Skrevet af: Freelancejournalist Sesselja Bigseth på baggrund af samtaler med en norsk adoptivfamilie. Tidligere publiceret på norsk i Adopsjonsforums magasin nr. 4/2011.
D. 1.
december er det World AIDS Day - dagen hvor vi alle opfordres til
at udtrykke vores solidaritet og næstekærlighed overfor hiv- og
aids-smittede. Det gør vi her på AC Børnehjælp med en række
artikler. Denne er den tredje i rækken.
Familien fortæller:
For nogle år siden fik vi en forespørgsel fra den formidlende
organisation. Var vi villige til at adoptere en dreng med hiv? En
hiv-diagnose skræmte os ikke i udgangspunktet. Der er mange andre
diagnoser, som vi havde været mere skeptiske over for. Men det var
vigtigt for os først at høre, hvad vores nærmeste familie syntes.
Hvordan de ville reagere.
De var lidt skeptiske. Men da vi forklarede, hvor vanskeligt det
er at blive smittet med hiv, støttede de os. Set i bakspejlet kan
vi også se, at de aldrig har behandlet vores to børn
forskelligt.
Var aldrig i tvivl
Selv om vi aldrig var i tvivl om, at vi ønskede at adoptere
drengen, skulle vi først godkendes af Fagligt Udvalg (Kan
sammenlignes med samrådene i Statsforvaltningerne i Danmark, red.).
Før vi sendte ansøgningen var vi i kontakt med flere læger for at
dokumentere overfor Fagligt Udvalg, at vi havde sat os ind i, hvad
det vil sige at leve med hiv. Disse læger fortalte os om fakta om
hiv, men ville i øvrigt ikke råde os til hvad vi skulle gøre.
Vi fik at vide, at drengen skulle til kontrol hver tredje måned.
Ligeledes fik vi at vide, at han skulle have medicin to gange
dagligt, mens han er lille, og at det er vigtigt, at medicinen
gives sammen tid morgen og aften hver eneste dag for at hindre, at
han udvikler resistens. Vi fik også at vide, at han, når han bliver
ældre, kan nøjes med medicin én gang om dagen.
Efter at Fagligt Udvalg havde behandlet vores ansøgning, kom
svaret: Vi fik lov til at adoptere drengen.
Ingen forskel
Efterfølgende kan vi sige, at der ikke er stor forskel på at
være forældre til vores to børn. Det eneste usikkerhedsmoment vi
oplever, er at videnskaben endnu ikke helt ved, hvilke bivirkninger
medicinen evt. kan give på længere sigt. Men to ting ved vi; vores
søn kan leve næsten ligesom andre børn i Norge, og passer vi hans
medicin og kontrol, udvikler han ikke aids.
Godt immunforsvar
De første år efter vi havde fået vores søn, tog det lidt længere
tid for ham end for andre at blive frisk igen efter en forkølelse.
Hans lidt dårligere immunforsvar gav hans krop mere at arbejde
imod.
De sidste to år har han imidlertid næsten ikke været syg, og vi
har faktisk aldrig brugt "barns første sygedag". Virusniveauet er
faldet drastisk, og lægerne er meget tilfredse med hans tilstand.
Han har nu pga. den rigtige medicinering og opfølgning et
immunforsvar, som er lige så godt som hos andre børn.
Vi lægger ingen begrænsninger på vores søn trods hiv-virusset.
Han er som alle andre børn; ingen kan mærke forskel på ham og hans
bror. Begge får lige mange kys og kram af familien, og han er ude
og lege med andre børn. Det er sjældent, at han falder og bløder,
men sker det vaske vi bare såret med pyrisept (Antiseptisk
skyllemiddel til småsår, red.) og sætter plaster på.
Beskytter os ikke
Tanken om at bruge handsker for at pleje vores eget barn er
utænkeligt. Vi ved at smittefaren er betydeligt mindre, end de
fleste tror. Den ene af os har arbejdet med hiv-positive, og har
der oplevet, at der stadig er mange fordomme og uvidenhed om
hiv/aids - også blandt højtuddannede mennesker.
Vi har for eksempel mødt mennesker, som frygter, at de er blevet
smittet efter at have givet en hiv-positiv et kram eller har badet
i swimmingpool med hiv-positive ...
Vi har aldrig været bange for at blive smittet af vores søn. Hiv
smitter ikke gennem hud, og det er yderst sjældent, at vi har åbne
sår på hænderne, når han fx har et sår, der bløder.
For at nogen skal have mulighed for at blive smittet med hiv,
skal virus ind i vedkommendes blodbaner. Den mest normale
smitteårsag er ubeskyttet sex, men smitten kan også forekomme ved
at dele kanyler, blodtransfusion hvor blodet er inficeret, fra mor
til barn under fødsel eller amning og smittet blod som ender i åbne
sår. Ifølge vores læge er der dog endnu ikke registreret tilfælde
af sidstnævnte i Norge - altså hvor et menneske er blevet inficeret
af hiv-virusset gennem et sår.
Du bliver derfor ikke smittet af at kysse eller kramme en
hiv-positiv, ej heller ved at bruge samme glas, bestik, sengelinned
eller håndklæder. Det sammen gælder for brug af toilet, saunaer,
baderum, svømmebassiner, brusere, fitnesscentrere osv.
Ikke obligatoriske test
Af de ca. 4000 hiv-positive som i dag lever i Norge, er ca.
30-40 af dem børn. Af disse er 10 - 15 adopteret - og nogle af dem
er først blevet testet positiv efter de er kommet til Norge.
Vi troede, at hiv-tests var obligatorisk for alle børn, som
skulle adopteres fra samarbejdslandene. D0et har vi konstateret
ikke er tilfældet. Det må være et chok for forældre at opdage, at
ens barn har hiv. Derfor synes vi, at hiv-test af børn, som skal
adopteres, burde være en selvfølge. Men vi synes også, at flere
børn med hiv burde kunne få en adoptivfamilie, da de kan leve et
godt og almindeligt liv med hiv i Norge. Forældrene skal blot, i
det omfang det overhovedet er muligt, vide dette på forhånd, så de
kan forberede sig.
Bange for omverdens fordomme
Vi har i samråd med klinikken og lægen som følger vores søn,
valgt ikke at være åbne om diagnosen. Folkesundhedsinstituttet
oplyser på sin egen hjemmeside, at man bør være åben, men ikke skal
informere børnehave eller skole. Vi har imidlertid en god dialog
med sundhedsplejersken, og i samarbejde med den kommunale overlæge,
som også har ansvaret for sygdomsbekæmpelse i kommunen, accepterer
hun, at vi ikke er åbne om dette.
Den kommunale overlæge træffer foranstaltninger over for alle
børnehaver og skoler i vores kommune, således at rutinerne omkring
behandling af sår og blødninger sker på en forsvarlig måde. Alle
børn skal i virkeligheden behandles ens på skoler og i børnehaver i
Norge, lige gyldigt om de har en diagnose eller ej. Vi synes
desuden heller ikke, at det er rigtigt at bruge et lille barn til
at nedbryde fordommene mod hiv. Vores søn bør beskyttes så godt som
muligt.
Alt i alt lever vi som alle andre familier, bortset fra at vi må
passe tiden og medicinere af vores yngste søn hver morgen og aften.
For ham er livet med medicin lige så naturligt som at børste
tænderne.
Læs mere om hiv/aids:
Hiv-Danmark: www.hivdanmark.dk
AIDS-Fondet: www.aidsfondet.dk