Skrevet af: "Anne" ønsker at være anonym. Jane Nygaard har tegnet.
Ventetid, ventetid og atter ventetid. Først medicinske og senere
tekniske og administrative forklaringer til familie og venner om,
hvorfor det hele ikke var så enkelt. Det med at få ønskebarnet.
Usikkerhed og en stærk og inderlig længsel, der hev og sled i os.
For at få dig. Vi håbede, og gang på gang blev ventetiden
forlænget. Netop som vi regnede med, at det skulle tage endnu
længere tid, ja, så kom mailen. Den længe ventede mail, som vi kun
havde drømt om!
Jeg var på Mols-færgen på vej til Århus på venindetur. Far var
på arbejde, da han ringede, og med meget stille og sårbar stemme
fortalte, at der var kommet en mail fra AC. At der var en lille
pige på 8 måneder, som måtte blive vores. Og så kunne far ellers
hverken huske din fødselsdato eller provinsen, hvor du var født.
Helt rundt på gulvet var han.
Jeg græd, hele vejen til Århus. Ringede til mormor, farmor og
farfar, moster og alle som var til at få fat på og fortalte den
lykkelige nyhed. Det regnede vist, men aldrig har solen skinnet så
stærkt og klart. Da færgen ankom til Århus, rejste en kvinde sig
bag mit sæde, opsvulmet i ansigtet med tårer. Hun sagde:
"Jeg ved godt, at man ikke må lytte til andres
telefonsamtaler, men aldrig har jeg hørt nogen være så
lykkelig".
Hun undskyldte, at hun ikke havde blomster til at fejre
begivenheden, og gav i stedet penge med beskeden "køb blomster til
dig og din mand fra mig og fejr dagen". Og med disse ord blev Ellen
fra Molsfærgen en del af din fødselshistorie.
3 måneder senere i et meget varmt og fugtigt lokale i det
sydlige Kina ... 4-5 års ventetid fyldt med frustration og tab blev
forløst i dét lokale. Det var de sidste få minutter, før det var
din tur til at komme ind i lokalet og blive overrakt til os, som
den sidste af de 10 piger, der den formiddag fik deres familie. Og
vi rystede, græd ved tanken om, at du var så tæt på os, lige i
rummet ved siden af.
Og pludselig var du der ... i døråbningen, på armen af
børnehjemmets læge. I kød og blod, meget nysgerrig på det hele og
tryg ved lægen ... der var du, som et helt lille menneske, med egne
vaner, en du holdt af, en verden du kendte. Du var ikke længere en
drøm og en længsel, du var helt konkret ... dig. Et øjeblik gik
suset og nervøsiteten igennem mig; kan vi nu klare det, vil du
blive glad for os, overlever du skiftet. Det var et øjeblik, for nu
handlede det ikke om os mere, det handlede om dig.
For over til os ville du ikke, dit ansigt var hævet af angst og
mundvigende så triste og nedadvendte som Beaker fra Muppet show.
Det hele havde været spændende, lige indtil lægen forsøgte at række
dig over til os. Og du skulle væk fra alt det du kendte. Og du var
ikke begejstret ... hænder, fødder og ansigt trak du væk, når vi
ville nusse og kysse. Du passede godt på dig selv. Og når du
vågnede fra din søvn, sagde dit blik og ansigt i skuffelse "åh nej,
ikke dem igen". Men ligeså stille og langsomt blev ansigter
undersøgt, hænder kigget på, nus og kram og kys først tålt, så
accepteret, så efterspurgt for til sidst at blive krævet. Du blev
"pakket ud", og du blev vores ... med hud og hår.
Din nysgerrighed driver dig. Du er en glad, syngende, spørgende,
udforskende og tryg dejlig pige, der er forgudet i familien og som
strør solskin overalt på din vej. Mest af alt på vores, din mor og
far. Og du er klar nu. Klar til at vi igen tager en tur til østen.
Denne gang tager vi turen derud sammen, for du skal nu være
storesøster. Og du skal med, når vi atter skal stå i et varmt og
fugtigt lokale, og ryste af glæde og taknemmelighed over, at vi
igen skal velsignes med en lille vidunderlig pige, der skal hjem og
elskes, krammes og "pakkes ud" i vores familie.
Artiklen er en del af serien "AdoptivLiv". Hvis du har
lyst til at fortælle din adoptionshistorie, så
kontakt kommunikationskoordinator Susanne Dencker.