På ventelisten står der aktuelt 14 familier, heraf har de 13
familier fået deres sag sendt af sted til Peru. Af de udsendte
sager har 8 familier fået godkendt deres ansøgning af
Mimdes.
Ventetiden
Ventetiden er meget varierende fra familie til familie. Den
øverste familie på ventelisten har indtil videre ventet snart 4 år
og familien som står anden øverst har ventet i 3 år. Roxana vores
repræsentant i Peru, gør alt, hvad der er muligt for at presse på i
forhold til disse 2 sager. Den seneste familie der hjemtog barn fra
Peru havde en ventetid på 2 år. Det er ude af AC Børnehjælps
hænder, hvor længe hver enkelt familie skal vente. Vi forsøger dog,
at gøre alt hvad der er muligt for at skubbe på i forhold til, at
de øverste familier på ventelisten kan blive taget med på
komitemøderne og dermed få matchet barn.
Vi forventer fortsat ikke mere end højest 4 - 5 matchninger fra
Peru om året og i indeværende år kommer vi måske ikke højere op end
maksimalt 3 matchninger. Roxana har netop været til møde med Mimdes
og der blev der sagt, at vi vil få en af vore familier med på næste
komite møde. Nu må vi vente og se om det bliver realiseret og
forhåbentlig fører til en matchning.
Mimdes lægger meget vægt på at vore familier kan tale nogle ord
spansk, hvorfor dette er en opfordring til familierne på
ventelisten og kommende familier, der ønsker at adoptere fra
Peru om at tage nogle timers undervisning i spansk.
I alt på venteliste ude i Peru står der pr. 31. juli 2011
registreret 431 familier, heraf er der 173 nationale familier. Der
er indgivet flest ansøgere fra Italien og Spanien med henholdsvis
86 og 67 ansøgninger.
Statistik fra Mimdes
Der er indtil den 31. juli 2011 blevet formidlet i alt 131
børn til adoption , heraf 48 nationale adoptioner og 83
internationale adoptioner. Af de 131 formidlinger er de 36
formidlinger fra programmet "Børn søger forældre", heraf er de 30
formidlinger gået til international adoption.
Matchningsmøderne
Der afholdes fortsat matchningsmøder ca. 1 gang om måneden.
Der tages som regel 2 evt. 3 familier med, for hvert barn der
skal findes en familie til. De peruvianske myndigheder følger ikke
nødvendigvis rækkefølgen på AC Børnehjælps venteliste, men vil ofte
prioritere barnløse ansøgere frem for ansøgere med barn og igen
prioritere ansøgere med et barn frem for ansøgere med 2 børn. De
forskellige hop på ventelisten kan dog ikke udelukkende forklares
ud fra godkendelsesrammen eller antallet af de børn familien har i
forvejen.
Valg
Der har i sommers været afholdt valg i Peru. Det førte til et
politisk skifte, hvor Partida Nacionalista med Ollanta Humala
i spidsen vandt valget. Ollanta Humala og hans parti har indtil
d.d. ikke fremført ønsker om ændringer indenfor adoptionsområdet,
men det er umuligt at vide, om det vil kunne komme. Vi anbefaler i
øjeblikket ikke Peru til nye familier, til dels pga. det politiske
skifte, men hovedsaglig på grund af, at vi med aktuelt 14
familier på ventelisten har tilstrækkeligt med familier på
ventelisten.