Netværk udviklingshjælp

AC Børnehjælps faglige netværk og fællesskaber

Danida

Danida er betegnelsen for Danmarks udviklingssamarbejde, og er en del af Udenrigsministeriet. Danida donerer årligt omkring DKK 15 mia. til udviklingshjælp. Dette sker enten direkte til landene, gennem internationale organisationer eller gennem danske organisationer.

Danida er AC Børnehjælps vigtigste donor, hvorfra vi årligt modtager ca. DKK 10 mio. i støtte til udviklingsprojekter.

 
Læs mere på Danidas hjemmeside www.danida.dk.

 

Børne- og Ungdomsnetværket

Børne- og Ungdomsnetværket er en sammenslutning af ca. 50 danske organisationer, der arbejder med børn og unge i udviklingsaktiviteter. Netværket er finansieret af NGO Forum (se denne).
 
AC Børnehjælp er medlem af netværket og desuden aktiv i styregruppen.
 
Læs mere på Børne- og Ungdomsnetværkets hjemmeside www.bu-net.dk.

 

VIA University College

VIA University College (VIA UC) er en sammenslutning af uddannelsesinstitutioner, som udbyder mellemlange videregående uddannelser indenfor bl.a. socialt arbejde, pædagogik, uddannelse og sundhed. Det er i dag Danmarks 3. største uddannelsesinstitution og den største professionshøjskole med 2.100 medarbejdere og 17.000 studerende centreret om 7 campusbyer.

AC Børnehjælp samarbejder med både socialrådgiveruddannelse (tidligere Den Sociale Højskole) samt pædagoguddannelsen (tidligere Peter Sabroe). Vi trækker på den store faglige viden og adgang til internationale forskningsnetværk til vores udviklingsprojekter, samarbejder om praktik og feltarbejde til studerende og i enkelte tilfælde er VIA UC direkte partner i udviklingsprojekter.

Læs mere på VIAs hjemmeside www.viauc.dk.

 

Projektrådgivningen

Projektrådgivningen er en sammenslutning af 260 folkelige, danske organisationer, der alle er engagerede i udviklingsarbejde. Projektrådgivningen udbyder en række kurser og uddannelser til sine medlemmer, og administrerer desuden Projektpuljen, som er Danidas (se denne) direkte støtte til mindre danske organisationer.

AC Børnehjælp har i mange år været en drivende kraft i udviklingen af Projektrådgivningen, og har gennem årene modtaget donationer til en række udviklingsprojekter.

Læs mere på Projektrådgivningens hjemmeside www.prngo.dk.

 

NGO Forum

NGO Forum er et netværk af ca. 50 danske organisationer, der arbejder med udviklingsarbejde. NGO Forum er et politisk talerør for de danske organisationer og administrerer desuden Danidas midler til netværk.

AC Børnehjælp er medlem af NGO Forum.

Læs mere på NGO Forums hjemmeside www.ngoforum.dk.

 

Aidsnet

Aidsnet er et netværk af ca. 30 danske organisationer, der arbejder sammen om at forbedre kvaliteten af den danske hiv/aids indsats i udviklingslandene.

AC Børnehjælp er medlem af Aidsnet.

Læs mere på NGO Forums hjemmeside www.aidsnet.dk.

 

Lions Club Denmark

Lions Club Denmark er en sammenslutning af over 300 lokale klubber, der arbejder for bedre samfundsforhold uafhængigt af politisk eller religiøs retning. Lions donerer i Danmark omkring 40 mio. kroner til humanitære formål.

AC Børnehjælp modtager hvert år flere hundrede tusinde kroner fra Lions til udvalgte udviklingsprojekter i verden.

Læs mere på Lions Club Danmarks hjemmeside www.lions.dk.
 

Red Barnet

Red Barnet Danmark er en del af den globale alliance Save The Children  - verdens største uafhængige børnerettighedsorganisation. Red Barnet arbejder med nødhjælp og udviklingshjælp for børn på hele kloden.

AC Børnehjælp har et tæt samarbejde med Red Barnet bl.a. i et af vores udviklingsprojektet i Etiopien der arbejder for bedre adgang til social støtte for udsatte børn og deres familier.

Læs mere på Red Barnets hjemmeside www.redbarnet.dk.

 

Unicef

Unicef er en del af FN og verdens største humanitære børneorganisation. Unicef i Danmark samler årligt over 100 mio. kroner ind til hjælp til børn i hele verden.

AC Børnehjælp og Unicef koordinerer information og netværk i forbindelse med udviklingsaktiviteter rundt om i verden.

Læs mere på Unicefs hjemmeside www.unicef.dk.

 

Oplysningscenter om den 3. verden (O3V)

O3V er en dansk organisation, der oplyser om vilkår i den tredje verden via klasseundervisning i folkeskolen, happenings og informationsprojekter.

AC Børnehjælp er medlem af O3V.

Læs mere på O3Vs hjemmeside www.o3v.dk.

 

Netværk for Danida Programorganisationer

Netværket er en gruppe af danske organisationer, der modtager støtte fra Danida gennem programmer på normalt 10-50 mio. kroner årligt.

AC Børnehjælp er en del af netværket.

Netværket administreres på skift af de enkelte medlemmer og har ingen hjemmeside.