Skrevet af: Jakob Swartz Sørensen - tidligere programkoordinator i AC Børnehjælp
Publikum holder vejret. Hånden suser ned mod den skræmte
mindre dreng ... Men slaget markeres kun. De to drenge vender
sig og smiler til publikum. Glade og trygge er de. Og ldit stolte
af deres præstation. Et halvt hundrede hænder klapper af
dramaet, som er opført uden ord.
Børnene går i sjette til tiende klasse på en skole, hvor AC
Børnehjælps nepalesiske partner, Children Nepal, har startet en
børnegruppe i projektet "Børns tryghed og inklusion".
Gruppen vil sikre, at også fattige og udsatte børn får respekt for
deres rettigheder. Helt konkret vil man mindske vold på skolen.
Det siges nemmere i et drama
Som led i en evaluering af projektet er børnene blevet bedt om
at lave små dramastykker, der skal vise hvordan deres hverdag har
ændret sig, siden projektet startede for små to år siden.
Forandringerne er til at få øje. I Nepal er det udbredt at slå
børn for at opdrage dem. Det gør forældre og lærere, ligesom vi
også gjorde i Danmark for ikke alt for mange år siden. Men bank
strider både i mod de rettigheder, som ethvert barn har ifølge
Børnekonventionen - og imod nepalesisk lov.
Børnegrupperne har fået undervisning i deres rettigheder, og
derfor tør de gå til skoleinspektøren og klage, hvis de oplever at
læreren diskriminerer eller slår dem. Og det virker. På syv ud af
otte skoler hvor Children Nepal er aktive, er lærerne holdt op med
at bruge spanskrør. De slår stadigvæk, men ikke så ofte eller
hårdt, fortæller børnene.
Der findes stadig diskrimination og vold mod børn på skoler og i
hjem. Forandringerne sker ikke fra dag til dag. For eksempel er
mange forældre og lærere villige til ikke at slå deres børn, men de
mangler konkrete brugbare opdragelsesmetoder, som de kan bruge i
stedet. Når man tager noget væk, skal noget andet og brugbart
sættes i stedet. Det er et af de områder, der har stor fokus i
Children Nepals arbejde i fremtiden.
Børn tør nu fortælle, at de føler sig
krænkede
Det næste drama er startet. Det viser, hvordan børnene stadig
oplever at deres rettigheder bliver krænket. Børnene viser, hvordan
en lærer nægter at hjælpe en elev, der ikke forstår sine lektier. I
næste stykke bliver en pige taget ud af skolen og tvunget af
familien til at gifte sig.
Nepalesiske børns rettigheder er endnu ikke sikrede. Men alene
det, at de selv tør udtrykke, hvor de føler, at deres rettigheder
er krænkede, er utroligt og overvældende.
Der er stadig mange udfordringer for Nepals børn. En dramatisk
ændring sker ikke med det samme. Men børnene lærer om deres
rettigheder, og bliver gradvist i stand til at kræve dem af de
voksne. Det lover godt for den næste generation.