Skrevet af: Anonym mor. Kommunikationskoordinator Susanne Dencker har redigeret.
I 2001 besluttede vi os for, at vi ville have børn. Efter tre
mislykkede forsøg opgav vi "kampen" om at få et biologisk barn. Tre
forsøg var et max, vi selv på forhånd havde besluttet os for.
Allerede i starten af forløbet med "projekt barn" havde vi snakket
adoption, og i venteværelset på sygehuset lå der en brochure fra AC
Børnehjælp. Den blev nøje studeret, hver gang jeg/vi sad
der.
Følelsen af lettelse var faktisk total, da vi en dag i september
tog beslutningen; vi ville adoptere vores børn. Derefter fulgte en
tid med diverse godkendelse. I 2005 kom vi så på venteliste til et
barn fra Thailand, og herfra hentede vi storebror i december
2006.
En helt igennem fantastisk oplevelse var det at blive forældre
til vores søn. Han skulle selvfølgelig ikke være enebarn, og sådan
en slags fødsel som en adoption også er, ville vi opleve igen. Så i
november 2009 lettede det lille trekløver fra Kastrup; vores søn
glædede sig helt vildt til at skulle være storebror til en dreng,
der boede på det samme børnehjem i Thailand, som han havde boet
på.
Turen går til Thailand - igen
Den første dag i Thailand, brugte vi til at akklimatisere. Vi
fik set os om på vores skønne hotel, badet i poolen og spist god
mad. Kl. 10 næste dag kørte vi ind ad porten til børnehjemmet
Pattaya Orphanage, hvor vi blev modtaget med åbne arme af
personalet. Selvfølgelig var vi nervøse, men der var noget trygt
forbundet med, at vi kendte stedet og mange af de ansatte. Vi blev
guidet over til legepladsen. Tårerne løb lige så stille, og der var
store sommerfugle i maven. Dér, midt i sandet, sad han med sit
sorte hår og små buttede arme og gravede. Han kiggede på os. Vi
kiggede på ham og på hinanden og mumlede "lillebror". En af de
frivillige rakte ham over til os. Min mand tog ham op på armen. Jeg
holdt vores ældste søn i hånden. Lillebror lagde sit hoved ned på
min mands skulder. Det var meget rørende. De andre børn og
personalet listede lige så stille væk, og vi satte os i græsset med
lillebror. Han fik lidt rosiner og noget at drikke - kom med nogle
små ord. Bed hver enkel rosin midt over. Spiste langsomt den ene
halvdel og gav på skift den anden til os andre, samtidig med at han
smilede. Den næste 1 1/2 time gik alt for stærkt. Han og storebror
fik leget på legepladsen, og lillebror tøede mere og mere op.
Pludselig var tiden gået. Børnene skulle spise - en plejer tog ham
på armen og bar ham væk fra os. Vi gik ind på kontoret og fik
snakket lidt. Da vi skulle med taxi hjem igen, kom lillebror netop
ud fra spisesalen. Han vinkede og hviskede "bye, bye." Vi kiggede
ud ad bagruden på taxien. Han stod der stadig og vinkede med sin
lille buttede hånd …
Ting skal have tid
Det var SÅ hårdt at køre fra ham, men for vores ældste søn var
det godt, at vi kunne få tingene snakket igennem i fred og ro.
Storebror er fra naturen en eftertænksom lille dreng, og der var
mange spørgsmål.
Dagen efter kl. 10 var vi igen på børnehjemmet. Vi gik ind
gennem sovesalen, ind på et kontor. Her sad lillebror på armen af
en plejerske. Han havde pænt tøj på, holdt en lille taske i hånden
og kiggede undrende på os. Da vi nærmede os, vendte han ansigtet
bort og holdt sig krampeagtigt fast til damen. Så skreg han … Vi
stod alle med tårer i øjnene, og vidste ikke hvad vi skulle stille
op. Vores yngste søn værgede for sig, lige så snart vi prøvede at
røre ham.
Det ukendte bliver trygt og kendt
Det var en barsk oplevelse for såvel lillebror som for
storebror. Han var meget tæt på også at græde. Enden på det hele
blev, at vi alle gik ud mod taxien; lillebror stadig på damens
skulder - stadig grædende. Damen og en anden fra børnehjemmet
skulle følge os tilbage til hotellet. I taxien faldt han langsomt
til ro, og vi snakkede beroligende til ham. Ude foran hotellet
kiggede vi alle kort på hinanden, og så tog jeg ham bestemt ud af
damens arme. Hvor var det hårdt. Han skreg og sprællede og rakte ud
efter de to fra børnehjemmet. Vi gik op mod vores lejlighed på
hotellet. Vi følte virkelig, at vi gjorde lillebror ondt ved at
hive ham væk fra det kendte og trygge. Men inden vi nåede
lejligheden, var han faldet til ro, lagde hovedet mod min skulder
og slappede af … Inde i lejligheden fik han lidt at drikke og fik
set sig omkring. En time efter faldt han i søvn med mig på sengen
og sov uafbrudt i 2 timer. Da han vågnede, klynkede han lidt, men
vi fik et stort smil af ham, og han prøvede at snakke, ville gerne
lege med de klodser, vi havde med.
Lige der faldet han på plads i familien, sådan følte vi
det. De første tre dage klynkede han lidt, når han vågnede, men i
de sidste dage i Thailand vågnede han med store smil og grinede
højt.
Om at vide, hvor man hører til
Lillebror var tryggest, når vi blev på hotellets område, derfor
tog storebror og far selv på elefant-trekking og lavede andre
drengeting sammen. Det gav også den fordel, at storebror kunne få
lidt tid alene sammen med den ene af forældrene.
Dagen efter overdragelse skulle vi spise middag med Khun Toy fra
børnehjemmet. Vi syntes, det var lige lovlig tæt på selve
overdragelsen, men da Toy kom og hentede os, gik hun hen mod
lillebror. Han skyndte sig at lukke øjnene, og sådan sad han på min
armen, blikket vendt mod Toy men med lukkede øjne .... Behøver vel
ikke skrive, at det så meget komisk ud. Behøver vel heller ikke at
sige, at det gjorde os godt helt ind i hjertekulden!
Resten af opholdet forløb fint. Turen hjem var dog drøj. I 11
timer ville han kun sidde ved mig og helst med hovedet på min
skulder. Hver gang der var turbulens i luften, græd han stille og
begravede hovedet mod min hals.
Også overvældende for storebror
Hele forløbet med lillebror havde sat mange tanker i gang for
vores ældste søn. Ikke mindst fordi vi hentede lillebror på det
samme børnehjem, som vi havde hentet ham. Han kunne dog ikke selv
rigtig huske noget derfra, men de fleste personaler genkendte ham
og var ellevilde over at se ham. Denne lidt overdrevne begejstring
virkede overvældende på ham; han ville hellere blot se, snakke og
lege med lillebror. Den dag, vi skulle hente lillebror fra
børnehjemmet, stod to nonner udenfor taxien og kaldte vores ældste
søn for sit thainavn. Det blev for meget. Han satte sig resolut med
armene over kors og sagde: "Jeg går ikke ud! I kan godt glemme
det!"
Det var ellers i den bedste mening fra personalets side,
men hvor havde jeg ondt af vores søn der. Vi var jo alle nervøse,
det var bare hans måde at vise det på.
Det var først, da vi dagen efter vågnede op på hotellet
sammen med lillebror og resten af opholdet i Thailand, at han
åbenlys nød at være der. Han havde dog hele tiden behov for
trygheden i at kende planen; hvad vi skulle og hvornår? Ikke et
mønster vi ellers kendte hos ham.
To brødre
Hverdagen er nu i fuld gang. Storebror på 5 er startet i
førskole. Lillebror på 2 år går hjemme ved mig. Det synes han er
helt fint. Men det allerbedste er, når vi skal hente storebror.
Lillebror farer ud efter sko og jakke. Når vi kommer op på skolen,
løber han af sted, mens han råber storebrors navn. Fantastisk
rørende er det at se, hvor meget de to brødre har ud af hinanden,
og vi er ovenud lykkelige for, at vi tog beslutningen om at rejse
til Thailand efter lillebror. Vi havde vel ikke turdet tro på, at
det hele ville gå så godt. Vi glæder os allerede nu til, at vi
engang om ca. 5 år vil rejse tilbage til Thailand med drengene og
vise dem det skønne land, de kommer fra. Vores ældste søn glæder
sig allerede.
Forleden bemærkede han: "Mor, skal vi ikke rejse til
Thailand efter endnu en lillebror. Vi har lige plads omkring
bordet, og så kan jeg svømme og spise ris hver dag i hele to
uger".
Artiklen er en del af serien "AdoptivLiv". Hvis du har
lyst til at fortælle din adoptionshistorie, så
kontakt kommunikationskoordinator Susanne Dencker.