Skrevet af: Ester og Michael Schmidt. Red. kommunikationskoordinator Susanne Dencker.
Vi er en helt almindelig familie - sådan næsten da. På rigtig
mange områder er vi fuldstændig gennemsnits-agtige … tror vi da
nok. Men på nogle punkter skiller vi os unægtelig noget ud. Mor og
far - Ester og Michael - er begge født i Danmark for maaange år
siden. Sønnike - Malthe Rafael - er født i Colombia i 2004, og
datterlille - Alba Oreoluwa - er født i Nigeria i 2006. Vejen til
de to herlige guldklumper har været lang, hård, indimellem
frustrerende, dybt rørende. Og, når man sidder med slutresultatet,
helt fantastisk.
Vejen til Malthe Rafael
Meget kan man sige om ventetid - men bedst er den bestemt, når
den er overstået … så lad os hurtigt spole tiden frem til den 14.
december 2004, hvor vi netop har gjort de indledende øvelser til år
3 i ventekalenderen - langt ind i sjælen sikker på, at vi må sluge
endnu et venteår. Det er tirsdag formiddag. Det regner udenfor, og
det er ganske gråt. Ester har netop afsluttet ugens
behandlingskonference på hospitalet. Tilbage igen på afdelingen
ligger der en telefonbesked. Der står, at beskeden er fra Jette
Würtz og et telefonnummer.
Dette ville nok normalt i 2004 have fået pulsen MINDST et par
takker op på selv den mest garvede adoptant på AC's
Colombia-venteliste ... men ikke Esters! Det er så finurligt, at
Ester har en kollega, der bærer navnet Anette Würtz, og da
telefonbeskeden jo er modtaget på Esters arbejde, er det i hendes
hjerne helt logisk, at det er Anette, hun ringer til, på det
nedskrevne telefonnummer. Forvirringen er derfor et kort øjeblik
total, da Ester efter at have trykket telefonnummeret får en dame i
røret, der SLET ikke lyder som Anette!!!
Til gengæld har stemmen i røret lige den der ekstra overgearede
"sound", der gør, at man straks fornemmer, at NU kommer der altså
noget vigtigt ... og så aktiveres stemmegenkaldelses-barometret, og
det går endelig op for Ester, at hun ikke har ringet til Anette,
men til Jette på AC Børnehjælp. Og da den genstridige hjerne
endelig har fattet det, er det næste, den opfatter sætningen:
"Jamen Ester ... jeg har jo en lille dreng til
jer".
Så er det også slut. Esters hjerne slår fra. Det eneste, hun kan
huske fra resten af samtalen, er, at hun får fremstammet:
"Jeg kan godt høre, hvad du siger, men jeg kan altså slet ikke
forstå det."
Alligevel er det åbenbart lykkedes Jette at få listet
informationerne om et navn og en fødselsdato ind i Esters hjerne
... i hvert fald står det med en næsten ulæselig håndskrift på den
kære telefonbeskedsseddel, som Ester og Michael i øvrigt stadig
har.
Efter samtalen skal der ringes til faderen! Med hjælp fra lige
så overraskede kolleger bliver Ester guidet ind i et ledigt kontor
med en telefon. Telefonen ringer og ringer i hvad, der synes en
evighed. Endelig svarer Michaels assistent i den anden ende. Og
Michael, ja, han er der desværre ikke. Han er netop kørt hjem efter
sin pung!!! Hvordan finder man på at køre hjem fra arbejde, 40 km
., efter en glemt pung, når ens hustru ringer for at fortælle en,
at man er blevet far?
Esters efterhånden hårdt prøvede hjerne kan simpelthen ikke få
enderne til at nå sammen. Bedre bliver det ikke, da Michael
sekunder efter træder ind på Esters kontor. Nu kortslutter det da
helt. Udtrykket i Michaels øjne er ikke til at tage fejl af. Jette
Würtz har været på spil ... det er tydeligt, at han godt ved, at
han er blevet far til verdens 8. vidunder. Vi, Ester og Michael,
har fået en søn - længe ventet og alligevel fuldstændig
uventet.
Vejen til Alba Oreoluwa
Ikke et øjeblik var vi i tvivl om, at Malthe skulle have
søskende - og gerne flere af slagsen. Vores lille Alba kom til os,
på hvad der startede som en helt almindelig torsdag. Den 23. august
2007 kl. lidt over 13 ... midt i en bunke journalnotater der skulle
gøres færdige, og telefonopringninger til samarbejdspartnere der
skulle ordnes, havde Ester igen Jette Würtz fra AC i røret. Da der
blev spurgt, om Ester sad et sted, hvor hun kunne tale frit, stod
tiden stille ... Godt der var et par søde kolleger til stede, der
kunne støtte moderen under "fødslen", for det var - præcist som
første gang - ganske overvældende.
Det samme var vist også den efterfølgende telefonopringning til
faderen, der denne gang ikke var på vej hjem efter en glemt pung!!!
Tværtimod lykkedes det moderen at få ham til at blive HELT stille
et øjeblik i den anden ende af røret, hvorefter han fremstammede:
"Neeej, en lille pige".
Om at bliver forældre til Alba
Selv om prinsesse Alba endnu befinder sig mange tusinder
kilometer væk, sætter hun gang i hektisk aktivitet:
- Vi løber gennem en uges tid hver dag (uden undtagelse) maraton
for at fremskaffe alle de nye og opdaterede attester, der kræves
før udrejse.
- Vi forsøger at få et overblik over alt det praktiske - og
indimellem også det følelsesmæssige ... det sidste er en noget
sværere opgave end det første.
- Vi stopper op midt i stuen, når vore veje krydses i
arbejdsfeltet: Det gør du/det gør jeg. Kigger på hinanden og
konstaterer, at vi har fået en datter ... for straks efter igen at
være fuldt beskæftiget med de ting, der skal ordnes straks.
- Vi - moderen - skriver lange lister med det allermest
nødvendige, der skal indkøbes til guldklumpen før afrejse ... for
så at konstatere at mekanikeren lige netop denne dag har valgt at
sende en regning for reparation af bil på kr. 15.000 ... hvorefter
indkøbslisterne igen revideres til kun at omfatte det allermest
nødvendige …
- Vi vågner på skift det meste af natten, fordi der da også
liiiige er "det der", der skal huskes eller spørges om …
- Vi tænker igen og igen på, hvem der mon tager sig af vores
lille guldklump nu ... om hun sover ... om hun spiser ... om hun
leger ...
Om at blive storebror til Alba
Malthe er blevet storebror. For ham forløber dagene efter den
store begivenhed ca. sådan:
- Man er så stolt af sin nye "Storebror-trøje", at man helt
frivilligt spiler maven ud og læner hele overkroppen tilbage i en
flot bue, så alle kan læse, at der på maven står: "Jeg skal være
storebror."
- Man er ekstremt optaget af, at man skal op og flyve for at
hente lillesøster.
- Man kan ikke helt forstå, hvorfor vi ikke bare kan hente
lillesøster med det samme. Med sin helt egen børne-logik siger man:
"Mor, de har lukket i Geria." Nåååh ja, det er jo det, de har i
Rema, når man ikke kan komme derind efter chokolade.
- Man lader den højtelskede bamse-følgesvend Harry vige pladsen
på hovedpuden til fordel for et efterhånden godt medtaget billede
af lillesøster.
- Man holder ved sengetid billedet ud for sig og siger: "Jeg
elsker dig, Alba." (Sætningen udløser øjeblikkeligt fare for totalt
forældrenedsmeltning.)
- Man vågner af middagsluren og siger som det første: "Jeg henter
hun," hvortil mor og far spørger: "Hvem henter du?". Man svarer
prompte: "Alba i flyveren."
Mor og far nyder sønnike og glemmer for en stund ALT om den
nyslåede storebrors måske ikke så veludviklede evne til at dele sit
legetøj med nogen som helst.
Hverdagsglimt
At være forældre til en prins og en prinsesse på nu 4 og 2½ år
er den største glæde, vi kan forestille os … og sørme også det
hårdeste arbejde, vi nogensinde har prøvet. Vores
familiesammenføring, der har strakt sig over flere verdensdele og
kontinenter, har resulteret i en helt almindelig småbørns-familie,
hvor dagene suser af sted.
Der er kommet liv i huset … meget liv … dejligt liv. Så meget liv
er der blevet, at vi voksne har måttet indføre "forældre-møde", når
børnene er lagt i seng, da det - i hvert fald i perioder - er
umuligt at føre en sammenhængende samtale, der er længere end 1½
minut, mens ungerne er vågne. Legetøj pryder gulvet overalt og
cykler, løbehjul og kæpheste står flot opmarcheret foran
hoveddøren. I bogreolen må Kierkegaards samlede værker vige pladsen
for Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, Peddersen & Findus
samt Peter Plys på nye eventyr.
Vi glæder os over vores herlige unger … deres opfindsomhed …
deres nysgerrighed, deres evne og vilje til at tilegne sig nyt,
afprøve grænser og opdage verden. Vi glæder os dog også over, at
begge unger har et godt sovehjerte, så mor og far indimellem kan få
vendt verden og (i hvert fald forsøgsvis) få talt om lidt andet end
børn. For ungerne sover jo sødt. Som regel da …
... for der er observeret undtagelser.
En meget sen aftentime hører vi pludselig, at det rumsterer
mistænkeligt på 1. sal. Der er ingen vej udenom; forældremødet må
afbrydes, vi må op og se, hvad der foregår. Og sørme om ikke der er
gang i en større nattefest. Alba holder simpelthen to års
fødselsdag. Og det endda for flere særligt inviterede gæster -
alle hendes bamser.
Artiklen er en del af serien "AdoptivLiv". Hvis du har
lyst til at fortælle din adoptionshistorie, så
kontakt kommunikationskoordinator Susanne Dencker.