Skrevet af: journalist Henrik Helmer Petersen. Artiklen, der udgives med Christians tilladelse, har tidligere været publiceret i ugebladet Hjemmet.
Christian glædede sig til at se Colombia, da han sidste sommer
rejste tre uger til det sydamerikanske land for at deltage i et
projekt, som den danske hjælpeorganisation AC Børnehjælp har
etableret med en lokal colombiansk partner. Christian skulle hjælpe
børn i slumkvarterene i hovedstaden Bogota med at integrere sig, og
efterfølgende skulle han fortælle om det på danske skoler og andre
læreanstalter. Han havde fået opgaven, fordi han taler spansk og
selv er af colombiansk afstamning.
Sanserne husker
Christian er født i 1980 i en provinsby, Bucaramanga i det
nordlige Colombia. Som treårig blev han adopteret af et nordjysk
ægtepar fra Dronninglund, og siden har han følt sig som dansker.
Hans biologiske familie har aldrig fyldt ret meget i hans
bevidsthed.
- Jeg troede, de var døde. Jeg rejste udelukkende til Colombia
for at arbejde, ikke andet, fortæller Christian Børsting, 29
år.
Skæbnen havde en anden plan.
Christian har kulsort, kruset hår, blå øjne og et varmt smil,
der krydser landegrænser. Hjemmet møder ham i hans danske
barndomshjem i Dronninglund. Hans forældre er skilt, og det er
Christians danske far, Aksel Børsting, der byder indenfor.
Christian flyttede til Granada i Spanien i 2006, hvor han i dag
læser psykologi på universitetet.
Da han landede i Colombia, var han straks bjergtaget. Han blev
indkvarteret hos nogle colombianske venner, som han havde mødt i
Granada, og den første morgen serverede de tamal med varm chokolade
for ham. Tamal er en nationalret af kød bagt ind i majsmel og
pakket ind i bananpalmeblade.
- Smagen og duftene, det var, som vækkede det noget til live i
mig. Noget jeg havde glemt, men som jeg nu huskede. Jeg havde smagt
tamal før. Det var jeg ikke et sekund i tvivl om.
Fortiden banker på
Christian havde været i Bogota i halvanden uge, da telefonen
ringede. En repræsentant for AC Børnehjælp i Colombia havde hørt,
at Christian var i landet og spurgte, om han havde lyst at se det
børnehjem, han selv havde boet på. Ja, hvorfor ikke, tænkte
Christian og tog med en colombiansk ven et fly nordpå til byen
Bucaramanga.
- Børnehjemmet var flyttet. Det var ikke den samme bygning, jeg
havde boet i. Det kunne jeg fornemme, og det bekræftede lederen.
Pludselig spurgte han, om jeg ville med ned i arkivet og se, hvad
de havde om mig. Jamen, kan vi det, fløj det ud af munden på
mig.
Christian ler.
- Jeg tror, at jeg har set for mange udsendelser af "Sporløs",
for dér støder de altid på forhindringer. Her gjorde vi det
bare.
Som at se sit liv udspillet i en film
Den følgende time blev hans livs puslespil lagt.
- Jeg lagde det ikke selv, men kiggede på. Børnehjemlederen og en
mangeårig ansat fandt et bundt papirer frem, og brik for brik fik
jeg at vide, hvad der var sket. At min mor havde afleveret mig til
en tante, og at jeg havde boet hos tanten fra jeg var to til jeg
blev tre år. Så havde naboerne klaget til myndighederne, fordi jeg
var underernæret og løb rundt uden tøj på, og så var jeg blevet
tvangsfjernet til børnehjemmet. Den historie kendte jeg ikke. Jeg
følte mig svimmel. Det var som at se sit liv udspille sig på en
film.
Pludselig spurgte Christians ven, om Christian ville med op i
slumkvarteret nogle timers kørsel derfra. For her boede hans tante
formentlig stadig, lød ordene, og jo, det ville Christian
gerne.
- Da vi kørte ind i slumkvarteret, fik jeg et chok. Folk stod
passive på gaderne, mange påvirket af stoffer og alkohol.
Håbløsheden lyste ud af deres øjne. Det var det liv, jeg havde
haft, hvis ikke jeg var blevet bortadopteret. Det vidste jeg i det
sekund.
Christian mødte sin tante, der nu var lam og ikke kunne tale, og
han mødte en kusine, der faldt ham om halsen og fortalte, at hun
kunne huske ham som barn. Turen gik videre til nogle onkler, og som
ved et trylleslag blev der nævnt en adresse.
Dér bor din mor, fik Christian at vide.
- Få timer forinden havde jeg end ikke haft min biologiske
familie i tankerne, og med ét blev jeg præsenteret for min mors
bopæl. Uden at jeg havde gjort noget. Jeg var ør.
Forløsningen manglede
Moderen og hendes nye mand havde en kiosk, og da Christian stod
foran bygningen, rystede hans ben.
- Hvad nu? Jeg var spændt på, om min mor ville se mig, og
bange for, hvordan det skulle gå. Det var, som havde jeg tusind
sommerfugle i maven.
- Min mor græd og græd, fortæller Christian.
- Hun omfavnede mig og var dybt ulykkelig over, at hun
havde bortadopteret mig. Hun sagde undskyld igen og igen, og jeg
fortalte hende, at jeg havde et godt liv, men hver gang jeg sagde
noget, så græd hun.
- Jeg vidste, at jeg stod midt i et af mit livs vigtigste
øjeblikke, men den forløsning, man kunne forvente, udeblev.
- På ene side var jeg genforenet med min mor, og jeg
vidste, at det kom mig til gode senere i livet. På den anden side
var hun et fremmed menneske for mig.
Christian fik halvanden døgn med moderen, og hun fortalte ham,
at hun var blevet alene med sine børn. At hun ikke havde kunnet
forsørge dem, og hun havde afleveret dem hos tanten.
- Jeg kan sagtens forstå hende. Jeg er ikke vred.
Rødderne stikker dybest i den jyske muld
Da Christian tog afsked, lovede han moderen at komme igen.
- Jeg skal helt sikkert se hende igen, men hvornår ved jeg
ikke. Colombia trækker lige så meget i mig, som hun gør.
Det var i ugen efter i Bogota, at Christian fik kontakt med sin
lillebror, Ciro. Han var blevet adopteret af en colombiansk
familie, og han var også ovenud glad for at gense Christian.
- Vi fik ti dage sammen, og det var en mærkelig følelse at
gå på cafe som andre unge i sit fødeland med en bror, man ikke har
set i 26 år. Vi har den samme form for barokke humor, men vi er
også vidt forskellige.
- Ciro var meget "colombiansk" og mere følelsesladet end
mig. Sikke han kunne kramme mig! Jeg er nok mere "nordjysk", smiler
Christian.
Sådan endte det.
Christian følte sig instinktivt hjemme i Colombia. Næsten som
colombianer.
- Men min mor og far, de bor i Nordjylland. Selvom jeg er
flyttet til Spanien og helt sikkert skal til Colombia igen, så er
det sikkert og vist: Mine rødder stikker dybest i den jyske
muld.
Artiklen er en del af serien "AdoptivLiv". Hvis du har
lyst til at fortælle din adoptionshistorie, så
kontakt kommunikationskoordinator Susanne Dencker.