Yohan på rette vej

Yohan sammen med sin storesøster.Yohan sammen med sin storesøster.09. november 2010 | Yohan er en aktiv, kvik, følsom og glad dreng på 15 år. Som andre teenagedrenge er der ting, han er bedre til at koncentrere sig om end andre.

Yohan klarer sig godt i skolen, hvor han især er optaget af kemi og musik. For tiden fascineres han meget af stoffers forskellige tilstande, deres forandringer og deres egenskaber.

Dette signalement kunne såvel passe på Yohan fra Bogotá som på Johan fra Bogense!

Yohan har to yngre søstre - Kimberly, der er 12 år og lille Stephany på 1½ år. Han føler sig rigtig meget som storebror og beskytter sine søstre, hvis der er behov for det. Familien klarer sig efterhånden rigtig godt. Yohans mor arbejder dels som hushjælp og dels som timelønnet fabriksarbejder. Stedfaderen (faderen til Yohans yngste søster) arbejder som bygningsarbejder.

Når Yohan og Kimberly er i skole, er Stephany i vuggestue. Da begge forældre er på arbejde hele dagen, er det Yohan og Kimberly, der passer Stephany, fra vuggestuen lukker og til forældrene kommer hjem fra arbejde. Dog har deres mor betalt en voksen for at følge de to store søskende til og fra vuggestuen om eftermiddagen, da der er meget kriminalitet i Bogotás gader.

Yohan er en colombiansk dreng, der har gode muligheder for at få et godt, aktivt og selvforsørgende voksenliv. At det foreløbig er gået så relativt godt for ham og hans familie skyldes en helt afgørende omstændighed; en kontinuerlig støtte fra Oriéntame, der er AC Børnehjælps fadderskabspartner i Colombia. Det har nemlig langt fra været en selvfølge, at Yohan skulle komme fri af fattigdommen og dens fornedrelse.

Yohan og hans familie har været støttet af fadderskaber, siden han i 2000 var 1½ år gammel. Han og familien levede dengang under elendige forhold, og Yohan var ikke overraskende en lille trist lille fyr, der mistrivedes og ofte græd.

Yohans mor var kun 15 år gammel, da hun fødte sit første barn. Det barn døde som spæd pga. de barske opvækstbetingelser. 18 år gammel fødte Yohans mor Yohan, og 20 år gammel kom lille Kimberly til. Familiens forhold var mere end vanskelige. Moderen var arbejdsløs og uden midler. Faderen var i fængsel, og de boede i et lille og koldt værelse i et af de fattigste områder i Bogota med fælles køkken og bad med en masse andre familier.

Så lykkedes det Yohans mor at få Yohan optaget i Oriéntame fadderskabsprogram. Igennem årene er det med fadderskabets økonomiske og sociale tryghed i ryggen lykkes Yohans mor at fastholde Yohan og Kimberly i børnehave og siden i skolen. Det er også lykkedes børnenes mor at udvikle et stabilt og kærligt forhold til sine børn - herunder senest til lille Stephany.

Men familiens situation er stadig usikker. Yohans mor er hovedforsørger. Lige nu har hun gode jobs, men dette kan skifte over nat. Ingen er sikret i Bogotás slumkvarter. Derfor er fadderskabet - og den tryghed og kontinuet, det giver - helt afgørende for Yohan, men også for hans to søskende og for hans mor og papfar.