Barn nr. 13.000 har fundet forældre

09. februar 2012 | I 42 år har AC Børnehjælp hjulpet udsatte udenlandske børn, der ikke har haft mulighed for en tryg og kærlig familieopvækst i deres oprindelsesland, med at få danske adoptivfamilier. Februar blev måneden, hvor vi formidlede barn nr. 13.000 til en familie på vores venteliste.

AC Børnehjælp, det tidligere Adoption Center, udsprang af 'Glemte Børn'. Det var en dansk organisation, som startede sit virke helt tilbage i efterkrigsårene, hvor organisationen fandt familier til de mange forældreløse børn, som krigen og efterkrigstilstandene 'glemte' i ingenmandsland.

Efter Korea-krigen opstod der i 70'erne og 80'erne et stort behov for at finde familier til forladte sydkoreanske børn og børn af enlige mødre fra Sydkorea. I 90'erne, hvor den politiske, økonomiske og sociale situation var særlig svær i mange sydamerikanske lande, afspejledes dette i vores formidlingstal. Kina var et stort formidlingsland for AC Børnehjælp i begyndelsen af det nye årtusinde. Igennem de seneste år har vi haft et særligt fokus på formidling af udsatte afrikanske børn til danske adoptivforældre. En indsats vi har iværksat parallelt med et voksende fokus på at samarbejde med lokale partnere om udviklingshjælp især i Etiopien men også i Burkina Faso og andre afrikanske samarbejdslande.

Hvert enkelt barn er særligt

For AC Børnehjælp er hvert eneste barn unikt. Hvert barn, som vi gennem vores udviklingshjælp har sikret en bedre barndom, og hvert barn, som vi har været med til at finde danske forældre til, har en plads i vores historie og i vores hjerte. Det barn, som vi i begyndelsen af februar 2012 formidlede som nr. 13.000, er særlig på samme måde, som de forudgående 12.999 formidlede børn er det. AC Børnehjælp overlod den dag trygt barnet til sine adoptivforældre. Vi glæder os nu til at vi om føje år måske får besøg af barnet, (der nu er blevet et ungt menneske,) fordi det er optaget af sin oprindelse, sit fødeland, sine biologiske forældre. Det vil vi til den tid hjælpe med på samme måde, som vi i dag hjælper med formidlingen af barnet til sine danske adoptivforældre.

Når vi ser på den samlede statistik over formidlede børn gennem AC Børnehjælp, afspejler denne naturligt vores globale historie. Mange af de lande, vi tidligere har formidlet børn fra til danske adoptivforældre, såsom Grækenland, Østrig, Tyskland, Finland, er i dag blevet modtagerlande i international adoption.

International adoption nødvendig i mange år endnu
 
Verden ændrer sig dag for dag. De fleste steder rent faktisk til det bedre med respekt for børn og andre menneskers rettigheder. I en del af vores gamle samarbejdslande har udviklingen således været så god, at der ikke længere er behov for at finde udenlandske adoptivfamilier til udsatte børn herfra. Det nationale sociale arbejde er her så stærkt og effektivt, at børn sikres en opvækst hos deres biologiske familie, eller også findes der en national adoptivfamilie, der kan sikre, at børnene får en tryg opvækst i deres oprindelsesland.

Det er utroligt glædeligt, når det sker, for uagtet at vi her på AC Børnehjælp er stolte af, at vi i dag kan tilbyde en god og tryg opvækst i en dansk familie til barn nr. 13.000, så er vores mål, at det udsatte barn først og fremmest skal sikres en opvækst hos dets biologiske forældre. Det støtter vi vores udenlandske samarbejdspartnere i at fokusere på, og det facilitetrer vi selv i vores omfattende arbejde med forebyggende udviklingshjælp i mange af vores samarbejdslande. Hvis dette ikke er muligt, så skal fokus være at forsøge at finde en national adoptivfamilie i det land, barnet er født i.

På AC Børnehjælp er vi dog desværre ikke i tvivl om, at vores internationale adoptionsarbejde har en berettigelse i mange år fremover. Der er stadig rigtig mange udsatte børn, der ikke kan vokse op hos deres biologiske forældre og som heller ikke får tilbuddet om en national adoptivfamilie. Disse børn vil vi også i fremtiden kæmpe for at finde gode og kærlige danske forældre til.

Engang bliver verden et sted, hvor man, uanset hvor man er født, er sikret en tryg og kærlig barndom der. Vi er ikke nået dertil endnu. Men vi er nået til at sikre barn nr. 13.000 en tryg og og kærlig familie i Danmark!