke kunne.
Til sidst fandt hun frem til IFSO, som giver lån til små
erhvervsdrivende. I første omgang fik hun ikke lånet, da hun var
overkvalificeret, eftersom hun allerede havde noget kapital, og
hendes forretning løb rundt. Hun forklarede IFSO at hendes
forretning var ved at gå fallit, hvilket de forstod, og de lånte
hende 1307 birr.
Efter Muluneshe har fået lånet, er hun begyndt at spare 10 birr
op om dagen sammen med andre forretningsfolk, og hun har fået
udbetalt den første runde af opsparingen, hvilket er 3000 birr. For
disse penge fylder hun sin butik op med forskellige varer.
- På grund af IFSO lånet kan jeg nu genoprette min forretning,
og mine kunder er ved at vende tilbage, siger hun og takker også
IFSO for, at hendes søstre kan blive ved med at gå i skole.
Hendes families liv er forbedret. Hendes bror, der er soldat,
har købt en okse til landbruget. Den anden bror tog eksamen fra
teknisk skole i år. De to søstre bor stadig hos hende.
- Jeg har mindsket mine forældres byrde. De har et bedre
liv end før og det er jeg tilfreds med, siger hun.
Læs mere om "Børns Miljø" her.