Skrevet af: farmor, Anne Lønborg
Jeg har haft mange tanker i spil undervejs i adoptionsprocessen.
De har hovedsagligt drejet sig om Silas, for min mand og jeg har
til dagligt et meget tæt forhold til Silas.
Mine tanker har især kredset omkring, hvordan Silas skulle klare
at være så langt hjemmefra alt det kendte, når hans forældre ikke
samtidigt kunne være 100 % til stede for ham. For det lader sig
ikke gøre på sådan en rejse, hvor sproget er helt fremmed, og der
skal besøges både børnehjem, ambassade, ministerium, advokat,
banker, fotograf og så videre. Forældrene skal lære den lille ny at
kende og have så meget information som muligt om barnet og dets
baggrund fra børnehjemmets ledelse og tidligere omsorgsgivere. Det
er virkelig meget på en gang. Selvom jeg godt ved, at forældrene
vokser med opgaven, så gik jeg i lang tid og tænkte, at det ville
være godt for alle parter, hvis en bedsteforælder tog med som
ledsager på forældrenes præmisser.
Og sådan blev det. Natasja og Daniel kom undervejs i processen
frem til samme konklusion som mig - at det ville være godt for
Silas, hvis han kunne blive skånet for en del af de officielle
pligter. Det ville også få Silas' oplevelse af at blive storebror
til at minde mest muligt om "den normale måde" under de hjemmelige
himmelstrøg, hvor den store ofte også har en bedsteforælder hos
sig, når den lille bliver født.
Forventningsafstemning
Vi holdt et lille møde i familien og kom frem til, at jeg ville
være den bedst egnede bedsteforælder til at deltage i familiens
rejse. Der gik ikke længe, inden vi havde lavet et gensidigt
forventningsskema, der indeholdt alt, hvad vi hver især kunne komme
i tanker om, der skulle aftales på forhånd.
Vi gjorde os på forhånd mange tanker om, hvad min rolle skulle
være - og især ikke være. Vi kom frem til, at jeg udelukkende
skulle bidrage ved at være den ekstra base, som Silas er vant til
at have hjemme i de vante omgivelser. For mig, modsat Daniel,
Natasja og Silas, skulle turen ikke handle om Yasmine. Hun skulle
ikke vænnes til helt fra starten, at farmor er tilstede i hendes
liv i hverdagen. For så ville hun i værste fald opleve endnu et
svigt oveni de svigt, hun i forvejen har oplevet ved at blive
forladt af først sin mor og senere af sin faste plejer. Yasmine
skulle have ro til at knytte sig kun til sine forældre og sin
storebror, og det var vi helt enige om inden vi rejste af sted.
Vores lille "hjem" på hotellet
Vores kæmpestore ressource Kalifa, som er AC Børnehjælps
repræsentant i Burkina Faso, tog imod os i lufthavnen. Han sørgede
for transporten til det dejlige hotel La Palmeraie, hvor han
havde reserveret et hotelværelse til Silas og mig og en suite til
forældrene og Yasmine. De to værelser på hotellet lå umiddelbart
ved siden af hinanden i en vinkel med en lille terrasse imellem, så
Silas fandt det helt naturligt at gå frem og tilbage imellem
værelserne afhængigt af, hvad hans behov var. Jeg sørgede
for, at han hele tiden vidste, hvor jeg befandt mig. På
hotellet var der rig mulighed for, at jeg kunne holde mig i en
passende afstand det meste af tiden, så forældrene kunne have deres
privatliv i fred, og da jeg havde medbragt rigeligt med læsestof og
krydsordshæfter, var det en sand ferieidyl for mig i alle 14
dage.
Jeg opholdt mig langt den største del af tiden på hotelområdet
og i den rigtig hyggelige og frodige have med mange kroge og en
dejlig pool, og Silas rendte helt naturligt frem og tilbage imellem
forældrene og mig. Vi spiste alle vores måltider på hotellet, der
serverede en dejlig buffet til frokost og havde et spisekort med en
del retter, vi kender hjemmefra. Det var noget dyrere at spise på
hotellet end ude i byen, men vi prioriterede højt at have en daglig
rytme, der var til at overskue for alle, ikke mindst børnene.
Når vi skulle på indkøb eller i banken, gik vi enten samlet alle
sammen eller to voksne sammen. Der var rigtigt mange burkinerne,
der meget gerne ville sælge deres varer, og de kunne være svære at
slippe af med, når man gik alene. Kalifa og hans søn Moussa, som
fungerede som tolk, var dog utroligt behjælpelige med at rådgive os
og køre os rundt til de bedste steder at handle sammen med vores
"faste" taxachauffør, der altid holdt parat udenfor, når Moussa
havde bestilt ham.
Yasmines Burkina Faso
Da Yasmine var godt integreret i familien, og alle de officielle
pligter var overstået, blev vi enige om, at vi gerne ville ud og
opleve en afrikansk landsby for at få en fornemmelse af, hvad det
er for en kultur, Yasmine kommer fra. Vi hyrede en taxa sammen med
Moussa og kørte ud til en landsby med en sø, hvor der lever mange
krokodiller. Selve køreturen tog en god halv time hver vej. Det var
en utroligt spændende og meget fremmedartet oplevelse at se,
hvordan sådan en landsby fungerer. Her kunne man købe en udmærket
frokost, og der var garanti for absolut friskslagtet kød -
kyllingerne blev først slagtet, da vi havde bestilt fra
menukortet.
Taxaturen kostede i alt det, der svarer til 300-400 kr.
Derudover betalte vi to lokale guider for at vise os rundt og fodre
krokodillerne med levende kyllinger. Frokosten for os alle sammen
inklusiv den tålmodige taxachauffør, betalte vi også, men man må
sige, at det var en absolut billig udflugt, og den var hver en
krone værd.
Hele familien hjem igen
Da vi skulle rejse hjem til Danmark, en lille vidunderlig pige
rigere, blev vi hentet af Kalifa, der helt tydeligt har særstatus i
lufthavnen og får særlig tilladelse til at følge med helt ind i
check in. Det skulle vise sig at være rigtigt godt, for der skulle
udfyldes papirer på os alle sammen midt i alt virvaret, og
papirerne var på fransk, som ingen af os har kundskaber i.
Hjemrejsen var et helt kapitel for sig. Når man som blegansigter
bevæger sig fremad i en laaang kø i en lufthavn med et lille mørkt
barn på armen, har man særstatus som familie. Så snart personalet
fornemmer, at her kommer en adoptivfamilie, bliver man vist op
foran i køen, og man kommer igennem som gruppe. Flot service af Air
France.
En privilegeret farmor
Min personlige oplevelse af at være ledsagende farmor har været
helt speciel og meget positiv, for i Burkina Faso har vistnok især
farmødre særstatus. Jeg har mødt utroligt meget respekt i
befolkningen. Ikke mindst hos myndighederne. Jeg blev helt
naturligt inviteret med til høflighedsvisit i ministeriet, og det
forventedes helt klart af mig, at jeg udtalte mig på vegne af
familien. Jeg havde på forhånd noteret ned, hvad jeg fandt passende
at takke for og glæde mig over, og hvad vi som familie kan tilbyde
Yasmine.
Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har oplevet det børnehjem,
Yasmine boede på. Det var en ekstremt positiv oplevelse. Jeg har
haft mange fordomme om afrikanske børnehjem, som nu er blevet 100 %
aflivet, fordi jeg oplevede noget nær det modsatte af, hvad jeg
havde forestillet mig at se.
Vi har alle sammen følt os meget velkomne i Burkina Faso. Livet
bliver ikke det samme i vores familie igen, nu hvor vi har oplevet
Yasmines land så meget, som vi kunne nå på 14 dage, for vi er
blevet rigere på stort set alle måder.
Jeg vil med stor glæde videregive mine oplevelser til kommende
adoptivfamilier, og jeg vil gerne opfordre andre bedsteforældre til
at ledsage de unge forældre og større søskende efter det koncept,
vi har brugt i vores familie. Jeg står meget gerne til rådighed til
at besvare eventuelle spørgsmål, og man er velkommen til at
kontakte mig på
tlf : 25 13 51 80
eller mail : diakonelt@gmail.com
Venlig hilsen
farmor, Anne Lønborg
AC Børnehjælp vil gerne takke Anne Lønborg, fordi vi må bringe
hendes fortælling.