På vores børn-søger-forældre liste efterlyser vi særlige
forældre til en række børn, som vi eller vores udenlandske partnere
har svært ved at finde mødre og fædre til på anden vis. Det kan
være børn, der er ældre end 36 måneder. Det kan være en
søskendeflok. Det kan være børn, der - måske - har særlige fysiske
eller psykiske behov. Det kan også være børn med mindre
handicaps.
Fælles for børnene på børn-søger-forældre liste er, at de som
regel vil blive vurderet udenfor en almindelig
adoptions-godkendelse til et barn i alderen 0 - 36 måneder.
Er du måske en særlig forælder til et af disse
børn?
Da kan du, hvis du har eller har haft en sag hos AC Børnehjælp,
uforpligtende få den senest opdaterede liste med en kort
beskrivelse af det enkelte barn. Du skal blot sende en mail til en
af kontaktpersonerne på denne side. Du modtager derefter listen via
din mail, hver gang den opdateres.
Vi opdaterer og udsender listen, når vi får nyt om børn, der
mangler familie, fra vores partnere. Der er ikke noget fast
interval herfor.
Proceduren
Hvis du er interesseret i at høre mere om et af børnene på
listen, kan du enten kontakte en af kontaktpersonerne på denne
side, eller den adoptionsrådgiver der varetager formidlingen fra
barnets land.
Når flere reagerer på det samme barn
Efter en udsendelse venter vi normalt 3 - 4 arbejdsdage, før vi
samler og sorterer interessetilkendegivelserne.
Det sker, at flere familier reagerer på det samme barn. Vores
praksis er først og fremmest basseret på, hvordan vi
bedst sikrer, at barnet hurtigst muligt kommer til en familie, og
sekundært på hvordan vi sikrer en fair formidling.
Højeste prioritet har ansøgere, hvis sag er
udsendt til det pågældende barns oprindelsesland og hvis
godkendelse er eller kan forventes at blive udvidet til at omfatte
barnet/børnene.
2. prioritet: Ansøgere, hvis sag er udsendt til
barnets oprindelsesland i henhold til anciennitet, dvs.
godkendelsesdatoen.
3. prioritet: Ansøgere under klargøring til den
venteliste, hvorfra barnet kommer, efter valg-af-land-dato.
4. prioritet: Ansøgere på andre ventelister
efter godkendelses datoen sammenholdt med godkendelsesrammen (sådan
at forstå, at en familie, hvis godkendelsesramme passer til barnet,
vil blive foretrukket.)
Barnets ret til fortrolighed
Hvis du ikke ønsker at gå videre med at adoptere
barnet, vil enten vi eller barnets oprindelsesland forsøge at finde
en anden familie til barnet.
Derfor er det afgørende vigtig. at du:
- behandler barnets papirer og evt. billeder 100% fortroligt,
imens du har materialet i din besiddelse.
- returnerer fysiske dokumenter/billeder til AC Børnehjælp
og/eller destruerer alle elektroniske dokumenter.
Bemærk: Adoptionen er afhængig af både de
danske myndigheder og afgiverlandets accept af dig som
adoptivforældre til det pågældende barn.