Når Anna ligger i sin seng og skal sove, tænker hun på, om månen
også lyser i Kina. Der er Anna nemlig født for præcis syv år siden.
Eller rettere: for cirka syv år siden. Der er faktisk ingen, der
ved præcis, hvornår Anna er født. Undtagen hendes Kina-mor, måske.
Men hende kender Anna ikke.
Anna har en skøn Bedste. Hun kan så mange historier, at Anna
slet ikke forstår, at de kan være inde i Bedstes hoved. Men Bedste
siger, at de ikke fylder ret meget inde i hendes hoved. Det er
først, når de kommer ud af munden, at de vokser. Især hvis der er
nogen, der vil lytte til dem.
Underfundig og finurlig
Bogen er en perlerække af den slags underfundigheder. Om at være
adopteret? Om at se forskellig ud fra ens forældre. Om at savne sin
første mor, som man ikke kender. Om at lade sig kramme af mors og
fars "Dengang vi fik dig" historie. Om at blive sur - rigtig sur -
når man synes, andre børn spørger om dumme ting. Om at ens mor også
kan blive så sur - rigtig sur. Så er hendes mund er tyd som en
blyantsstreg og bugter sig som en slange. Om at være så glad at ens
mund ligner en halvmåne. Om gerne at ville finde sin Kina-mor - men
helst vil have mor og far med, fordi det nok er bedst, at de tager
med og passer en. Om at bruge spisepinde til at forberede sig til
rejsen til Kina.
Adoptivmødrene bag bogen
Bogen er blevet til i et samarbejde mellem forfatter Malene
Fenger-Grøndahl og tegner Annemette Bramsen. Begge har arbejdet med
børnebøger før, men denne fælles bog er den første, hvor de bruger
deres egne erfaringer som (adoptiv)mødre til at fortælle en
historie til 5-10-årige børn og deres forældre og
bedsteforældre.
Bare der var en i min klasse, der var
adopteret
Nærværende anmelder har læst den 60 sider lange bog sammen med
familiens yngste, der er blevet del af klanen på traditionel
vis. Albert er ni år og en rutineret læser:
"Det er en rigtig god bog. Bare der var en i min klasse, der
var adopteret. Det ville være sjovt.
Jeg synes, det er sejt af Annas Kina-mor, at hun indrømmer,
at det barn, hun har fået, skal have en anden mor og far for at få
det rigtigt godt.
Underligt - hvis der er en, der vil spise flødeboller med
pinde. Tror du ikke, at man spiser dem med fingrene i Kina? I
Danmark er der jo ikke nogen, der spiser dem med en gaffel
vel?
Billederne er sjove. Det er som om, der er klippet rigtige
billeder i nogle af dem. Det, synes jeg, er virkelig
godt."
Alberts mor er enig med Albert. "Kan man spise Softice med
pinde" er en rigtig god børnebog. Jeg tror især, den vil sige børn
i den ældste ende af målgruppen noget - altså de der er 6 - 9 år.
De små vil måske synes, at bogen er for lang.
En version til smartbords?
En idé til forfatterne er et udvikle en version af bogen til
skolernes interaktive tavler. Det vil være
en eminent god bog at "læse" op i en klasse, hvor der er børn, der
er adopteret. For jeg kan i den grad godt forstå, at Anna bliver
ked af det og irriteret over altid at skulle forklare, hvorfor hun
har sort hår og hendes mor rødt. Ordet "adopteret" er også svært at
forstå og da helt umuligt at stave til.
FAKTA:
Kan man spise softice med pinde?
Af Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen
64 sider
Indbundet kr. 198,- inkl. moms
Forlag: CDR-Forlag http://www.cdr-forlag.dk/
Udkommer 4. oktober 2011