AC Børnehjælps familier i farten

Jonathan og Olivia sammen med mor og far, Martina og Martin.Jonathan og Olivia sammen med mor og far, Martina og Martin.28. oktober 2011 | Vi fik en mail: Kære AC Børnehjælp – hvor er den nye hjemmeside fin. Er det sådan, at jeg et eller andet sted kan finde den gamle artikel om mine børn Jonathan og Olivia?

Mailen forstatte: "Selv om det jo er ved at være nogle år siden, så synes vi, det er hyggeligt at gå ind og se på artiklen fra tid til anden …"

Ja, kunne vi svare. Den næsten tre år gamle artikel "Måske bliver vores barn født lige nu" er, som mange andre gode, gamle artikler, kommet med på den nye hjemmeside.

Hvordan går det i familien Stendel i dag?

Mor Martina skrev sådan her til os:

"Som du kan se på billederne, er der stadig musik i huset. Jonathan, der nu er 7 år, har mistet lidt af sin interes for klaveret og er mere til rytmer. Han startede i skole i maj 2010, og det går rigtig godt nu. Han har brugt et års tid på at falde til, finde tryghed, finde ståsted. Han er en glad og kvik dreng, der charmer sig ind i alles hjerte. Han er blid og mild, en god ven og en dejlig storbror, med en helt fantastisk humor og mange og meget kreative evner.

Olivia er nu 5 år. Hun går i børnehave. Er til musik, bevægelse og veninderne. Hun er både stærk, sej og udadvendt og sårbar, fin og indadvendt. Hun går til ridning, og hun elsker at suse rundt i byen på sin cykel og at være sammen med veninder og lege med dukker. Hun er sjov og glad og meget troværdig.

I kan se, lige som alle børn, er mine de mest fantastiske! De bliver jo mere og mere til personligheder, og det er vores livs gave, at vi har fået lov til at være med på deres vej.

Jeg har for et år siden fået en stilling som daginstitutionsleder, og i den forbindelse hører jeg tit udsagn som "De er jo lige som alle andre børn!", når snakken falder på adopterede børn.

Og ja, det er de. Men lige som alle andre børn, har de deres helt unikke og individuelle rygsække, de har deres historier, deres overlevelsesstrategier og deres sorg. Og lige som deres hudfarve, er deres herkomst en del af deres levevilkår, og SELVFØGELIG præger det vores børn i mere eller mindre grad i perioder af deres liv.

Nå ... men vi har det stadigvæk rigtig godt. Jeg vågner hver dag med den dejlige viden om, at vi er en familie, vores familie! Der findes ikke noget, der betyder mere for mig. Og det er nok derfor, jeg engang i mellem kigger forbi jeres hjemmeside, for at holde øje med, om I stadigvæk er med til at skabe det mirakel, adoption betyder."

LINK TIL JONATHAN OG OLIVIAS HELT EGET GALLERI

Liebe