Skrevet af: Anonym mor. Kommunikationskoordinator Susanne Dencker har redigeret.

I 2001 besluttede vi os for, at vi ville have børn. Efter tre mislykkede forsøg opgav vi "kampen" om at få et biologisk barn. Tre forsøg var et max, vi selv på forhånd havde besluttet os for. Allerede i starten af forløbet med "projekt barn" havde vi snakket adoption, og i venteværelset på sygehuset lå der en brochure fra AC Børnehjælp. Den blev nøje studeret, hver gang jeg/vi sad der. 

Følelsen af lettelse var faktisk total, da vi en dag i september tog beslutningen; vi ville adoptere vores børn. Derefter fulgte en tid med diverse godkendelse. I 2005 kom vi så på venteliste til et barn fra Thailand, og herfra hentede vi storebror i december 2006. 

En helt igennem fantastisk oplevelse var det at blive forældre til vores søn. Han skulle selvfølgelig ikke være enebarn, og sådan en slags fødsel som en adoption også er, ville vi opleve igen. Så i november 2009 lettede det lille trekløver fra Kastrup; vores søn glædede sig helt vildt til at skulle være storebror til en dreng, der boede på det samme børnehjem i Thailand, som han havde boet på.

Turen går til Thailand - igen

Den første dag i Thailand, brugte vi til at akklimatisere. Vi fik set os om på vores skønne hotel, badet i poolen og spist god mad. Kl. 10 næste dag kørte vi ind ad porten til børnehjemmet Pattaya Orphanage, hvor vi blev modtaget med åbne arme af personalet. Selvfølgelig var vi nervøse, men der var noget trygt forbundet med, at vi kendte stedet og mange af de ansatte. Vi blev guidet over til legepladsen. Tårerne løb lige så stille, og der var store sommerfugle i maven. Dér, midt i sandet, sad han med sit sorte hår og små buttede arme og gravede. Han kiggede på os. Vi kiggede på ham og på hinanden og mumlede "lillebror". En af de frivillige rakte ham over til os. Min mand tog ham op på armen. Jeg holdt vores ældste søn i hånden. Lillebror lagde sit hoved ned på min mands skulder. Det var meget rørende. De andre børn og personalet listede lige så stille væk, og vi satte os i græsset med lillebror. Han fik lidt rosiner og noget at drikke - kom med nogle små ord. Bed hver enkel rosin midt over. Spiste langsomt den ene halvdel og gav på skift den anden til os andre, samtidig med at han smilede. Den næste 1 1/2 time gik alt for stærkt. Han og storebror fik leget på legepladsen, og lillebror tøede mere og mere op. Pludselig var tiden gået. Børnene skulle spise - en plejer tog ham på armen og bar ham væk fra os. Vi gik ind på kontoret og fik snakket lidt. Da vi skulle med taxi hjem igen, kom lillebror netop ud fra spisesalen. Han vinkede og hviskede "bye, bye." Vi kiggede ud ad bagruden på taxien. Han stod der stadig og vinkede med sin lille buttede hånd …

Ting skal have tid

Det var SÅ hårdt at køre fra ham, men for vores ældste søn var det godt, at vi kunne få tingene snakket igennem i fred og ro. Storebror er fra naturen en eftertænksom lille dreng, og der var mange spørgsmål.

Dagen efter kl. 10 var vi igen på børnehjemmet. Vi gik ind gennem sovesalen, ind på et kontor. Her sad lillebror på armen af en plejerske. Han havde pænt tøj på, holdt en lille taske i hånden og kiggede undrende på os. Da vi nærmede os, vendte han ansigtet bort og holdt sig krampeagtigt fast til damen. Så skreg han … Vi stod alle med tårer i øjnene, og vidste ikke hvad vi skulle stille op. Vores yngste søn værgede for sig, lige så snart vi prøvede at røre ham.

Det ukendte bliver trygt og kendt

Det var en barsk oplevelse for såvel lillebror som for storebror. Han var meget tæt på også at græde. Enden på det hele blev, at vi alle gik ud mod taxien; lillebror stadig på damens skulder - stadig grædende. Damen og en anden fra børnehjemmet skulle følge os tilbage til hotellet. I taxien faldt han langsomt til ro, og vi snakkede beroligende til ham. Ude foran hotellet kiggede vi alle kort på hinanden, og så tog jeg ham bestemt ud af damens arme. Hvor var det hårdt. Han skreg og sprællede og rakte ud efter de to fra børnehjemmet. Vi gik op mod vores lejlighed på hotellet. Vi følte virkelig, at vi gjorde lillebror ondt ved at hive ham væk fra det kendte og trygge. Men inden vi nåede lejligheden, var han faldet til ro, lagde hovedet mod min skulder og slappede af … Inde i lejligheden fik han lidt at drikke og fik set sig omkring. En time efter faldt han i søvn med mig på sengen og sov uafbrudt i 2 timer. Da han vågnede, klynkede han lidt, men vi fik et stort smil af ham, og han prøvede at snakke, ville gerne lege med de klodser, vi havde med. 

 Lige der faldet han på plads i familien, sådan følte vi det. De første tre dage klynkede han lidt, når han vågnede, men i de sidste dage i Thailand vågnede han med store smil og grinede højt.

Om at vide, hvor man hører til

Lillebror var tryggest, når vi blev på hotellets område, derfor tog storebror og far selv på elefant-trekking og lavede andre drengeting sammen. Det gav også den fordel, at storebror kunne få lidt tid alene sammen med den ene af forældrene. 

Dagen efter overdragelse skulle vi spise middag med Khun Toy fra børnehjemmet. Vi syntes, det var lige lovlig tæt på selve overdragelsen, men da Toy kom og hentede os, gik hun hen mod lillebror. Han skyndte sig at lukke øjnene, og sådan sad han på min armen, blikket vendt mod Toy men med lukkede øjne .... Behøver vel ikke skrive, at det så meget komisk ud. Behøver vel heller ikke at sige, at det gjorde os godt helt ind i hjertekulden!

Resten af opholdet forløb fint. Turen hjem var dog drøj. I 11 timer ville han kun sidde ved mig og helst med hovedet på min skulder. Hver gang der var turbulens i luften, græd han stille og begravede hovedet mod min hals.

Også overvældende for storebror

Hele forløbet med lillebror havde sat mange tanker i gang for vores ældste søn. Ikke mindst fordi vi hentede lillebror på det samme børnehjem, som vi havde hentet ham. Han kunne dog ikke selv rigtig huske noget derfra, men de fleste personaler genkendte ham og var ellevilde over at se ham. Denne lidt overdrevne begejstring virkede overvældende på ham; han ville hellere blot se, snakke og lege med lillebror. Den dag, vi skulle hente lillebror fra børnehjemmet, stod to nonner udenfor taxien og kaldte vores ældste søn for sit thainavn. Det blev for meget. Han satte sig resolut med armene over kors og sagde: "Jeg går ikke ud! I kan godt glemme det!" 

 Det var ellers i den bedste mening fra personalets side, men hvor havde jeg ondt af vores søn der. Vi var jo alle nervøse, det var bare hans måde at vise det på.
  Det var først, da vi dagen efter vågnede op på hotellet sammen med lillebror og resten af opholdet i Thailand, at han åbenlys nød at være der. Han havde dog hele tiden behov for trygheden i at kende planen; hvad vi skulle og hvornår? Ikke et mønster vi ellers kendte hos ham.

To brødre

Hverdagen er nu i fuld gang. Storebror på 5 er startet i førskole. Lillebror på 2 år går hjemme ved mig. Det synes han er helt fint. Men det allerbedste er, når vi skal hente storebror. Lillebror farer ud efter sko og jakke. Når vi kommer op på skolen, løber han af sted, mens han råber storebrors navn. Fantastisk rørende er det at se, hvor meget de to brødre har ud af hinanden, og vi er ovenud lykkelige for, at vi tog beslutningen om at rejse til Thailand efter lillebror. Vi havde vel ikke turdet tro på, at det hele ville gå så godt. Vi glæder os allerede nu til, at vi engang om ca. 5 år vil rejse tilbage til Thailand med drengene og vise dem det skønne land, de kommer fra. Vores ældste søn glæder sig allerede.

Forleden bemærkede han: "Mor, skal vi ikke rejse til Thailand efter endnu en lillebror. Vi har lige plads omkring bordet, og så kan jeg svømme og spise ris hver dag i hele to uger".

 

Artiklen er en del af serien "AdoptivLiv". Hvis du har lyst til at fortælle din adoptionshistorie, så kontakt kommunikationskoordinator Susanne Dencker.