Formidlingssituationen og ventelisten til
Mali
2 år snart er gået uden en eneste formidling fra Mali. Det har
været og er hårdt at stå på venteliste, hvor ingenting sker.
Pludselig skete det så: Et barn fra Mali er bragt i forslag til den
øverste familie på ventelisten fra statsbørnehjemmet La Pouponnière
i Bamako. Det er fantastisk spændende, og den pågældende familie
forventer at kunne rejse ud efter deres barn rimeligt hurtigt efter
forventet afsigelse af adoptionskendelsen. Vi følger spændt
udviklingen.
Hvorvidt det betyder, at der matches flere børn til Danmark i
den nærmeste fremtid, må vi hellere vente med at gisne om.
Centralmyndighederne har flere gange ytret deres ønske om at
imødekomme en god formidling til Danmark, men som bekendt er flere
tiltag af forskellige årsager endt med ikke at blive til noget
konkret.
Der står således nu 12 familier på ventelisten til Mali. Den
ældste sag blev udsendt i marts 2010. Ventelisten har en passende
længde på nuværende tidspunkt, da vi stadig afventer at se, hvordan
formidlingen kommer til at forløbe fremover.
Vores kontaktperson Mariame er sammen med vores advokat i tæt
dialog med både centralmyndighederne og de godkendte børnehjem
omkring den fremtidige formidling.
Ny procedure omkring overdragelse på La
Pouponnière
Mariame har været til flere møder med institutionslederen Mme
CISSÉ på La Pouponnière, for at aftale nærmere om procedure omkring
overdragelsen, der har ændret sig lidt i forhold til tidligere:
For at sikre en lempelig overdragelse, kan man forvente at
besøge barnet i 2 dage (formiddag og eftermiddag), før barnet
overdrages helt i adoptivfamiliens varetægt. Besøg på børnehjemmet
og overdragelser finder kun sted efter aftale mandag til fredag.
Derfor er det praktisk at udrejse fredag eller lørdag, så weekenden
kan gå med at blive akklimatiseret før første møde med barnet.
Hvorvidt denne procedure også kommer til at foregå på de 2 andre
private børnehjem, vides endnu ikke, men vi arbejder altid aktivt i
retning mod en lempelig overdragelse af hensyn til barnet.
Ny dommer
Vi har netop fået oplyst, at dommer SAM, er overflyttet til
appeldomstolen. Der er udpeget en ny dommer, der skal varetage
bl.a. alle adoptionssager.
Planlagt besøgsrejse til Mali - januar 2012
AC Børnehjælp rejser på den årlige besøgsrejse til Mali i
slutningen af januar 2012 i håbet om at kunne få mere afklaring om
forventninger til den kommende formidling fra Mali. Vi havde
forventet, at formidlingen ville komme godt i gang i år 2011, og
det har vi ikke oplevet grundet mange særlige omstændigheder. Vi
håber dog på, at de mange rokader med nye folk på flere vigtige
poster kan få afgørende betydning for det fremtidige samarbejde og
dermed også formidlingen.