Udviklingshjælp: AC Børnehjælp flytter på landet i Etiopien

24. november 2011 | I vores nye projekt ’Førskolebørn i Afar’ bevæger vi os uden for Addis Ababa, hovedstaden i Etiopien, hvor vi og vores lokale partner har arbejdet i mange år.

Baggrunden er en opfordring fra de etiopiske centralmyndigheder til de bistandsorganisationer, der laver udviklingsarbejde i Etiopien om også at gøre en indsats i landets udkantsområder. På sigt bliver det efter alt at dømme et krav. 
 
AC Børnehjælp hilser velkommen, at alle børn bliver taget i betragtning, når det gælder at sikre deres rettigheder og arbejde for, at de kan vokse op i trygge og gode familier. Også selv om de bor uden for de store byer. 

Vi griber muligheden

IFSO og AC Børnehjælp tager derfor udfordringen op. Vi ser det som en kærkommen mulighed for at samle og dokumentere erfaring med udviklingsarbejde i  landdistrikterne. Meget af det, vi ved og gør i forvejen, kan vi bruge i indsatser uden for byerne også, men der vil være situationer, der kræver en ny tilgang og andre kompetencer. 

Vores fælles projekt 'Førskolebørn i Afar' er et pilotprojekt på 1 år. Det skal hjælpe os med at få øje på, hvor der er behov for yderligere kapacitetsopbygning hos både os og vores partner. Vi skal opbygge kompetencer, så vi kan gøre en forskel i Afar, og så vi også i fremtiden er klar til at lave udviklingsprojekter i egne uden for byerne. 

Det er en del af IFSO's overordnede strategi at sprede sine aktiviteter, så de også dækker udkantsområder. Derfor er vi fulde af forventning til det nye projekt.

Myndighederne stiller krav, men stiller også op

Udkantsområderne har traditionelt været underprioriteret af de etiopiske myndigheder. På landet er der er ingen tilbud om sundhedsydelser eller sociale ydelser, der er kun få skoler og stort set ingen børnehaver. I Awash Arba, hvor vi gennemfører vores projekt, er der kun én skole til over 5000 husstande.

Familierne på landet lever ofte en tilværelse med store sociale og økonomiske
problemer.
 
De lokale myndigheder er meget engagerende i projekt "Førskolebørn i Afar" og stiller med økonomiske midler til at sikre driften af en børnehave - også efter projektets afslutning.
 
Afar er et barskt område i den nordøstlige del af Etiopien. Her er måske endnu ikke idyllisk, men her er håb for fremtiden.

Læs mere om projektet 'Førskolebørn i Afar'