På søndagsskole i tegnsprog i Etiopien

Projektet "Inkluder de døve" fortsætter der, hvor det tidligere projekt "Tal med de døve" sluttede.Projektet "Inkluder de døve" fortsætter der, hvor det tidligere projekt "Tal med de døve" sluttede.16. april 2010 | AC Børnehjælps projekt ”Inkluder de døve” i Addis Ababa i Etiopien sørger for liv på døveskolerne syv dage om ugen. Hvis ikke det er de døve elever, der er på skolebænken, er det deres forældre og søskende.

Det er søndag formiddag i Addis Abeba og fridag for de fleste. Men ikke for Haimanot, der er lærer på Dagmawi Menilik døveskole. Det er nu ikke de døve elever, som hun underviser til daglig, der sidder parate på skolebænken klar til en ekstra daglig dosis undervisning. Det er deres søskende og enkelte forældre. Denne søndag er der 19 familiemedlemmer til døve elever, der forsøger at tilegne sig de mange tegn for ord, de døve elever bruger i dagligdagen. Siden december sidste år er op til 25 familiemedlemmer mødt op søndag efter søndag. De fortæller, at den største motivation til at fortsætte, er den tydelige glæde, som deres døve søn, datter, søster eller bror udtrykker ved at kunne tage del i familiens liv på mere lige fod med de hørende søskende.

Døve børn ud af den sproglige isolation

Dagmawi Menilik døveskole er en af de fem skoler og før-skoler, som projektet "Inkludér de Døve" støtter. Støtten går til at sikre, at skolerne kan intensivere arbejdet med at inddrage de døve børns forældre og søskende. Ikke blot så de lærer tegnsprog, men så de deltager i det døve familiemedlems liv. AC Børnehjælps partner på fadderskabsprogrammet Mekanissa Døveskole har nemlig påvist, at det har afgørende betydning for elevernes trivsel, at forældrene engagerer sig i børnenes skolegang. Allervigtigst er det - ikke overraskende - at de døve børn kan kommunikere med familiens medlemmer og visa versa.

Dagmawi Menilik døveskole er den af de fem projektskoler, der er kommet længst med at sætte særlige aktiviteter for såvel de døve elever, som for deres familie, i gang. Ugens syv dage summer skolen af liv. Hver lørdag er det således elever fra 5. til 8. klasse, der møder op på skolen til lektiehjælp. Skolen er også vært og arrangør af en fodboldkonkurrence mellem elever fra de fem døveskoler på skolens store græsareal.

Hjælp til selvhjælp

Det er AC Børnehjælps projektpartner, Sign Language Training and Social Service Association, der står for projektet. De støtter de fem implicerede skoler i at arrangere ekstra aktiviteter og supplerer med de nødvendige materialer. Ud over undervisning af de døve børn og deres familier tilbyder projektet også efteruddannelse til lærerne på døveskolerne, så de kan give de døve elever den bedste og mest målrettede undervisning.

På lidt længere sigt er det skolerne selv, der skal igangsætte og finansiere de særlige aktiviteter. Det betyder, at de selv skal finde måder at dække de ekstra udgifter på og også finde måder at kompensere lærerne for det ekstra arbejde. Men først skal de have erfaring med aktiviteterne og opleve, hvad det betyder for de døve elever. Det samme skal deres familier, så de også kan presse på for at aktiviteterne videreføres.

Læs mere om "Inkludér de døve" her.