Praksis når man mister et barn i forslag
Når AC Børnehjælp fra udlandet får at vide, at et barn er
trukket tilbage fra adoption, kontakter vi så hurtigt som muligt
den familie, der har barnet i forslag, telefonisk. Under samtalen
fortæller vi så skånsomt som muligt, hvad der er sket. Og vi
fortæller, alt hvad vi ved!
Har familien fx brug for at vi tales ved dagen efter,
aftaler vi dette.
Derudover tilbyder vi op til fem samtaler hos en psykolog,
der har erfaring i at arbejde med adoptionsproblematikker.
Samtalernes indhold forbliver imellem psykologen og familien med
mindre, at familien ønsker det anderledes.
For at familien kan blive klar til at tage det næste barn
til sig helt og fuldt, opfordrer vi til at gøre brug af tilbuddet
om en eller flere samtaler med en psykolog. Også selv om ens første
indskydelse måske er at forsøge at glemme det skete og komme
videre. Det er de færreste, der kan.
Praksis når man giver et barn tilbage
Hvis familien og vores kontaktperson får mistanke om det
overdragede barn er alvorligt sygt, og familien derfor overvejer,
om den ønsker det overdragede barn, skal familien sammen med AC
Børnehjælps kontaktpersoner i det pågældende land søge tvivlen
afklaret hurtigst muligt. Dette i samarbejde med landets
myndigheder og sundhedsvæsen. I denne proces får familien støtte og
vejledning af vores kontaktpersoner.
AC Børnehjælp anbefaler alle familier, der i udlandet
overvejer at give et barn tilbage, så hurtigt som muligt - og før
den endelige beslutning træffes - at få en telefonisk samtale med
en psykolog i Danmark. AC Børnehjælp betaler herfor. Vores
repræsentanter i udlandet hjælper med at etablere
kontakten.
Familien, AC Børnehjæps repræsentant, det implicerede
sundhedspersonale og landets myndigheder skal samarbejde om at
sikre, at barnet ikke lider unødvendig traumatisering i
afklaringsforløbet, der skal vare så kort tid som
muligt.
Hvis der ikke foreligger en afklaring efter relativt få
dage, skal barnet, hvis det er muligt, tilbage til sine vante
omgivelser, imens undersøgelserne afsluttes. Resultaterne af de
relevante tests og undersøgelser i udlandet skal hasteforelægges en
af AC Børnehjælps fire tilknyttede børnelæger, der på baggrund af
de nye oplysninger revurderer barnet.
Barnet revurderes udenfor godkendelsen
Revurderes barnet af AC Børnehjælps børnelæger til at
ligge udenfor familiens godkendelse, vil AC Børnehjælp bistå
ansøgerne i følgende:
- Rejse hjem og komme igennem sorgperioden. Det anbefaler
AC Børnehjælp inklusive vores kontaktpersoner i udlandet alle
ansøgere, der har valgt at give et barn tilbage til landets
myndigheder. Det gør vi, fordi det kan have uoverskuelige
omkostninger for familien ikke at komme helt igennem den etisk,
moralske og følelsesmæssigt meget svære oplevelse, det er at sige
et barn fra. Ligeledes vurderer vi, at det er uhensigtsmæssigt for
et nyt barn, at blive overdraget til en familie, der er i krise
pga. det skete. AC Børnehjælp betaler for billetterne og relevante
dokumenterede udgifter til ophold, transport, kost osv. til første
udrejse.
- Hvis familien, efter det er konstateret, at barnet har
symptomer på at være alvorligt sygt og er revurderet til at ligge
udenfor ansøgernes godkendelse, alligevel ønsker at adoptere
barnet, assisterer AC Børnehjælp familien med at søge samrådet i
Danmark om at få en udvidelse af familiens godkendelse til at kunne
omfatte barnet med de nye helbredsoplysninger.
- Efter hjemkomsten tilbyder AC Børnehjælp familier, der
har givet et barn udenfor godkendelsen tilbage, op til fem samtaler
hos en psykolog, der har erfaring i at arbejde med
adoptionsproblematikker. Indholdet i disse samtaler forbliver
imellem psykologen og ansøgerne medmindre, at ansøgerne ønsker
noget andet.
Barnet vurderes igen indenfor godkendelsen
Vurderer AC Børnehjælps børnelæger barnet til fortsat til
at ligge indenfor familiens godkendelse, og ønsker familien på
trods af dette ikke at adoptere barnet, skal familien i samarbejde
med AC Børnehjælps kontaktperson i udlandet hurtigst muligt og så
skånsomt som muligt aflevere barnet tilbage til landets myndigheder
og umiddelbart herefter rejse hjem.
AC Børnehjælp har pligt til med det samme at indberette
sagsforløbet til deden statsforvaltning, der har godkendt
familien. Familien kan, hvis den ønsker det, få indberetningen i
kopi. På baggrund af sagsforløbet vil samrådet vurdere, om
ansøgernes godkendelse kan opretholdes.
Der er tvivl om vurderingen af barnet
Er vores børnelæger på baggrund af de nye oplysninger om
barnet i tvivl, da indgives vurderingen af barnet til
Statsforvaltningens børnelæger. Det vil da være disse børnelægers
vurdering, der bliver retningsgivende for, om familien kan give
barnet tilbage til landets myndigheder uden risiko for at få
tilbagekaldt dens godkendelse.