Skrevet af: Dennis Thaagaard, vicedirektør.
Børnene myldrer frem fra alle sider. De små i gåvogne, de lidt
større på vraltende ben. Og de største med lidt mere tøven.
"Papa, papa..." råber de og hiver mig i skjorte, jakke, briller,
hænder og næse. Nysgerrigheden skyldes vist ikke, at jeg er en
blegfis. Nok nærmere at jeg er mand. Jeg er på besøg på
børnehjemmet "Virgen de Esperanza" i El Alto, den fattige bydel af
La Paz, Bolivias hovedstad. Godt 4000 meter oppe i
Andesbjergene.
Børnehjemmet er ledet af spanske nonner og har omkring 10
ansatte. De nusser om de 21 børn, der har stedet som deres eneste
hjem. Alle er efterladte på den ene eller anden måde. En lille
dreng, der kigger op på mig, blev fundet i en skraldepose og bragt
til børnehjemmet. Nu er han kommet fysisk til hægterne igen. Hans
store kinder er et sundhedstegn - lige meget hvad fedtforskrækkede
danske sundhedsplejersker kan finde på at sige. I hvert fald i
denne verden.
National adoption i sin vorden
De fleste af børnene er under 3 år gamle, nogle få et par år
ældre. De ser ud til at have det godt. Taget i betragtning at de
ikke har deres biologiske familie, men nu "kun" en storfamilie på
20 børn og 10 voksne. Alle har en fremtid som adoptivbarn i en ny
familie på den anden side af det store vand. National adoption er
endnu ikke så kendt og veludviklet et fænomen i Bolivia. Derfor kan
international adoption sommetider ses som en mere optimal løsning.
Dette fordi udenlandske adoptivforældre (og særligt vores danske
forældre, må vi i beskedenhed sige) er meget velforberedte
familier, som har gjort sig alle tankerne om det at adoptere og om
barnets rettigheder efter adoptionen.
Fra flere børnehjem hører jeg også røster om, at børnene får det
bedre udenfor Bolivia. Men fra dansk side tror vi faktisk, at vi
har noget rigtigt brugbart at bibringe med i forhold til at opbygge
nationale adoptionsprogrammer i mange af vore afgiverlande.
Inklusiv Bolivia. Der er også mange lande, hvor de er rigtigt
dygtige, og vi kan lære noget på vores side. Problemstillingen får
uvægerligt et andet perspektiv end fra mit skrivebord i Aarhus. Jeg
har dog fuld tillid til, at det såkaldte subsidiaritetsprincip
(biologisk familie - national adoption - international adoption)
skal gælde og anvendes individuelt for hvert barn - netop til
barnets bedste.
Virgen de Esperanza er et privat børnehjem, der hovedsageligt
baserer sin økonomi på tilskud fra en spansk kirkelig organisation.
Den bolivianske stat har også pligt til at yde tilskud, men på det
seneste har det knebet med midlerne. Det kan være smertefuldt for
et samfund at anerkende, at man ikke kan tage behørigt vare på sine
børn. Fra flere sider hører jeg, at den manglende støtte er
forbundet med en noget nationalistisk holdning til international
adoption efter Evo Morales satte sig i præsidentstolen i 2003.
Den gode vilje ikke altid nok
Bolivia kan godt selv tage vare på de udsatte børn, synes
parolen at være. Men det kan de åbenbart ikke helt. Børnene får
ikke mad nok, og der bliver skåret ned på livsvigtige områder.
Dette billede ser jeg igen og igen på andre børnehjem. For at ændre
situationen tyer mange børnehjem til indsamlinger eller planlægger
demonstrationer foran præsidentpaladset. En handling der ikke er
ufarlig i et land som Bolivia. Men dedikerede mennesker har større
kræfter end man umiddelbart kan se.
"Papa, papa!" råber børnene igen. Jeg er den eneste mand på
børnehjemmet. Klart at de trænger til lidt maskulint input i den
ellers så kvindedominerede hverdag. Et billede jeg genkender fra
min egen søns vuggestue. Nok det eneste problem jeg er i stand til
at overføre til min danske hverdag.