Skrevet af: Helle og Brian Guld
I forsommeren var vi i Addis Ababa. Der oplevede
vi det fantastiske, at vi blev forældre til vores skønne
lille dreng. Nu vi var der, ville vi bestemt ikke gå glip af at
besøge vores fadderbarn, Rebecca fra Mekanissa School for the Deaf
i Addis Ababa, som vi er fadder for gennem AC Børnehjælp.
Vi har gennem de sidste 2 år været fadderfamilie for Rebecca på
9 år, - Rebecca er en af de 95 hørende elever der går på skolen. Vi
har ca. 2 gange om året modtaget en Student Activity Report, hvor
vi har fulgt Rebeccas udvikling i de fag, hun undervises i på
skolen. Vi har samtidig modtaget information omkring hendes sociale
udvikling og samvær med hendes døve klassekammerater. Vi har også
hørt om, hvordan det går på skolen, i hendes familie, hvordan
hendes helbred er, samt en generel udtalelse om hendes akademiske
udvikling.
På dagen blev vi modtaget af skoleinspektøren, som bød os
velkommen. Han fortalte hvor glade de er, for at vi som
fadderfamilie tager os tid til at aflægge skolen et besøg. De er
meget glade og taknemlige for det arbejde som AC Børnehjælp og
deres fadderfamilier gør for skolen, - så de derved får mulighed
for at give døve og hørende børn en uddannelse i tegnsprog og andre
almene undervisningsfag, som derved giver en forøget livskvalitet
til de børn som ikke er i stand til at kommunikerer med deres
familier, eller andre steder i samfundet.
Skoleinspektøren havde fortalt Rebecca om vores besøg, og meget
hurtigt kom hun ind på hans kontor, - glad, smilende og meget
benovet over at møde os. Vi havde taget gaver med til skolen;
blyanter, bolde, sjippetov, sæbebobler, tusser, slik og chokolade
kiks, bamser og lidt tøj. Nogle af gaverne var doneret fra
Tiger-kæden.
Til Rebecca havde vi købt en ny fin bluse. Hun fik også 12
tusser og et sjippetov. Det var så dejligt at se, hvor glad hun
blev. Da telefonen ringede på inspektørens skrivebord, gav det os
en unik mulighed for at tale lidt med hende. Hun var glad for at gå
på skolen, og hun fortalte at hun havde en storesøster, som dog
ikke er elev på skolen. Sammen med sin familie bor hun ca. 1
kilometer fra skolen, det varer omkring 15 minutter at komme i
skole.
Skoleinspektøren fortalte os om skolens forskellige fag. Alle
eleverne - også de hørende - undervises i tegnsprog, sport, fysik,
biologi og geografi, engelsk og matematik. De kommer op til
forskellige aldersvarende eksamener og testes løbende, så skolen
kan følge den enkelte elevs udvikling i de forskellige fag.
Der ud over deltager eleverne i sportskonkurrencer blandt nogle
af skolerne i Addis Ababa. Den imponerende samling af pokaler på
skoleinspektørens kontor vidner om, at skolen klarer sig strålende
- også til sportskonkurrencerne.
Det var en god oplevelse at gå rundt på skolen. I starten var
der frikvarter, så vi blev naturligvis dagens højdepunkt for alle
eleverne. De var alle sammen meget smilende og imødekommende. Mange
ville gerne snakke, men skoleinspektøren sørgede på fornemste vis
for en vis distance, da det ellers godt kunne gå hen og blive en
stor opgave med 274 elever, der alle gerne vil have et øjeblik med
os. Det skal siges, at der var en god kemi mellem skoleinspektøren
og eleverne, så alt foregik i ro og mag.
Udenfor så vi deres lille "restaurant", hvor eleverne kan købe
mad. Vi så deres sportsbane, sekretærens kontor, læreværelset og
det klasseværelse hvor der undervises i tegnsprog. På væggen hænger
plancher med bogstaver, tal og tegn. Så ordbogen er i øjenhøjde for
alle.
Vi hilste på nogle af skolens lærer og socialarbejdere. De
gør meget ud af at samarbejde med andre skoler - også videregående
skoler - rundt omkring i Addis Ababa. Derved får mange af skolens
unge mulighed for at gå videreuddanne sig og derved få en langt
bedre fremtid.
Da vi kom udenfor igen, var en af klasserne i gang med en
idrætstime. Vi bemærkede den store aldersforskel på de enkelte
elever. Årsagen til dette er, at det er meget forskelligt, hvor
gammel den enkelte elev er, når han/hun starter i skole. Uanset
hvor gammel man er, når man starter i skole, er der 8 klassetrin -
ikke helt ulig vores grundskole.
Alt i alt har det været en helt fantastisk oplevelse, og vi kan
varmt anbefale andre familier at besøge skolen og deres
fadderbarn.
Det er utroligt hvad 155,00 kr. om måneden betyder for et barn i
Addis Ababa.