Intenst og godt besøg fra Burkina Faso

AC Børnehjælps gæster fra Burkina Faso fik mulighed for at besøge Burkina-landegruppens årlige træf i Kalundborg. Det var en stor fornøjelse for delegationen, der særligt nød at hilse på børnene - helt bogstaveligt som man kan se her på billedet. AC Børnehjælps gæster fra Burkina Faso fik mulighed for at besøge Burkina-landegruppens årlige træf i Kalundborg. Det var en stor fornøjelse for delegationen, der særligt nød at hilse på børnene - helt bogstaveligt som man kan se her på billedet. 30. september 2011 | Vi glæder os meget over den utroligt gode udvikling, vi oplever, at formidlingen fra Burkina Faso er inde i - og vi er spændte på, hvad fremtiden kan bringe.

Den intense aktivitet i formidlingen fra Burkina Faso, vi oplevede først på året, er fortsat. I de sidste måneder har endnu tre familier fået børn i forslag, hvilket har reduceret ventelisten til at tælle kun 9 familier.

Formidlingen fra Burkina Faso

9 familier har lige nu børn i forslag, hvoraf en familie netop befinder sig i Burkina Faso for at hente deres barn.

Vi har til d.d. hjemtaget i alt 6 børn fra Burkina Faso i år og håber på at hjembringe nogle af alle de børn, der er i forslag, inden årets udgang.

Ventelisten til Burkina Faso

Der står nu som sagt i alt 9 familier på ventelisten til Burkina Faso. Den forrygende formidling taget i betragtning, er der således god plads til et nye familier på ventelisten.

Den ældste sag på ventelisten blev godkendt for godt et år siden og fik deres ansøgning sendt til Burkina Faso i slutningen af oktober 2010.

Til orientering kan vi ligeledes fortælle, at 7 adoptionsansøgninger er udsendt til Burkina Faso.

Vi har i år oplevet, at formidlingen er kommet i ryk med flere matchninger på én gang - vi ved ikke, om det er en trend, der fortsætter, men det er bestemt en mulighed, som I på ventelisten skal være forberedte på.

Besøg fra Burkina Faso

AC Børnehjælp har lige haft besøg af Centralmyndighederne fra Burkina Faso - vores gæster var socialdirektør Mme Agnès Kaboré, direktør for anbringelses- og adoptionsprogrammet Mme Alphonsine Sawadogo samt vores repræsentant i Burkina Faso, Kalifa Ouattara. De gæstede Danmark fra d.7-12. september, og nogle af vores adoptanter mødte dem til Burkina-træffet i Kalundborg.

Vores gæster var underlagt et stramt program, mens de var her og var både til møde med Familiestyrelsen, Statsforvaltningen Hovedstaden, den Burkinske Ambassade og AC Børnehjælp. Der blev udvekslet en masse erfaring, idéer, samt planlagt fremtidigt samarbejde i forhold til uddannelse og styrkelse af socialrådgivere m.fl. i alle regioner i Burkina Faso. Vores gæster fik en dybdegående indsigt i, hvordan de danske myndigheder og AC Børnehjælp arbejder med adoption, samt hvad vordende adoptivforældre skal igennem af forberedelser, før de kan blive godkendt som adoptanter.

Derudover fik vi også mulighed for at deltage i Landegruppens årlige træf i Kalundborg, hvilket var en stor fornøjelse - både for vores gæster og for AC Børnehjælps repræsentanter, Jette Würtz og Jane N. Jørgensen.

Den sidste dag blev tilbragt med lidt sight-seeing i København samt hjemmebesøg hos en af vores adoptivfamilier, der har hjemtaget barn fra Burkina Faso. Dette var til stor glæde for delegationen, og der blev både snakket, spillet guitar og sunget burkinske børnesange.

Det er af stor betydning for samarbejdet med vores kontakter, når vores adoptivfamilier stiller op på denne måde, så det var virkelig dejligt - I er et kæmpe et kæmpe aktiv i det fortsatte samarbejde.