Skrevet af: Area Manager Jette Würtz.
8 vestafrikanske musikere og dansere indtager sammen med 50
gæster AC Børnehjælps lokale på en helt særlig måde, der sprænger
den sædvanlige ro og orden med flere længder både energi- og
lydmæssigt.
Anledningen er udgivelsen af Katrin Rohdes bog "Mama Tenga - mit
afrikanske liv" på dansk. Dette initiativ er blevet til virkelighed
takket være AMPO Danmarks store indsats og er det hidtil største
projekt, som støttegruppen har arbejdet for i det seneste års
tid.
En sådan begivenhed skal fejres - og det bliver den! Katrin
Rohde er netop kommet til Danmark fra Burkina Faso og møder mange
af de trofaste støttepersoner, grupper og familier, der bakker op
om AMPOs projekter. Katrin Rohde hyldes i dagens anledning af intet
mindre end 3 diplomaters fremmøde på AC Børnehjælp: Burkina Fasos
ambassadør, Monique ILBOUDO, Burkina Fasos konsul Jens PAULI og
Tysklands konsul Finn PRANG-ANDERSEN.
En bred vifte af Burkina-elskere - både individuelle gæster,
NGO-ere, LIONS klubber, adoptivfamilier og et par friske
adoptivdrenge fra Burkina Faso får varmegraderne til at stige i den
ellers rolige kantine. De 8 vestafrikanske musikere og dansere
installeres - og vupti, så er der gang i
Afrika-stemningen.
Dette brag af en festlig begivenhed kan høres og mærkes både
inde og uden for AC Børnehjælps "hovedkontor" i Århus. Samtidig er
receptionen starten på en 14 dages turné i hele Danmark arrangeret
af AMPO Danmark, hvor Katrin Rohde i de kommende uger afholder
adskillige foredrag om sine projekter og forholdene i Burkina Faso
på gymnasier og andre læreanstalter samt naturligvis i flere
LIONS-klubber, som igennem mange har støtte AMPOs arbejde for
udsatte børn og unge samt deres familier.
Har I lyst til at møde Katrin Rohde og høre mere om hendes
fantastiske arbejde for udsatte børn og unge i Burkina Faso, er der
gratis adgang til følgende foredrag, hvor alle er hjerteligt
velkomne:
- Søndag, den 30. oktober kl. 14-16 i Hinnerup Bibliotek og
Kulturhus, Skovvej 18, 8382 Hinnerup
- Onsdag den 2. november kl. 15-17 i Kulturhuset i Måløv, Måløv
Hovedgade 60, 2760 Måløv
- Fredag den 4. november kl. 19-21 i Verdenskulturcentret, Nørre
Allé 7, 2200 København N
Der er ligeledes mulighed for at læse mere om AMPO-projekterne i
Burkina Faso på AMPO Danmarks hjemmeside www.ampodk.mono.net og på AMPOs egen
hjemmeside www.sahel.de
DR Midt & Vest har produceret følgende indslag:
http://www.dr.dk/P4/Vest/Nyheder/Viborg/2011/10/28/070127.htm