Skrevet af: Mona Munkgaard . Redaktion: Kommunikationskoordinator Susanne Dencker.
Min adoptionshistorie begynder vel egentlig i 1990, da en person
jeg ikke kendte noget særligt til, fortalte mig, at jeg en dag
ville få en søn, som var neger! Dette lå i mange år i mit baghoved,
men med en forventning om en helt anden slags historie, end den jeg
fik.
I jan. 2003 fødte jeg vores ældste datter. Det var en stor
oplevelse, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville have flere
børn. BEMÆRK:
Artiklen er en del af serien 'AdoptivLiv - Adoptivforældre og
adopterede fortæller'.
I nov. 2004 påbegyndte vi kampen for at få vores næste barn. Vi
holdt nytåret 2004/2005 en stjerneklar nat tæt ved polarcirklen,
hvor både min mand og jeg, så et stjerneskud på størrelse med det i
Walt Disneys eventyr. Vi ønskede naturligvis begge, at jeg var
gravid (selv om ingen af os i virkeligheden tror på den slags
ønsker). Det viste sig, at jeg var gravid, og havde været det siden
november - trods flere negative graviditetstests. Jeg vidste
instinktivt, at det var tvillinger. I feb. 2005 mistede vi begge
børn, som vi begravede i vores have. Derefter fulgte 3 mislykkedes
graviditeter inden for to år. Det sled så meget på min fysik, at
det tog det meste af et halvt år at komme rigtigt på benene
igen.
Jeg havde brug for et alternativ, og vi besluttede at påbegynde
adoption. Vi lukkede ingen døre, for "hvor lang tid ville
adoptionsprocessen tage? - ville det overhovedet lykkes?". På
adoptionskurset blev jeg klar over, at når kvinden ikke kan holde
til at lægge krop til mere, er det hende, der må sige stop, det kan
manden ikke gøre for hende. Til gengæld har hun ret og pligt til at
sige stop. Jeg sagde stop, og vi satsede nu alt på adoption.
Processen er jo, som den er; det er ubehageligt at sidde på den
side af skranken, ubehageligt at blive vurderet på, om man slår til
som forældre. Og yderst ubehageligt at læse sin egen historie
gennem en sagsbehandlers opfattelse, når man ikke synes, hun helt
har fanget pointen. Der er mange ting, man undre sig over
undervejs, og mange ting man bider i sig, for hvilke konsekvenser
får det, hvis man protesterer? Vil det forhale eller forhindre
adoptionsprocessen, som i forvejen er uendelig langsom?
Så kom tiden til at vælge land. Min mand har rejst meget i Asien,
så vi besluttede vores barn skulle være fra Vietnam. MEN så lukkede
Vietnamlisten, inden vi nåede at komme på den. Nyt land! Vi valgte
Nepal og drog til Århus for at få en landevalgssamtale.
På vej gennem huset til samtalen med os, så adoptionsrådgiveren
et brev i kopimaskinen, at adoption fra Nepal netop var blevet
stoppet af Kongen. Nepal var nu også udelukket. Rådgiveren gik alle
vores tilbageværende muligheder igennem, og fortalte alt hun vidste
om landene. Til slut ville hun give os tid til selv at kigge
billedmapperne igennem.
Inden hun overlod os til mapperne, sagde hun;
"Vi har slet ikke talt om Etiopien, er det med vilje, eller
er det et tilfælde?"
Det var et tilfælde, så vi fik mappen at kigge i. Da vi åbnede
den, var vi ikke i tvivl. Vores barn skulle være fra
Etiopien!
Vi blev godkendt næsten et år efter, vi tog den første kontakt, og
kunne trække vejret lidt lettere for en stund. Men dog med den
besked, at vi ikke ville nå at adopterer, hvis vi ikke nåede det
inden for to år, da min mand til den tid, ville have passeret de 46
år, og så ikke ville blive regodkendt til små børn. Heldigvis havde
Etiopien haft en stabil ventetid på 1½ år længe, så det skulle ikke
være noget problem. Vi kom på Etiopiens venteliste aug. 2007. Men
hvad var nu det, der kom ikke et eneste barn fra Etiopien resten af
2007, og AC satte nu den formodede ventetid op til 2 - 2½ år.
Gisp, så ville vi jo ikke nå det! Senere viste det sig, at den
besked var forkert; sådan er reglerne ikke. Forlængelsen af
godkendelsen fra to - fire, nu fem år, ændrer ikke på
aldersgodkendelsen. Men det vidste vi desværre ikke!
I dec. 2007 tændte jeg et lys i lysgloben i vores kirke i en
næsten tryglende bøn, for det barn vi ventede.
Jeg følte Gud svarede:
"Du skal bede for dem, og den kvinde som bærer dem! Næste år til
december får du en dreng og en pige."
- DEM! Får vi to? Er de undfanget? Jeg var både henrykt og
forvirret. Var det, det inderlige ønske om at få et barn, der
spillede mig et puds, eller var det sandt? Turde jeg virkelig tro
på det?
I januar gik der endelig hul på Etiopiens-ventelisten, og i
marts var vi allerede halvvejs gennem den lange venteliste, og det
blev pludselig meget sværere at vente. I juni så det ud som om, det
gik rigtig stærkt, men så gik det i stå igen. Det var uudholdeligt,
så tæt på, og så skete der ikke noget som helst. I slutningen af
maj/begyndelsen af juni følte jeg en stærk trang til at bede for
min lille dreng og for min lille pige. De havde brug for det.
Jeg bad: "Herre hold dem tæt ind til dig, lad dem vide sig
elsket af os og af dig". Desværre kunne jeg jo ikke selv være der
for dem, og vise dem kærlighed.
Det var en lang sommer, hver time føltes som en evighed, og jeg
havde næsten kun lyst til at sidde og kigge på den venteliste, i
håb om, at jeg kunne tvinge den i gang igen (Jeg havde ellers
svoret, at jeg ikke ville blive en af dem som tjekkede den ofte).
Jeg følte en meget stærk kærlighed til de børn, som jeg vidste,
ventede mig, men som jeg ikke vidste om jeg turde tro på ventede
mig. Jeg tændte mange lys, og bad mange bønner, græd af længsel og
sorg over savnet af dem, men sommeren gik, og vi havde intet hørt.
- Øv, måske var det hele alligevel bare indbildning.
Den 7. oktober, da jeg tog på arbejde, tænkte jeg: "Sikke en skod
dag at skulle til aftenmøde på arbejdet på, for i dag ringer Tove -
du fortryder, hvis ikke du ligger champagnen på køl!"
Ca. kl. 09:30: Jeg er lige gået med en stor flok børn på
legepladsen, jeg svinger rundt på en bum, da telefonen ringer. Jeg
tænker, "Hvilke forkerte madkasser mon vi har taget med?"
"Goddag det er Tove Vase fra AC, har du tid at snakke
..."
- Jeg siger dig Tove, hvis ikke jeg havde tid, så tog jeg
det.
"Jeg har den glædelige nyhed til dig, ikke blot at kunne
tilbyde dig et lille barn, men hele to, en dreng og en
pige".
Jeg rystede over hele kroppen. Jeg vidste det jo. De var
født omkring 1. juni, det var da jeg begyndte at føle et meget
stærkt behov for at bede for dem. Jeg havde følt mig så skør, men
det var Guds kærlighedsgave til dem og til
mig.
Jeg ringede til min mand: "vi har fået
tvillinger!"
Han svarede: "Det må du ikke joke med"
"Det gør jeg heller ikke, de er født omkring d. 1. juni, en lille
dreng, Yared og en lille pige Malefiya."
En underlig fornemmelse at have fået børn, og så ved man ikke
engang, hvordan deres navne udtales. Men smukke navne, det var vi
enige om. Dem skulle de beholde. Og smukke børn, men hov, det er
drengen i lyserødt!
Havde dagene sneglet sig af sted inden vi fik beskeden om vores
børn, så stod de næsten stille nu. Koncentrationen røg, jeg huggede
næsten maden i mig, som for at skubbe tiden af sted. Godt jeg havde
et arbejde at stå op til, så gik tiden da med det, og tålmodige
kollegaer, som forstod stressniveauet var intenst. Når en mail fra
Tove Vase tikkede ind, var glæden stor, uanset hvad hun skrev, bare
hun skrev. Selv da hun sendte de samme mails igen, var det bedre
end ingen ting!
Længslen fyldte det meste. Det var både godt med god tid til at
forberede sig, for hvor var der meget der skulle falde på plads,
men hvor var det svært at tage stilling til noget som helst. Vi sov
dårligt, vågnede flere gange om natten, og blev uendeligt
trætte.
Endelig kom dagen da vi skulle rejse til Afrika. Rejsen gik
godt, det var en god og nem tur, uden søvn. Vores store pige var
spændt og dejlig at have i hånden. Endelig kom vi frem. Snart ville
vi blive hentet, og blive kørt ud til vores børn. Vi fik fat i
kontaktpersonen, som kunne meddele at de havde meget travlt; vi
ville først få børnene i morgen. Heldigvis var det Jens-Emil, som
modtog beskeden, for jeg blev ikke glad. Jeg følte det som et udsat
kejsersnit - uden at spørge mig!
Men dette var Afrika, og her går det ikke altid som forventet.
Okay, det var nok udmærket lige at få hvilet lidt først.
Endelig, d. 12. Dec. 2008, kl. 08:00, blev vi hentet i en flot rød
Lada, med plys både i for- og bagrude. Vi kørte i gader uden
gadenavne, ad bumpede veje, så man skulle tro, det var offroad, og
så mange mennesker, biler og dyr overalt. Det var utroligt, vi ikke
kørte nogen ned, gennem Addis Ababa.
Da vi ankom til børnehjemmet, blev vi bedt om at stille vores
ting i opholdsstuen, og så følge med ind til børnene. Vi kunne
høre, de græd lidt. De lå i samme seng, i fine nationaldragter,
kiggede med store øjne, og en lille tåre på kinden. Vi havde
besluttet, at vi ville tage det helt stille og roligt, og lige lade
børnene se os an, inden vi tog dem op. Vi talte forsigtigt til dem,
og rørte lidt ved dem.
"Tag dem nu, tage dem nu, det er jeres børn" lød det fra
lederen af børnehjemmet.
Så tog vi dem, en hver, far tog Yared, mor tog Malefiya. Så gik vi
i opholdsstuen og David, AC's kontaktperson tog nogle billeder af
os.
Lederen Almaz inviterede os til kaffe-serimoni, med etiopisk
kaffe og popcorn. Så kunne vi stille alle de spørgsmål, vi havde
forberedt. De fleste kunne hun ikke svare på, da de omhandlede
børnenes identitet. Vi fik taget billeder af personalet, og af
børnene, det var dejligt at sidde der, endelig med vores børn i
armene. De smilede og pludrede til os, og det var tydeligt at de
var trygge, og havde haft det godt på børnehjemmet.
Da vi kørte derfra havde Malefiya store bange øjne, som tænkte
hun, hvad gør I ved mig? Yared var på penicillin og havde det
dårligt, så han havde ikke kræfter til at reagere synderligt.
Hjemme i gæstehuset pludrede de igen, elskede at blive skiftet,
og grinede. Yared var med på at drille, når vi skiftede ham. De var
tydeligvis nogle glade og trygge børn. Malefiya valgte helt klart
sin far. Når han var der, lyste hun op, og kom hun over til ham,
fladt hun til ro. Yared valgte sin mor, det var her, han faldt til
ro.
Temperamentsmæssigt passer vi godt sammen på den måde, og det valg
har vi fulgt, for at skabe så meget ro som muligt for dem.
Vi besøgte også det første børnehjem, børnene havde været på.
Det var en fantastisk oplevelse. Da vi fortalte, hvem vi havde med,
tog de børnene i armene, dansede rundt, jublede og kyssede børnene.
Det var tydeligt at mine bønner om at børnene måtte føle sig
elsket, var blevet hørt. Nogle andre havde sørget godt for det,
medens jeg ikke selv kunne være til stede.
Vi havde ca. 2½ uge med vores små børn i Etiopien. Vi boede i
DEM's gæstehus, hvor der var en dejlig have, og et afslappet
hjemligt miljø, som vi nød utroligt meget. Kunne vi gøre det om,
var vi nok blevet lidt længere. Det var en udsøgt fornøjelse at se
lidt af det land, vores små børn kommer fra, i det tempo det er
muligt, med to små nye børn på armen. Vi havde brug for meget ro,
og brug for tid, men også oplevelser.
Vi fik to børn, som passer godt ind i vores familie. Det føles
så rigtigt, at de blev vores. Vi fik to stille børn, efter en uge
talte de lige så meget som resten af familien. De elsker at synge
som os andre. De griner meget, som vi andre. De er drillesyge og
ligner henholdsvis mor og far med temperament og vilje.
Edel Johanne var næsten 6 år, da hun endelig kunne ånde lettet
op; hun blev storesøster, og er ikke længere enebarn. Når jeg
spørger hende, hvordan det er at få to mørkebrune søskende, svarer
hun:
"Det er da meget almindeligt."
Jens-Emil gik rundt med et smil fra øre til øre, af lykke over
familieforøgelsen.
Det som kom til at undre mig i denne proces var min tilknytning
til børnene. Inden havde vi hørt så meget om børnenes tilknytning
til os, og hvis nogen havde talt om vores tilknytning til børnene,
havde jeg ikke hørt efter. Jeg havde så mange stærke følelser for
dem, inden jeg mødte dem, og det værste mareridt jeg kunne tænke,
var ikke at få dem med hjem i live. Da jeg fik dem i armene, syntes
jeg, de var søde, smukke og fantastiske. Men jeg følte ikke de var
mine. Moderfølelsen, troen på at de er mine for evigt, og følelsen
af ret til at kalde mig mor, var en langsomt voksende følelse.
"Jeg er deres mor", var en mærkelig sætning, som stille voksede
i mit sind, i takt med at min tilknytning til dem tiltog. Den dag,
jeg fik at vide, at adoptionen var godkendt af adoptionsrådet,
faldt den sidste brik i min tilknytning på plads. Nu føles det
allerede som længe siden, jeg havde svært ved at kalde mig mor, for
de to mest vidunderlige børn fra Etiopien.
Da vi havde haft Hans Yared og Anna Malefiya i tre måneder,
syntes jeg, det var som om, vi faldt på plads som forældre for dem.
De faldt til ro på en anden måde, og hviler trygt i, at vi hører
sammen. Vi skal stadig være opmærksomme på, at det er to følsomme
børn, der ikke magter helt så meget som hjemmelavede børn.
Hver dag oplever jeg noget nyt, og lære nogle nye sider af mine
børn at kende. Det er fantastisk at være midt i en proces, hvor vi
får lov at se disse to smukke blomster springe ud. Lige som vi
bedst tror, nu er de sprunget ud, så viser det sig, at det kun var
en brøkdel af dem, vi før så.
Det er anderledes end at føde sit biologiske barn, men det er en
oplevelse for livet, på mere end en måde, og jeg ved, jeg fik netop
de to, som var tiltænkt mig.
Artiklen er en del af serien "AdoptivLiv". Hvis du har
lyst til at fortælle din adoptionshistorie, så
kontakt kommunikationskoordinator Susanne Dencker.