AC Børnehjælp - Vejen til Kathrine

Skrevet af: Artiklen er skrevet i udkast af Kathrines mor Hanne og sammenskrevet af kommunikationskoordinator Susanne Dencker. Af hensyn til Kathrine er artiklen anonymiseret.

Kathrines mor fortæller:

Jeg tror, der er mange kommende adoptivforældre, der - når de hører om "special needs" børn - tænker på et barn med klumpfod, læbe/ganespalte eller en manglende finger. Men de mange adoptivbørn, der i en eller anden grad slås med tilknytningsproblemer, bør også betegnes som børn med særlige behov. De har særlige behov, der er mindst lige så krævende, som havde børnene haft et fysisk handicap. Der skal sættes ord på disse børns særlige behov, for at de kan tilgodeses. Og tilgodeses - det skal de. Det er livsvigtigt.

Alle adoptivfamilier længes efter at være en ganske almindelig familie, derfor ønsker de færreste indblanding efter adoptionen. Sådan en familie var min mand og jeg. Vi skulle alt for langt ud, før vi erkendte, at vi havde brug for hjælp. I dag ved jeg, at mange af os HAR brug for hjælp til at hjælpe vores adopterede børn. Et stort skridt på vejen må være, at der er hjælp at hente og mere tilgængelig viden om, hvad det egentlig er, adoptivbørn har med sig.

Psykiske vanskeligheder belaster meget

Min mand og jeg har adopteret vores to vidunderlige døtre Kathrine og Pernille. Begge er født i Asien. Kathrine var fem måneder, da vi hentede hende. Pernille var lidt ældre - knapt halvanden, da hun kom til Danmark. Pernille blev uden nævneværdige problemer en tryg og selvfølgelig del af familien. Men Kathrine, der som sin lillesøster, var beskrevet som et helt almindeligt barn, der kunne adopteres inden for den normale danske godkendelse, har i de seneste fire - fem år vist sig at have store fysiske og psykiske problemer at slås med.

Kathrine udviklede i fireårs alderen en relativ sjælden nyresygdom, som hun stadig kæmper med. Samtidig har det vist sig, at hun har en grad af tilknytningsforstyrrelse. Den fysiske sygdom, hvor alvorlig den end er, er faktisk den, der har belastet vores familieliv mindst. Behandlingskrævende, ja! Bekymrende, ja sandelig! Men alligevel til at håndtere. Hendes problemer med ikke at kunne knytte sig til os - til verden, har været en LANGT hårdere belastning for vores familie.

Symptomerne på Kathrines dårlige trivsel blev for alvor synlige, da hun var 2½ - 3 år gammel. Hun var sjældent rigtig glad, for det meste nærmest depressiv, meget indelukket, mut, kommunikerede meget lidt. Hun havde svært ved at knytte venskaber, var flyvsk, ville alt med alle - og alligevel ikke. Ofte flere gange om dagen fik hun nogle frygtelige raserianfald herhjemme over de mest banale ting. Vi andre gik på listefødder. "Hvornår eksploderer hun næste gang?" Hun havde en udtalt trang til kontrol - ville bestemme alt og have styr på alt.

Behov for hjælp

Kathrine klarede sig alligevel rimelig godt i børnehaven. Hun magtede lige akkurat at holde orden på kaos, når hun var væk hjemmefra. Pædagogerne gav derfor ikke udtryk for, at de var særligt bekymrede. Men når hun kom hjem, var al hendes energi opbrugt og helvede brød løs, for ét sted skulle hun jo afreagere.
Igennem flere år prøvede vi alt, hvad vi selv kunne komme i tanke om. Vi var i perioder meget disciplinære og konsekvente, overfor hvad vi troede var almindelig dårlig opførsel. I andre perioder prøvede vi med "det gode" og var mere overbærende. Vi svingede imellem, at tro at det nok snart blev bedre, og at sådan var hun bare. Den fysiske kontakt, som hun aldrig havde brudt sig særligt om, ebbede langsomt og næsten umærkeligt ud. Hvis vi gik forbi hende i stuen og gav hende et klem eller et klap på hovedet, blev vi i bedste fald mødt med ligegyldighed, som regel med irritation eller vrede. Uden at vi rigtig var klar over det, holdt vi op med at røre hende.

Da hun var ca. 6½ år, var det hele blevet så slemt, at vi omsider erkendte, at vi måtte have hjælp. Vi opsøgte på eget initiativ og for egen regning en adoptionserfaren psykolog. Vi havde faktisk blot to konsultationer hos hende. Hun var ikke i tvivl om, at Kathrine havde en grad af tilknytningsforstyrrelse og gav os en række råd og strategier, som vi skulle efterleve overfor Kathrine.

Tryghed i professionel forsikring

Nogle af metoderne havde vi selv prøvet, men ikke konsekvent. På én eller anden måde hjalp det gevaldigt, at en udenforstående - en professionel - fortalte os, hvad vi skulle gøre. Så havde vi en fælles strategi og en fælles måde at beskrive tingene på. Vi fik også psykologens ord for, at Kathrine bestemt ikke var et uopdragent barn, at det ikke var hendes skyld (eller vores), at hun reagerede, som hun gjorde. Det vidste vi jo inderst inde godt. Men det var alligevel godt at høre.

Da vi begyndte at opføre os anderledes i forhold til vores datter, reagerede hun prompte. Hendes raserianfald blev endnu voldsommere. Det var helt klar, at hun mærkede forskellen, og nu måtte hun prøve at provokere os endnu mere - vel for at teste os. Efter et par rigtig barske uger, blev det hele pludselig markant bedre. Hun ville gerne sove hos os, kysse og kramme osv., og hendes raserianfald tog markant af i styrke.

Jeg kan faktisk på dato sige, hvornår den store vending kom. I det tidlige forår 2006 var vi på vinterferie i Sverige. Vi skulle hjem næste dag, og den kommende omvæltning og feriens afslutning blev for meget for Kathrine. Dén nat hjalp min mand og jeg hende igennem hendes nok værste anfald nogensinde. Næste nat skulle vi sove på Oslobåden. Vi var blevet delt i to kahytter, således at Kathrine og jeg delte én kahyt, og min mand delte en anden kahyt med vores yngste, Pernille. Kathrine og jeg sagde godnat til de andre. Kathrine lå i overkøjen, og jeg skulle ligge nedenunder. Jeg kyssede hende godnat og sagde til hende, at jeg lå lige hernede. Hvis der var noget i løbet af natten, skulle hun bare sige til.

"Hvad så, hvis jeg bli'r sur?" spurgte hun.
Jeg kunne høre, at hun mente spørgsmålet meget alvorligt.
"Så skal jeg nok hjælpe dig," forsikrede jeg hende.
"Alene?" spurgte hun vel vidende, at vi ikke sådan lige ville kunne få fat i far i den anden kahyt.
"Ja, Kathrine," sagde jeg. "Det kan jeg godt."
Hun faldt til ro og lagde sig trygt til at sove.

Budskabet: Søg hjælp i tide

Hvordan har Kathrine det så i dag - knapt et år efter, at vi fik en professionel håndsrækning? Det korte svar er: langt bedre. Det lidt længere er, at hun stadig gerne vil have kontrol, men er blevet bedre til at overlade lidt af kontrollen til os. Hendes lunte er stadig kort. Hun bliver stadig vred og frustreret, men ikke så hyppigt og ikke med den samme styrke og intensitet som før. Og hun er blevet gladere, simpelthen. Hviler mere i sig selv, smiler mere, griner mere. Hun sover hos os hver nat, putter sig ind til os, kommer ofte selv og vil kysse og kramme. Fortæller os, typisk omkring sengetid, at hun elsker os. Disse ting var fuldstændig uhørt før.
Kathrine kræver stadig mere end normal hensyntagen og arbejde fra vores side. Hun har et kompliceret sind, og jeg tror ikke, hun nogensinde slipper helt af med sine ar på sjælen. Men hun har det så meget bedre, at jeg nu vover at tro på, hun vil kunne lære at leve med sig selv og sine omgivelser på en god og positiv måde.

Jeg ønsker inderligt, at vi havde søgt hjælp tidligere - både for Kathrines skyld og for vores egen. Så budskabet til andre er: søg hjælp tidligt!

---------------------------

Gode råd fra Kathrines forældre:

1) Mor og far må ikke blive del af Kathrines raserianfald

"Før vidste vi godt, at vi som voksne burde bevare roen. Vi kunne bare ikke altid efterleve det. Nu kan vi. Vi bliver ALDRIG vrede på hende, råber ikke af hende, eller slår i bordet. Lige meget hvor meget hun råber de værste gloser efter os, lige meget hvor meget hun forsøger at slå, rive, sparke eller bide os, bevarer vi roen. Når hele Kathrines verden ryster, skal vi ikke ryste med. Vi skal være den faste klippe, som hendes vrede kan klinge af på. Det er hårdt, både fysisk og mentalt for os begge. Men det virker."

2) Omsorg og nærvær når verden ryster

"Før kunne vi godt finde på at forlade hendes værelse, når hun skreg, at vi skulle skride. Så gik vi ud med en bemærkning om, at "OK - nu går vi ud. Vi kommer ind til dig igen, når du er faldet lidt ned."
Nu bliver vi der - lige meget hvad. Hvis hun råber: "Skrid af h*** til - hvorfor går I ikke?" svarer vi lavmælt: "Fordi vi elsker dig og bliver her og passer på dig - uanset hvad der sker, uanset hvad du siger og gør." Eller: "Fordi vi er din mor og far, vi passer på dig, og vi bliver."

3) Accept i stedet for krav om forklaring

"Før kunne vi ofte finde på at spørge hende:
"Fortæl mig, hvad du er vred over eller ked af, så jeg ved, hvad jeg skal gøre for at hjælpe dig". Problemet var jo bare, at det kunne hun ikke, fordi hun ikke vidste det. Hun anede ikke selv, hvorfor hun var sådan oppe at køre. Og så blev hun bare endnu mere frustreret, når vi ville have en forklaring, der ikke fandtes. Nu lader vi for alt i verden være med at spørge hende, hvad der er galt - hvad hun er ked af? I stedet konstaterer vi bare, at hun er ked af det eller vred, og på tidspunkter hvor hun ikke har sine anfald, snakker vi somme tider lidt om, at engang imellem kan man godt være rigtig ked af det uden at vide hvorfor. Og vi forklarer hende, at vi altid vil være der for hende, når hun har det sådan."

4) At blive betragtet som yngre end hun er

"Før forsøgte vi at stille de krav til Kathrine, som vi vurderede, man kunne stille til et barn i hendes alder. Vi kunne godt finde på at holde hende fast i, at en pige på den alder var for stor til at reagere, som hun gjorde. Det gør vi ikke mere - og da slet ikke når hun er vred. Da lader vi simpelthen være med at tænke på hende som en "stor pige", der bør være fornuftig og vide bedre. Vi forsøger i stedet bevidst at se hende som meget yngre og prøver at distrahere, trøste osv. - som man vil gøre med et yngre barn."

5) Mor og far bestemmer

"Før bestemte vi jo også, men vi forsøgte at argumentere med hende om det rimelige i, at mor og far skulle bestemme. Det er vi holdt op med. Nu siger vi: "Mor og far bestemmer." Stille og roligt. Somme tider 50 gange i træk. Hun skal lære at give slip - at tro på, at mor og far godt kan bestemme og dermed tage noget af det tunge, tunge ansvar for livet fra hendes små skuldre. Dét er rigtig svært for hende. Ingen tvivl om at denne del kommer til at tage rigtig lang tid."

6) Fysisk kontakt og nærvær

"Kathrine har meget sjældent tidligere ønsket fysisk nærvær. Aldrig ønsket at putte hos os om natten, meget sjældent selv initieret kys eller kram. Kort tid efter vi ændrede vores adfærd overfor hende, begyndte hun til vores enormt store glæde at ville ind til os om natten. Nu sidder hun på skødet, krammer og kysser som aldrig før. Det er virkelig som om, at hun har 3-4 års manglende fysisk nærvær, der skal indhentes. Den onde cirkel er blevet brudt, og vi benytter i dag enhver mulighed for fysisk kontakt."

Artiklen har tidligere været publiceret i AC Børnehjælps nu lukkede magasin AC Focus.