Adoptionsnyt fra Etiopien

Modelfoto af etiopiske børn.Modelfoto af etiopiske børn.24. august 2011 | Det er glædeligt, at der igen er kommet børn i forslag til AC Børnehjælps ventende familier efter en lidt stille periode i juli og august.

MoWCYAs begrænsning af antallet af sager til behandling pr. dag

Alt tyder på, at MoWCYA har forøget antallet af ansøgninger de behandler pr. dag meget kraftigt, da alle familier, der godkendte deres barn i slutningen af juni, nu har fået berammet deres adoption til høring i domstolen. Familierne har fået to retsdatoer: den første 24.-25.10. og den anden 2. og 4.11.

Der er tale om 7 familier, hvor ventetiden fra accept af barnet og til anden høring i domstolen så bliver ca. 4½ måneder. Da denne ventetid går hen over domstolens sommerferie, kan vi stadig ikke vide, om vi fremover skal regne med en tilsvarende ventetid eller om ventetiden igen vil komme ned på ca. 3 måneder, som den ellers har været.

Domstolens sommerferie

Beskeden om disse retsdatoer kom her i august, efter at domstolen havde lukket for sommerferie.

Vi har fået at vide, at domstolen først starter op igen efter sommerferien den 12. oktober.

Formidlingen siden sidste nyhedsbrev

Der er siden sidste nyhedsbrev for en måned siden udvalgt børn til 4 familier fra Etiopien: 1 dreng og 3 piger. Alle børnene er fra Edget børnehjem.

Barn søger forældre

AC Børnehjælp har modtaget oplysninger om en lille dreng på ca. 9 måneder. Han beskrives som en glad og sund dreng, og han er normalt udviklet for sin alder. Han har dobbeltsidig klumpfod, som er behandlet i Etiopien og behandlingen har været vellykket. Derudover er han kronisk bærer af hepatitis B.

Vi vil meget gerne høre fra familier, der kunne være interesseret i at adoptere denne lille dreng. Hvis flere familier retter henvendelse om ham, vil familien med den ældste godkendelse først få mulighed for at se alle oplysninger og tage endelig stilling til, om de ønsker at gå videre. Hvis ikke, vil den næste familie blive kontaktet.

Hvis I ønsker at vide mere om hepatitis B, kan vi henvise til redegørelsen på vor hjemmeside under "om barnet", hvor I går ind på "barnets sundhed og trivsel" og derunder finder "leverbetændelse og adoptivbørn".

I kan også få oplysninger fra hepatitis-foreningen: www.hepatitisforeningen.dk

Puljeventelisten

Der er 31 par/enlige på puljeventelisten. To af disse familier har en udvidet aldersramme og er således i gang med klargøring af papirerne, hvorefter sagen vil blive udsendt til Etiopien.

Der er i alt 91 færdiggjorte og udsendte ansøgninger, og dette antal skal reduceres yderligere, før vi vil begynde at klargøre ansøgninger fra puljeventelisten.

Shalom Children's Hope Association

Vor ansøgning om godkendelse af Shalom Children's Hope Association er fortsat til behandling i Familiestyrelsen.