Skrevet af: Pablo Emils far Mads. Redaktion kommunikationskoordinator Susanne Dencker.
Mads fortæller her om adoptionen af Pablo
Emil:
Da min kone Grith og jeg havde besluttet os at adoptere fra
Colombia, valgte vi også at abonnere på AC Børnehjælps
børn-søger-forældre liste. Vi havde i den forbindelse talt meget om
de risici, der kan være, når et barn er eller har været sygt, eller
når det har et handicap. Hvad vi troede, at vi kunne håndtere, og
hvad vi mente var for stor en opgave.
Lad os bare sige det, som det var; vi havde også samtaler om
etiske og moralske spørgsmål. Der var nogle valg og fravalg, vi
skulle tage, som var meget sværere, end vi nogen sinde havde
forestillet os.
Pablo var på børn-søger-forældre listen
I starten af august 2010 fik vi nyheden om, at Pablo var på
listen "Børn søger forældre". Vi fik hans papirer i august og
begyndte at lære ham bedre at kende. Lise Bjerglund, der er dansk
børnelæge og tilknyttet AC Børnehjælp, lavede en udtalelse om Pablo
på baggrund af de oplysninger, der var om ham og hans sygdom.
Pablo har astmatisk bronkitis. Han har siden han var ca. 2
måneder gammel været gennem flere hospitalsindlæggelser, tilset af
en række specialister på hospitaler i Colombia og er løbende blevet
fulgt af Ayudames læge.
Vi er i dag børnelæge Lise Bjerglund evigt taknemlig for hendes
råd og vejledning, hvor hun på en meget professionel måde
forklarede os, hvad Pablos sygdom gik ud på. Hun gav os på en
ordentlig og nøgtern måde den information, vi havde brug for, for
at vi turde takke ja til at adoptere Pablo. Andre læger var mere
skeptiske. Den forskellige information var svær at takle og satte
gang i bekymringerne.
Den 25. december ankom vi til Colombia. Vi boede på det dejlige
adoptionshotel Hotel Halifax. Dagen efter blev vi kontaktet af
vores kontaktperson Helena Boehlke, der mente, at vi måske allerede
ville få overdraget Pablo mandag d. 27. december. Sikken en
glædelig nyhed! Vi var så spændte som aldrig før ... nu skulle vi
hente vores 1 år og 3 måneder gamle søn. Jubiiiii
Den 27. december tog vi kl. 14.00 af sted til børnehjemmet
Ayudame. Inden vi fik overbragt Pablo, snakkede vi længe med både
børnehjemmets souschef og børnelæge. Vi var lidt chokerede over den
store mængde medicin, Pablo skulle have. Det var vi ikke forberedte
på.
Et fantastisk øjeblik
Halvanden time senere blev Pablo båret ned ad trappen til os; vi
kunne heller ikke have ventet længere. Tiden stod stille for os.
Pablo, det lille vidunder, blev overbragt til os af sin "nanny"
Rocio. Han havde det tøj på, som vi havde medbragt. Han var lidt
beklemt ved situationen, og det var som om, han tænkte: "Hvad sker
der lige her".
Grith og jeg måtte begge anstrenge os for ikke at begynde at
græde af lykke. Det var jo ikke meningen, at Pablo skulle blive
mere bekymret, end han var. Men det var som om, at alt gik op i en
højere enhed i det øjeblik, vi sad med ham på sofaen. Han begyndte
stille og fredeligt at lege med en tøjgiraf. Som om han allerede
havde accepteret os og tænkte: "De to der er vist ok".
Inden vi gik, fik vi 20 minutters instruktion i, hvordan
hans medicin og hans iltmaske skulle bruges. Igen blev vi nervøse,
da vi syntes, at det gik meget hurtigt for noget, der var så
vigtigt.
Pablo tog virakken med ro. Han nød turen i taxaen fra
børnehjemmet tilbage til Hotel Halifax. Han faldt i søvn det sidste
stykke af turen i Griths arme. På hotellet vågnede han og
var glad. Han begyndte straks at pludre og lege på vores
værelse. Lykkelige var vi.
Tvivlen lurede
Dagene efter var præget af at prøve at få en rytme med Pablo, vi
skulle prøve at blive gode til at håndtere alt hans medicin og den
ilt han skulle have om aftenen, når han skulle sove.
Nytårsaften blev en barsk omgang. Han hostede og kastede op. Vi
blev begge meget bange for om hans tilstand var mere alvorlig, end
vi troede. De efterfølgende dage talte vi nogle gange i telefon med
AC Børnehjælps børnelæge Lise Bjerglund. Hun forklarede igen Pablos
sygdom og dets symptomer for os - det beroligede. Også Ayudames
børnelæge Maria de La Paz Serpa, der tilså Pablo i disse dage, var
rigtig god til at berolige os og forklare os om sygdommen.
I Colombia var vi til flere lægetjek. Deres vurderinger var
noget forskellige, og vi svingede følelsesmæssigt med disse
beskeder. Var vi i gang med et umuligt og sørgeligt "projekt" med
Pablo? Ville vi skade ham mere ved at tage ham hjem med os til
Danmark? Var vi bare nogle naive egoister, der ikke ville se
virkeligheden i øjnene?
På et tidspunkt besluttede vi at vælge, hvilke af lægerne vi
troede på - lige som vi gjorde det i Danmark. Pablo var kommet til
os, og vi var kommet til vores Pablo. Han var flyttet ind i vores
hjerter. Sådan var det bare.
Vi flyttede fra Hotel Halifax, væk fra den værste smog til en
lejlighed på 28. sal med renere luft fra bjergene. Her havde vi
mange dejlig dage med spændende oplevelser, grin, gråd af glæde og
hygge med de andre adoptanter.
Del bekymringerne med andre
Efter vi er kommet hjem, har vi talt om, hvor vigtigt det er, at
tale så meget som muligt med fagfolk og andre, der har prøvet at
adoptere børn, der har nogle udfordringer. Man skal dele de
bekymringer, man har for sit barn. Det gjorde vi. Med lægerne, med
børnehjemmet, med andre familier med børn med særlige behov, med
Marie Cecilie fra AC Børnehjælps kontor.
Det har gjort, at vi har kunnet komme igennem de svære og sorte
tanker, der nok altid vil komme, når man bekymrer sig for sit barn.
Uanset om det er raskt eller har nogle udfordringer.
Sådan er det gået
I dag er Pablo en glad og endnu mere livlig dreng, der spæner og
spurter rundt, og hyler af bare glæde. Lægerne på Rigshospitalet
har været utroligt dygtige og fantastiske i deres hjælp. De mener,
at Pablo vil vokse fra sin astmatiske bronkitis; at han er en sund
og rask dreng, der bare skal have noget hjælp.
Pablo er for os et vidunder og et mirakel, vi elsker ham over
alt ... Hans storesøster Simone på 18 er også helt fortabt i ham og
han i hende. Når vi nu ser tilbage, er det næsten som et eventyr.
Et af dem med mange op og nedture. Et af dem med både masser af
smil og tårer på kinderne.
Vi ville gøre det hele en gang til og er derfor også gået i gang
med at adoptere igen :)