Skrevet af: Projektmedhjælper Linda Esmann.
Udvikling af ny metode
De var her for at udvikle et undervisningsforløb for etiopiske
socialarbejdere og en manual, som socialarbejderne skal bruge, når
de underviser para-socialarbejdere. Vi deltog alle i et seminar på
socialrådgiveruddannelsen på VIA University College i Aarhus for i
fællesskab at udvikle forløbet, som vi kalder Training of Trainers
(ToT)- programmet.
ToT-program
Ideen med ToT-programmet er, at uddannede socialarbejdere skal
undervises i, hvordan de lærer deres metoder og færdigheder fra sig
til andre faggrupper, som i forvejen er i berøring med de udsatte
børn i vores projekter i Etiopien. På den måde får vi mange flere
kompetente mennesker i spil i vores arbejde med social støtte.
Erfaringsudveksling
På seminaret mødtes vi på tværs af alle deltagende
organisationer i projektet. Vi delte vores erfaringer fra det
praktiske arbejde, fik værdifuldt input fra forskningen og bidrog
med forskellige perspektiver på socialt arbejde.
Over al forventning
Seminaret var meget udbytterigt og gav faktisk bedre resultat
end ventet! Vi fik udviklet struktur og indhold til både
træningsforløb og manual.
AC Børnehjælp til Etiopien
I oktober rejser AC Børnehjælps programkoordinator Cathe
Pedersen til Etiopien for at sætte ToT-programmet i gang. 25
etiopiske socialarbejdere skal undervises efter det program, der
blev udviklet på seminaret i Danmark. Cathe rejser sammen med to
undervisere fra socialrådgiveruddannelsen på VIA University
College, og vi har store forventninger til forløbet.
Et innovativt projekt
Social Support-projektet er et innovativt projekt. Det er
innovativt, fordi det er et bredt samarbejde mellem otte partnere,
og fordi det er tværgående ikke bare mellem lande, men også mellem
NGO'er og statslige institutioner og mellem praksis og
forskning.
Projektet er også innovativt, fordi den nyudviklede model for
ToT-programmet og undervisningsmanualen skal deles med andre. Vi
inviterer socialarbejdere ansat i det offentlige og i andre
bistandsorganisationer til frit at benytte modellen. Vi spreder den
i hele vores netværk og offentliggør den på internettet. Jo flere
der kender og bruger modellen, desto flere udsatte børn kan vi
hjælpe.
Det er også innovativt at Addis Ababa University deltager som
ligeværdig partner i projektet. De sikrer, at metoden bliver
udviklet, så den passer til etiopisk kontekst og sørger for at den
bliver en del af socialarbejderuddannelsen. Universitetet baner
også vejen for en direkte forbindelse til de etiopiske myndigheder,
som vi gerne vil inddrage og motivere til at give socialt arbejde
større prioritet.
Et stramt program
Vores gæster var i Danmark i en uge i starten af september. De
første par dage i København, hvor de besøgte Red Barnet, som også
er partner i projektet. Resten af tiden i Aarhus hos AC Børnehjælp
og VIA University College. Foruden seminaret deltog de også i en
konference på VIA og besøgte institutioner, der laver socialt
arbejde i Danmark.
Alle delegerede var meget engagerede og arbejdede hårdt, men vi
fandt også tid til sightseeing og shopping, som det sig hør og bør,
når man besøger et andet land. Både stemningen og arbejdsmoralen i
gruppen var rigtig god under hele besøget, som på alle måder var en
succes.
Læs
mere om projektet Social Support