Vedtægter for AC International Børnehjælp (AC Børnehjælp).
§ 1.
AC Børnehjælp er en humanitær organisation, som yder
international adoptionshjælp og anden international børnehjælp
bl.a. i form af udviklingsprojekter og hjælpeprojekter.
Institutionen er selvejende og har hovedkontor i Århus.
§ 2.
Den internationale adoptionshjælp ydes i overensstemmelse med de
af Familieministeriet (Familiestyrelsen) fastsatte
autorisationsvilkår.
Såvel adoptionsformidlingen som projektindsatsen udføres i
overensstemmelse med de gældende konventioner, særligt
FN-konventionen om Barnets rettigheder og Haager-konventionen om
beskyttelse af børn og samarbejde med hensyn til internationale
adoptioner.
§ 3.
AC Børnehjælp ledes af en bestyrelse, som er organisationens
højeste myndighed.
Bestyrelsen består af mindst fem og højst syv medlemmer.
Bestyrelsen sammensættes af personer, som er enten adoptanter
eller adopterede, som besidder den nødvendige moralske
retskaffenhed og som gennem deres uddannelse eller erfaring er
kvalificerede til at arbejde med internationalt hjælpearbejde,
herunder adoptionshjælp.
I bestyrelsen skal indgå medlemmer med lægelig, økonomisk og
juridisk indsigt og medlemmer med indsigt i socialt arbejde og
international adoptionshjælp.
Et af bestyrelsens medlemmer kan evt. vælges udenfor kredsen af
adoptanter og adopterede.
Et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen med udgangen af den
måned, hvori den pågældende fylder 65 år.
Et bestyrelsesmedlem, der gør sig skyldig i en handling, som gør
den pågældende uværdig til fortsat at være medlem af bestyrelsen,
skal udtræde af bestyrelsen.
Et bestyrelsesmedlem, der på grund af længerevarende sygdom
eller af andre grunde ikke længere er i stand til at beklæde
hvervet som medlem af bestyrelsen, skal udtræde af bestyrelsen.
Når et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen kan den
resterende bestyrelse vælge et nyt medlem.
§ 4.
Organisationens drift finansieres gennem formidlingsgebyrer,
eksterne statslige og private donorer samt renteafkast.
Det formidlingsgebyr, som opkræves af adoptionsansøgere,
fastsættes således at gebyret afspejler organisationens
omkostninger og udgifter i forbindelse med den internationale
adoptionshjælp, organisationens udgifter til hjælpearbejde, som har
naturlig tilknytning hertil, og organisationens økonomiske
forpligtelser over for adoptanter og samarbejdspartnere
§ 5.
Bestyrelsen vælger af sin midte formand, næstformand og intern
revisor.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af
medlemmerne er til stede.
Formanden - eller i hans forfald næstformanden - indkalder til
bestyrelsesmøde, når der er anledning dertil, eller hvis
næstformanden eller mindst to af de øvrige bestyrelsesmedlemmer i
forening anmoder derom.
Der indkaldes til mindst fem ordinære bestyrelsesmøder
årligt.
Bestyrelsens afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Står stemmerne lige, er formandens stemme udslagsgivende.
Der tages referat af bestyrelsesmøderne.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsens arbejde er som udgangspunkt ulønnet. Formanden
modtager dog et årligt honorar, som fastsættes af bestyrelsen
således, at det står i rimeligt forhold til det arbejde, formanden
yder for organisationen.
§ 6.
Bestyrelsen ansætter lønnet medhjælp, herunder en direktør, som
under ansvar over for bestyrelsen forestår institutionens daglige
ledelse.
Bestyrelsen vedtager en forretningsorden, som nærmere fastsætter
direktørens og bestyrelsesformandens beføjelser.
§ 7.
Ved salg, pantsætning af fast ejendom og afhændelse af bundne
midler forpligtes AC Børnehjælp kun ved dispositioner foretaget af
tre medlemmer af bestyrelsen i forening, hvoraf den ene skal være
formanden eller næstformanden.
Meddelelse af prokura til direktøren og til direktøren og
bestyrelsesformanden i forening fastsættes nærmere i
forretningsordenen.
Der kan indgås institutionsaftaler med Familiestyrelsen
vedrørende de økonomiske forhold.
§ 8.
Der udfærdiges hvert år et regnskab, som revideres af en
statsautoriseret revisor, valgt af bestyrelsen. Regnskabet
indsendes til Familiestyrelsen.
Regnskabsåret er kalenderåret.
Der kan indgås institutionsaftaler med Familiestyrelsen
vedrørende de regnskabsmæssige forhold.
§ 9.
Ændringer af vedtægter og beslutning om AC Børnehjælps opløsning
kan kun ske, hvis alle bestyrelsesmedlemmer på nær én stemmer
for.
I tilfælde af organisationens ophør med international
adoptionsformidling, skal igangværende sager afsluttes. Eventuelle
overskydende aktiver skal efter bestyrelsens nærmere bestemmelse
anvendes til humanitært hjælpearbejde til gavn for særligt udsatte
børn i udlandet.