Der er udvalgt 2 børn til 2 familier på ventelisten til et barn
i alderen 0-2 år. Ventetiden har været, fra udsendelse af ansøgning
til udvalgt barn, ca. 17 mdr.
Der er udvalgt 1 barn til 1 familie på ventelisten til et barn
med særlige behov/over 5 år. Ventetiden har været, fra udsendelse
af ansøgning til udvalgt barn, ca. 16 mdr.
Der er udvalgt 3 børn til 3 familier på ventelisten til et barn
i alderen 2-5 år. Ventetiden har været, fra udsendelse af ansøgning
til udvalgt barn, ca. 6 mdr. - 27 mdr.
Chung Yi har tidligere meddelt, at de vil gøre deres bedste for
at kunne matche et barn til en familie, der har deres ansøgning
udsendt til Chung Yi, indenfor ca. 2 år. Dette har vist sig at
holde stik.
Taiwan ventelisten genereres nu som de øvrige ventelister
dynamisk på vores hjemmeside og skulle således altid være
opdateret. Det betyder også, at så snart en familie fra en af de 2
puljeventelister kan få en plads på den aktuelle venteliste, vil
oprykningen kunne ses med det samme.
Besøg fra Chung Yi
Som omtalt på hjemmesiden havde vi den 27. og 28. maj et rigtigt
godt besøg fra Chung Yi, hvor vicedirektør Rita Chuang og
supervisor for socialrådgivere Jo-Hsin var vores gæster. De 2
kvinder var meget interesserede i at dele erfaringer omkring
godkendelsesforløb af familier, der ønsker at adoptere.
Chung Yi er selv godkendt af de taiwanske myndigheder til at stå
for godkendelsesprogrammer for nationale familier, som ønsker at
adoptere i Taiwan. Deres forløb for disse adoptanter er yderst
grundigt, og der er mange lighedspunkter med det danske
godkendelsessystem.
Der er i Taiwan fokus på og prioritering af nationale
adoptioner, som helt er i takt med de internationale konventioner.
Hvis det ikke er lykkedes at finde en national familie til et barn
efter 6 mdr., kan processen starte med at placere barnet til
international adoption.
Langt de fleste børn frigivet til international adoption er børn
hvor der er en kendt baggrund. Sjældent forekommer der hittebørn,
da de hovedsaligt formidles til taiwanske familier, da de ofte ikke
ønsker, at barnet har en kendt baggrund. Det vil også være de
sunde og raske børn uden en belastende baggrund, som bliver
formidlet til taiwanske familier.
Der vil i stigende grad blive flere børn til international
adoption med forskellige særlige behov og belastende baggrund. En
belastende baggrund kan eksempelvis være en forælder/forældre
i fængsel, misbrug, udsat for fysisk vold, dårlige sociale forhold,
forældre der er mental retarderede.
Vores gæster fra Chung Yi var desuden meget optaget af den
aktive og deltagende måde danske børn ofte lærer på, og måden
hvorpå vi fra AC Børnehjælps side har tænkt os at lave
workshops for at uddanne plejepersonale på børnehjem. Her vil
deltagelse gennem leg, øvelser, gruppearbejde, fremlæggelser og
rollespil være i fokus - kombineret med oplæg om børns udvikling og
hvad børn har brug for holdt af AC Børnehjælps personale.
Plejerne på Chung Yi er alle uddannet og er løbende igennem et
træningsprogram, hvor der bliver sat fokus på børnenes
udvikling. De forsøger at gøre institutionen til et hjem for
børnene, hvor de bl.a. diskuterer med børnene om hvordan
udsmykningen skal være. Chung Yi ønsker at give børnene færdigheder
til senere i livet.
Gensyn med børnene, som er blevet adopteret fra
Taiwan
I forbindelse med besøget blev der også arrangeret et møde med de
familier der har adopteret fra Taiwan. For de 2 kvinder Rita og
Jo-Hsin blev det til et meget glædeligt gensyn med børnene. Der var
begejstring og mange smil.
De fremmødte familier fik også stor glæde af at møde hinanden og
har allerede besluttet, at der skal være et familietræf igen om et
års tid igen.
Tilbagerejser til Taiwan
Man må meget gerne besøge Chung Yi efter at have hjemtaget barn.
Kontakten til Chung Yi skal dog først via AC Børnehjælp. Efter
hjemtagelse af barn skal der sendes opfølgningsrapporter til Chung
Yi.
Chung Yi vil meget gerne, at opfølgningsrapporterne efter
hjemtagelse af barn bliver sendt så vidt muligt til tiden i forhold
til de tidslinjer, de har angivet. Opfølgningsrapporter havner ikke
kun på Chung Yi, men når også ud til de biologiske familier.